Fotos: Maiken Kildegaard / Tivoli
»Collaborations don’t work« synger Franz Ferdinand og Sparks på deres nye fællesalbum, og det viste sig desværre at være sandt, da de to bands optrådte som FFS i Tivolis Koncertsal. Her tænker jeg ikke på samarbejdet mellem de skotske indierockere og de flamboyante glamrockbrødre i Sparks, der var en eksemplarisk opvisning i, hvordan to bands ubesværet kan smelte sammen i et. Nej, jeg tænker på, hvordan en københavnsk koncertsal endnu engang ødelagde en glimrende koncert ved at binde sit publikum til et klapsæde. Det er desværre blevet en ærgerlig tendens, der tidligere i år også ødelagde en koncert med Ariel Pink på Bremen, og det må stoppe nu. Resultatet denne aften blev, at FFS leverede dansemusik for folk, der sad ned.
Russell Mael og Alex Kapranos dannede en glimrende frontmandsduo, med Mael som flamboyant spradebasse og Kapranos som cool brite. Der var intet hierarki mellem de to sangere. Sparks-sangeren Mael sang ligeværdigt med Kapranos på Franz Ferdinand-sange som ”Do You Want To” og ”Michael”, og det samme var tilfældet, da Kapranos sang vers på Sparks-sange som ”The Number One Song in Heaven” og ”When Do I Get to Sing ‘My Way’”. Mael var ikke bange for at synge ekstravagant og højtråbende. Falsetvokalen var tilmed intakt 40 år efter, at Sparks sidst spillede i samme sal. Hans modsætning var Kapranos, der med sin karakteristiske, dybe vokal sang elegant tilbagelænet, og de to gruppers stiludtryk komplimenterede hinanden på vidunderlig vis.
De gode sange med de iørefaldende omkvæd blev uddelt gavmildt under koncerten. ”Call Girl”, ”Save Me from Myself”, ”Piss Off”, ”Collaborations Don’t Work” og alle Sparks-sangene var en magtdemonstration af stærke melodier. Gruppen var tilmed så sammensmeltet, at forskellen på de fælles FFS-sange og materialet fra de to bands’ bagkatalog stort set var uhørlig. Sparks-sangen ”When Do I Get to Sing ‘My Way’” var stærkt præget af Nick McCarthys guitarspil, hvilket betød, at de to amerikanske brødre nærmest overdrog deres sang til Franz Ferdinand. Den gestus blev gengældt på Franz Ferdinand-sangen ”Michael” der blev præget af Sparks’ dansable synthpop.
Det var i teorien heterogent som forskellen på Los Angeles og Glasgow. Bag sit keyboard sad Ron Mael anonymt som en anden suppe, steg og is-musiker. Han var den underlige onkel, der lignede den direkte modsætning til de cool indiefyre fra Glasgow. Det burde ikke være foreneligt, men sammen blev Franz Ferdinand og Sparks en homogen artrock-gruppe, der forenedes i deres dansable musik.
Det var dog ikke en ubetinget let aften for FFS. I starten af koncerten måtte de seks musikanter kæmpe med at skjule deres skuffelse over, at den næsten fyldte sal valgte at blive siddende, da de gik på scenen. Kapranos forsøgte endda at lave en håndbevægelse, der utvivlsomt betød, at nu skulle vi rejse os op. Det gjorde vi bare ikke. Nu hvor stolene var der, virkede det unaturligt ikke at bruge dem. Vi rejste os først, da McCarthy hoppede ud fra scenen under ”Do You Want To” og spillede en guitarsolo, mens han løb rundt i salens mellemgange. Det lyder som en latterlig gimmick, men det var et bundærligt forsøg på at gøre aftenen bedre for os alle – hvad enten man var publikum eller band.
Problemet var, at det nærmest føltes som om, vi brød en regel ved at rejse os fra vores sæder. Derfor satte vi os naturligvis ned igen, da ”Do You Want To” sluttede. Enkelte publikummere udfordrede dog de normer, som rummet etablerede. De valgte simpelthen at rejse sig fra deres sæde og gå tættere på scenen. Denne gestus overfor musikken og bandet blev dog hurtigt irettesat af salens sikkerhedspersonale, der sendte de revolutionære tilbage til deres sæder.
Allerværst var det efter publikumsfavoritten ”This Town Ain’t Big Enough for Both of Us”, hvor størstedelen af salen igen satte sig ned, da de ikke kunne genkende den efterfølgende FFS-sang, ”Dictator’s Son”. En gruppe af de forreste publikummer, der var grebet af stemningen, havde dog ikke opfanget den kollektive beslutning om, at det nummer ikke var kendt nok til, at vi skulle byde bandet den høflighed at blive stående. Det udviklede sig til et akavet scenarie, hvor halvdelen af gruppen langsomt satte sig ned, og den anden halvdel demonstrativt blev stående.
Det var situationer som denne, der ødelagde koncertens planlagte dramaturgi. Det var tydeligt, at FFS lagde op til, at nu skulle vi danse, som man gør det til den slags rockmusik. Numrene blev mere og mere energiske, som koncerten skred frem. Det burde have virket glimrende, hvis vi bare fulgte koncertens naturlige forløb. Vi valgte i stedet at sætte os ned, og vi rejste os først igen, da de spillede ”Take Me Out” – en af 00’ernes bedste sange. Man siger, at der skal være to til at danse tango, men denne aften var publikum udstyret med alt for tunge sko. Derfor blev det svært at danse, og FFS stod alene tilbage på dansegulvet.
Sættet bød på en enkelt stille sang, ”Little Guy from the Suburbs”, der tilnærmelsesvis kunne egne sig til koncertsalen. Her kunne der næsten have været et intimt øjeblik, men for en gangs skyld var FFS’ levering en ufokuseret energiudladning, der ikke lod sangen løfte sig selv. Ellers modarbejdede koncertsalen konstant en ellers glimrende koncert – »collaborations don’t work«. Derfor viste det sig endnu engang, at man skal være yderst varsom, når man placerer et band i en sal, der normalt bruges til alt andet end rockkoncerter.





