Plader

The War on Drugs: Lost in the Dream

Skrevet af Alex Nørregaard

Omringet af et tyktflydende, malerisk lydlandskab fortaber amerikanske The War on Drugs sig for en stund i drømmen. Og de tager heldigvis lytteren med på tur på Lost in the Dream. Ufarligt, men med en fabelagtig flow-fornemmelse.

Det er på en åben landevej, omringet af et tyktflydende, malerisk lydlandskab, at amerikanske The War on Drugs for en stund fortaber sig i drømmen. Og de tager heldigvis lytteren med – velplaceret i passagersædet, hvor tiden for alvor kan bruges på at nyde turen. Ufarligt, men med en fabelagtig flow-fornemmelse.

Det amerikanske rockband har nemlig godt fat i de langstrakte passager såvel som de kortere, men øjeblikkeligt fængende sekvenser. Lost in the Dream er det tredje udspil fra The War on Drugs og samtidig pladen, hvor gruppen for alvor træder ud af Kurt Viles langhårede skygge. Der er sket meget siden debuten Wagonwheel Blues, og udtrykket fra gruppens anden plade Slave Ambient er blevet skåret skarpere til og finpudset.

Der er ingen tvivl om, at Lost in the Dream er frontmand Adam Granduciels værk, idet han har styret indspilningsprocessen fuldstændigt og ene mand indspillet det meste. Men selv på trods heraf lyder Lost in the Dream som en rigtig bandplade. Der er enormt mange lag – undertegnende overraskes fortsat ved hver gennemlytning – og de flyder smukt sammen. Samtidig påvirkes oplevelsen måske også af, at vi i dag lever i et yderst individualiseret samfund, der synes at stå i skarp kontrast til den periode, som albummet tydeligt henter inspiration fra. På den måde giver pladen en særlig fornemmelse af at være en del af noget og høre til.

Den musikalske snøre er nemlig kastet en tur tilbage til den amerikanske heartland-rock i 1970’erne med bl.a. Bruce Springsteen og Tom Petty, men trækkes også en tur op gennem 1980’erne, samtidig med at inspirationen fra Bob Dylan og Dire Straits er svær at komme udenom. Alle sammen kunstnere, som jeg utvivlsomt finder i min faders gamle pladesamling, og som det kan være svært at finde tid til, hvis man gerne vil følge med i det, der sker her og nu. Finten med Lost in the Dream er imidlertid, at The War on Drugs på fornem vis filtrerer de gamle inspirationskilder og leverer en dragende og smukt afrundet opdatering, der også klinger smukt af Destroyers hovedværk Kaputt.

Åbningsnummeret “Under the Pressure” rammer næsten de ni minutter og driver smukt fremad mellem velformede klavertoner og en bølge af guitarindslag, der umærkeligt kæmper om opmærksomheden. Og selvom Granduciels vokal ikke er videre fantastisk, så passer den perfekt ind her og på resten af pladen – hvad enten det er med små, energiske »woooh«-skrig på bl.a. den utrolige “Red Eyes”, tørt fortællende på “Eyes to the Wind”, eller når den står på længselsfulde, næsten utydelige suk i “Disappearing”.

Især sidstnævnte skæring ramte undertegnede hårdt ved de første gennemlytninger. Et (vid)underligt møde mellem noget i retningen af Paul Simon og Destroyer åbenbarer sig, mens musikken hele tiden truer med helt at forstumme. Øjeblikket, hvor man siger farvel eller søgende venter på nogen, rammes spot on. Og i modsætning til den langsommelige og vævende “Suffering” lander “Disappearing” ikke på den kvalmende side.

Allerbedst er The War on Drugs dog på de mere uptempo numre, hvor guitarerne dominerer lydbilledet og skærer igennem de stramtspillede trommespor og bløde synthflader. Singlen “Red Eyes” gløder og er svær at blive træt af, mens “An Ocean in Between the Waves” hele tiden søger opad og til slut overgiver sig til, hvad Granduciel nu kan tvinge ud af sin guitar. Nummeret “Burning” får mig til at tænke på Springsteen og er ikke noget dårligt bud på, hvad The Killers måske kunne have drevet det til, hvis de havde holdt fast i stilen fra Sam’s Town. Det er til at blive helt høj af, og jeg griber altid mig selv i at holde fast i de små steder, hvor klaveret bryder gennem guitarmuren.

Det kan undre, at et nummer som det instrumentale interlude “The Haunting Idle” har fundet vejen. Umiddelbart føjer det ikke uden videre noget godt til pladen, men bryder i stedet det momentum, der opbygges i “Eyes to the Wind” – et yderst stærkt nummer, hvor en flot vokallinje fastholder fokus i lydbilledet, der hvirvler rundt. Pladen rundes fint af med “In Reverse”, og selvom det er lidt svært at finde rundt i Granduciels længselsesfulde tekstunivers, er der alligevel en vis struktur, da numrene indbyrdes henviser til hinanden.

En nagende fornemmelse af, at det bliver lige ensformigt nok, indfinder sig nu og da, og personligt har jeg svært ved ikke at skippe et enkelt nummer eller tre undervejs. Men selv på trods heraf er Lost in the Dream uden tvivl en tur, som man uden besvær kan tage igen og igen. Det lader til, at Granduciel på Lost in the Dream har fundet sig selv og ikke mindst en ualmindeligt farbar vellyd for The War on Drugs. Drømmende på en rocket og yderst velpoleret måde og samtidig en kærkommen chance for at åbne en smule op for musikhistorien og få en følelse af at høre til. Og det er sgu tiltrængt.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat