Lige inden, Neneh Cherry skulle på scenen i Søndermarken, havde publikum fået den dårlige nyhed om Babyshambles’ aflysning. En del havde vel indløst fredagsbillet for at høre funklegenden George Clinton, Mew eller måske netop Neneh Cherry. Men Babyshambles, med notorisk ustabile Pete Doherty i front, må dog siges at være fredagens hovednavn (og eneste rigtige guf for rockpublikummet), som mange havde brugt de lige knap 700 kr. på en endagsbillet for at se. Men som det før er sket, brændte Doherty os af – om det så var passet/flyet/sig selv, han ikke kunne finde denne gang.
Dette noget skuffede publikum fik det genopståede svenske 90’er-ikon Neneh Cherry den svære opgave at opmuntre. Heldigvis har Cherry nok charme, karisma og gode numre – omend i en noget anden musikalsk boldgade – til at gøre det. Efter karrieren i 90’erne med både glade pophits som ”Buffalo Stance” og dragende Portishead-klingende numre som “Woman”, holdt hun 16 års pause som soloartist. Pausen blev brudt i år med det anmelderroste album Blank Project.
Med velplaceret, flydende rap hist og her, rigeligt med mørke beats foruden dygtig jazzvokal, fyldte Neneh Cherry og hendes to musikalske kompagnoner RocketNumberNine scenen. Cherry rynkede brynene og sagde resolut: »We did a record together called Blank Project – that’s what we’re gonna do here,« og pegede ned mod scenen. Bestemt dame. Men efter et par numre, havde Cherry det (ligesom publikum) varmt og kommenterede middelhavsklimaet, der er kommet til Skandinavien med et stort smil. Ligesom i 1989 er hun stadig Raw Like Sushi, men lige så rå og bestemt, som hun fremstod i starten af sættet, lige så sød og charmerende viste hun sig at være ved nærmere bekendtskab, da hun først fik varmet op over for festivalgæsterne og smilene overtog.
Bakket godt musikalsk op af RocketNumberNine på keys og trommer, tog Neneh Cherry os som lovet igennem Blank Project – fra de mere dæmpede ”Across the Water” og ”Spit Three Times”, hvor den alsidige Cherry står mest som sangerinde, og til de mere ru, beattunge numre som ”Weightless” og ”Blank Project”. Som to unge fyre (der nok gik i vuggestue, da Neneh Cherry albumdebuterede) bag mig sagde: »De giver den rimelig meget smadder! Det er fedt!« Indimellem stod den også bare på brede smil og dance moves i de selvlysende kondisko – til publikums begejstring.
Neneh Cherrys folk i udkanten af scenen gav tegn om ‘to minutter tilbage’, og Cherry sagde, at hun gerne ville have spillet mere, men var ved at løbe tør for tid. Pladens afslutningsnummer, ”Everything”, stod til at blive det sidste, men så fik Cherry mere tid af flere omgange. Måske Reptile Youth, der var hasteindkaldt som erstatning for Babyshambles til næste programpunkt, lige skulle have et lift mod Søndermarken? Cherry var glad for tiden og satte sit hår op i en håndklædeturban og sang. Tidsforvirringen og de tilsyneladende indskudte numre tog noget af timingen af koncerten, men man ville jo gerne have mere.
Til allersidst kom der et nummer fra back in the day med ”Buffalo Stance” i en opdateret udgave, og alderen afsløredes på dem, der sang med på »No money man can win my love!« Hvad angår mavebluser, 90210-jeans og plateausko er jeg meget skeptisk, men nogle ting fra 90’erne kan vi godt bruge mere af – velkommen tilbage, Neneh Cherry.
Fotos: Morten Lau-Nielsen
