Plader

The Kissaway Trail: Breach

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

På det seneste udspil fra Kissaway Trail er de storladne armbevægelser skubbet lidt i baggrunden til fordel for leg med støjens dynamik. Det klæder deres iørefaldende poprock forbløffende godt.

The Kissaway Trail melder sig tilbage på banen med et amputeret lineup. Gruppen har siden sidste udgivelse mistet to medlemmer. Deraf vel navnet på pladen.

For lige at føre den ivrige læser ind i forudsætningerne for dette skriveri kan det siges, at Kissaway Trail ikke helt har forbigået min opmærksomhed. Men tæt på. Det sidste blip på radaren er deres ‘hit’-single, “Smother+Evil=Hurt”, som gav mig fem minutters popnydelse midt i P3’s ellers temmelig ligegyldige programmering, da jeg slæbte kasser på havnen i et tidligere liv.

Efterhånden som jeg gravede mig ned i bagkataloget, dvs. seneste udgivelse Sleep Mountain, for at danne mig en idé om udviklingen, blev det klart, at Kissaway Trail har været, om ikke andet, konsistente. Men i stedet for at prøve at være Efterklang prøver de nu at være Flaming Lips, og det er sjældent en dårlig ting – og i øvrigt uden sammenligning med de to andre bands overhovedet. Det, der skinner igennem, er, at KT på den nye plade bruger fladerne af støj mere fremtrædende i deres samlede lydbillede. Altså, en mere afdæmpet lyd i forhold til forgængerens storladenhed. Der er stadig masser af vokalharmonier og glade toner, javist, men næsten samtlige af albummets skæringer bliver serveret med en garniture af feedback og disharmoni. Er sangtitlen “Beauty Still Rebels” mon en direkte hentydning til denne udvikling?

Et forsigtigt “måske” kan det blive til. For KT går ikke på kompromis med poppen, eller skønheden, som stadig har en fremtrædende rolle – så meget for oprøret. Sangene hægter sig fast i dine øregange og er ikke sådan at få fri igen, som for eksempel den melankolske “Cuts of Youth (Razor Love)”, hvor længslen efter ungdommens vildskab får frit løb, blandt andet gennem referencer til datidens populære sange.

Et andet højdepunkt er førstesinglen “Nørrebro”, der lugter af en druktur på områdets bodegaer. Og to ligegyldige mellemstykker til trods er der mere at hente, efterhånden som man når igennem albummet. Specielt den uptempo “The Springsteen Implosion” kunne gøre sig godt som stadionhymne.

Men er det godt? Ja, tjoeh, måske. KT har ikke ændret markant på deres formel, og det er der, med en lige så stille voksende international fanskare, for så vidt heller ingen grund til. Nedskæringer i lineuppet til trods har de fat i noget, og deres ny(gen?)fundne kærlighed til støjens dynamikker trækker ikke fra det, de gør bedst, nemlig at skrive iørefaldende popmusik.

★★★★☆☆

Leave a Reply