Philadelphia-bandet The War on Drugs er efterhånden trådt ud af rollen som “Kurt Viles gamle band” og kommet til sin egen ret. Ikke mindst efter det succesfulde og anmelderroste album Lost in the Dream fra sidste år, som lå nummer et på en del internationale mediers lister over årets bedste plader, også Undertoners. Good news travels fast, som de siger i The War on Drugs’ hjemland, og det gjaldt også for Roskilde-publikummet. Selvom der var godt fyldt op foran Orange Scene til Pharrell Williams, der startede en time før The War on Drugs på Arena, var der alligevel mange, der gerne ville ofre “Happy” til fordel for en omgang springsteensk rock anno 2015. Denne anmelder måtte i hvert fald kæmpe sig ud af båsen foran Arena inden koncertstart, da der simpelthen var for mast derinde.
På en afstand, der i højere grad sikrede vejrtrækningen, kunne The War on Drugs bedre fordøjes. Frontmand og sangskriver Adam Granduciel entrede scenen og så ud præcis som på sine pressebilleder; alvorlig, koncentreret, i jeans og skjorte med det tykke, bølgende hår ned foran ansigtet. Han lød også, som han gør på bandets plader, med fraseringer, der jævnligt lyder meget som Bob Dylan, og endda med en mundharpesolo hist og her. Bandets drevne, konstante, nærmest rullende rytme blev slået an og gik igennem stort set alle numre i løbet af deres fem natlige kvarter på Roskilde.
Til det nærmeste, man kan komme deciderede hits fra The War on Drugs, “Red Eyes” og “Under the Pressure”, var der større publikumsreaktion og taktfast klappen. Ellers så folk ud til at nyde seancen på en lidt mere træt og duvende måde. “Under the Pressures” melodiske, genkendelige riff gjorde sig godt og skilte sig ud i mængden af The War on Drugs-numre, inden nummerets indbyggede, lange jam tog over.
Philadelphia-orkestret spiller immervæk meget amerikansk traditionel rock med nik til rækken af de allerstørste på området fra 70’erne og til dels 80’erne. I grunden er det totalt farrock. Selvom bandet til en vis grad prøvede at forhindre det med solo på barytonsaxofon og på Granduciels skiftende guitarer, blev den drevne, bil-på-tur-rytme i de i forvejen tæt beslægtede numre ensformig, som bl.a. Signe Palsøe også var inde på, da The War on Drugs spillede på Loppen i 2011. Med viserne på vej mod midnat på sådan en festivaldag, blev det i længden også lidt søvndyssende.
I grunden gjorde The War on Drugs en god indsats på Arena på Roskilde Festival 2015’s første nat. Det, jeg sætter pris på ved bandets lyd, er dog nok mest det melodiske, drømmende element, mere end det er Dylan- og Springsteen-referencerne eller guitar- og saxsoloerne. Live var bandets lyd mere bastant og mindre fortryllende – mere farrock og mindre lost in the dream.
