Albumcoveret til det første fuldlængdeudspil fra den 24-årige venezuelansk-fødte producer Alejandro Ghersi (Arca) viser et Michael Kvium-lignende maleri af en deformeret androgyn skabning. Allerede her får lytteren et praj om, at der er tale om et alternativt og eksperimenterende album, og allerede ved albummets begyndelse indfris forventningen.
Albummet åbnes af det droneagtige nummer “Now You Know”, der med sine skæve og knitrende beats skaber en kaotisk stemning, inden nummeret glider over i det blide pianointermezzo “Held Apart”. Netop kontrasten mellem de skæve og tilnærmelsesvis bizarre skæringer og de melodiske passager er et gennemgående tema på Xen.
I den forbindelse er især titelnummeret værd at fremhæve. “Xen” er bygget op omkring et dramatisk synthtema, der, efterhånden som nummeret bygges op, suppleres af vage klavertoner, aggressive beats og tung bas. Nummeret indeholder adskillige overraskende elementer og formår at skabe en på én gang dramatisk og klaustrofobisk stemning. Rækkefølgen af albummets 15 forholdsvis korte numre er velvalgt, da de eksperimenterende og til tider obskure numre ofte efterfølges af rolige og lidt mere lettilgængelige numre.
“Family Violence”, der markerer albummets midte, viser dog et markant brud på rækken af eksperimenterende eller melodiske numre. Den yderst dramatiske klassiske symfoni, der ville passe fint som soundtrack til en Hitchcock-film, er ganske enkelt en malplaceret halvleg på et album, der ellers fremstår som værende helstøbt.
De musikalske referencepunkter er imidlertid ikke lette at finde frem til. Arca befinder sig musikalsk et sted mellem Brian Enos ambiente signaturlyd og The Knifes eksperimenterende lyd fra deres seneste album Shaking the Habitual. Trods disse associationer har Arca med Xen skabt et unikt og stilsikkert univers, hvor kreativiteten har fået frit løb.
På trods af de hyppige skift mellem de dramatiske elementer og de rolige, melodiske og ambiente flader bliver man som lytter hurtigt mæt af den distinkte lyd og den dystre stemning, der præger albummet. Selvom et af højdepunkterne i form af “Wound” er at finde hen mod albummets slutning, sidder man som lytter tilbage med følelsen af at have hørt adskillige fragmenter få minutter tidligere.
Xen er et spændende udspil fra Arca, der kræver adskillige gennemlytninger, før det begynder at fungere. Arca er dog bedst, når han eksperimenterer med det melodiske og ambiente frem for det dramatiske og støjende, som præger omtrent halvdelen af albummet.
