Tidligere på året offentliggjorde Tivoli, at sidste års Fredagsrock Festival skulle udvides til i år at gå over to dage under navnet Offspring. Festivalen skal give plads til nye, up-coming bands, og de første afsløringer af line-uppet viste da også netop, at Offspring havde et ret højt ambitionsniveau.
I dag er de sidste navne blevet offentliggjort, og baren er ikke blevet sænket. Der er for eksempel gjort ekstra plads til den hårde ende af genreskalaen med navne som The Malpractice, som Undertoner for nylig fik en snak med, The Woken Trees og Communions.
Derudover er også danske darlings som Ponyblod med Tue Track og Khal Allan, der albumdebuterede sidste år, og trioen Mont Oliver tilføjet programmet.
Navne som Den Fjerde Væg, albumaktuelle norske Highasakite og Jacob Bellens er allerede blevet offentliggjort til at spille på minifestivalen, der bliver afholdt den 25. og 26. april.
Det fulde program for Offspring finder du her.