Nyheder

Tivoli skruer op for ambitionerne

Skrevet af Camilla Zuleger

Tivoli har skruet op for ambitionerne for deres Fredagsrock Festival, der i år omdøbes til Offspring. I dag offentliggør de 24 bands ud af i alt 40 større og mindre upcoming bands, heriblandt Den Fjerde Væg, Scarlet Chives og Jacob Bellens.

Offspring 2014 Tivoli_438x620

Tidligere var det koncerter med appel til det meget brede publikum, når Tivoli skruede op for Plænen til Fredagsrock Festivalen. Men nu, lyder det fra Tivoli, er tiden til noget nyt og mere. Denne idé blev til at udvide festivalen til nu at løbe over to dage mod sidste års ene og omdøbe festivitassen til Offspring.

Og det er altså ikke de noget kitschede poppunkere The Offspring, der hentydes til med festivalens navn. Det er derimod en hyldest til den danske musikalske undergrund: »Musikere, som med tiden vokser sig ud af den kreative kravlegård, og måske bliver en del af fremtidens Fredagsrock-program,« som Tivoli selv skriver i en pressemeddelelse.

Det betyder også, at da Tivoli i dag offentliggjorde de første 24 af i alt 40 bands, vakte en del jubel, for der en del både større og mindre anmelderdarlings iblandt. Programmet tæller indtil videre blandt andet Less Win, Den Fjerde Væg, Jacob Bellens, Darkness Falls, Karl William, Scarlet Chives og norske Highasakite.

Alle de 24 navne, der blev offentliggjort i dag, finder du på plakaten ovenfor og på Tivolis eget site.

Offspring løber af stablen fredag den 25. og lørdag den 26. april og er gratis, når du har købt almindelig entré til Tivoli.

Leave a Reply