De gennemgående elektronisk funderede kompositioner taget i betragtning har Will Wiesenfeld, manden bag solo-projektet Baths, en noget uortodoks musikalsk baggrund. I modsætning til de fleste andre aktuelle computermusikere er hans kompositoriske evner ikke resultatet af adskillige timer foran Ableton i et kældersoveværelses mørke. Tværtimod tager Wiesenfeld sit musikalske udgangspunkt i de lektioner i klassisk klaver, som han i en alder af bare fire år startede med at modtage. Allerede som teenager var den klassiske musik dog mere eller mindre et overstået kapitel for den i dag 24-årige amerikaner, og i stedet blev programmerede beats og knudrede samples Wiesenfelds primære beskæftigelse. Selvom Baths i dag i langt de sammenhænge er et gennemgående elektronisk foretagende, er Wiesenfelds klassiske inspirationer ikke til at tage fejl af på det nyeste album, Obsidian.
Hvor Baths’ tre år gamle debutalbum Cerulean var kendetegnet ved en særegen kombination af den tidstypiske chillwave-genres hidsige mix af funky basgange og komplekse sample-collager samt postdubsteppens knudrede beats, er Obsidian mere letfordøjelig. Den uforbeholdne fascination for den digitale produktions potentiale for endeløs sample-klippeklistren er trukket en smule mere i baggrunden for i stedet at give plads til mere storladne kompositioner tilvejebragt af instrumenter af overvejende klassisk karakter.
Denne udvikling kommer bedst til udtryk i den fine “Ironworks”, som indledes af en simpel klavermelodi. Forsigtigt iklædes denne et strygerarrangement, før Wiesenfeld stemmer i med komplicerede beats og en inderlig falset, som er selv Thom Yorke konkurrenceværdig. Ved hjælp af aparte samples, finurlige pianofraser og et utal af korstemmer skaber Baths på dette nummer en sfærisk stemning, der står i skarp kontrast til de resterende langt mere melankolske tracks.
Den uhyggelige ”Ossuary” behandler eksempelvis dét at blive gammel og svag. »Oh frailty / what worse fate could you possibly show me,« lyder vokalen, mens korstemmerne nu mest af alt minder om spøgelsessang. Underneden ligger en tung og utrætteligt arpeggiator-pumpende bas, og stemningslejet er med andre ord i bund. Dette nye og dystre univers er dog ikke – som man muligvis kunne forvente af en bare 24 år ung mand – umiddelbart udtryk for en påtaget livserfarenhed. Tværtimod har Wiesenfeld i adskillige interviews op mod albumrelease berettet om en årelang tilværelse med E. coli-infektion og efterfølgende genoptræning. Med en tilværelse af konstant pendlen mellem seng og WC i baghovedet synes det nye sortsyn til en vis grad berettiget.
Melankolien er gennemgående og serveres til tider ganske troværdigt. Således formår Baths i “Miasma Sky” at passe sine hiphop-inspirationer sammen med sørgmodig falset-nynnen, småkitschede 8-bit synths og strygerarrangementer. Her skabes en original lyd, som kan rumme den repeterende lyrik: »Tall rock shelf, are you maybe here to help me hurt myself / Miasma sky, would you swallow me alive«.
Andre steder er melankolien dog mindre overbevisende, og heller ikke alle produktionerne slipper Baths lige så heldigt fra. Det gælder f.eks. “No Eyes” og “Incompatible”. Med kun få lag af akkompagnerende arrangementer udstilles Wiesenfelds vokal, der desværre ikke står særlig stærkt, så snart den ikke fremføres i falset, og når lyrikken mildest talt heller ikke sidder lige i skabet, daler pladens niveau helt unødigt. Passager som »And it is not a matter of / if you mean it / But it is only a matter of / come and fuck me!« samt »First boyfriend / you live in my house and we share a toilet seat« har ikke megen anden funktion end at få lytternes tæer til kollektivt at krumme på kommando.
Disse træk er desværre symptomatiske for en lille håndfuld af albummets 10 numre (særligt den afsluttende halvdel af pladen), og herved sættes Baths ellers mestendels uovertrufne arrangementer unødigt i skyggen. For betragter man de musikalske kompositioner helt isoleret, vidner udviklingen fra den aggressive albumåbner “Worsening” til det nedtonede og nærved fuldkomment analoge afslutningsnummer, “Inter”, om en musiker, der favner et vidt spektrum af kompetencer inden for elektronisk musikkomposition.
På Obsidian er den karakteristiske lyd af Baths dog overordnet bevaret. Wiesenfelds beats bærer stadig den helt grundlæggende hiphop-inspiration og er stadig snørklede som en femårigs snørebånd – det musikalske kompas peger altså endnu stik mod hjemmet i Los Angeles og kollegerne som Flying Lotus og Daedelus. Forandret er derimod det mere organiske og melankolske udtryk. Hvor førstnævnte fungerer upåklageligt og mest af alt åbner op for en større og udtryksfuld lyd, hvilket muligvis skyldes Wiesenfelds klassiske baggrund, er melankolien mindre troværdig. At vokalen serverer de noget vaklende tekster ganske langt fremme i lydbilledet, bevirker, at den svingende lyrik bliver et forhold, som ikke er muligt helt at se bort fra. Hvilket er en skam, da Baths musiktekniske formåen isoleret set rækker imponerende langt.
