Youth Lagoon aka Trevor Powers har haft noget på hjerte fra begyndelsen af sin musikkarriere, der virkelig fængede blogverdenen. Siden 2011 er musikken kun steget i popularitet og i kreativ styrke. Han veksler mellem de store tanker og det intime rum, som mere end nogensinde kommer til udtryk på hans tredje fuldlængdealbum Savage Hills Ballroom. Undertoner mødte den unge fyr fra Boise, Idaho før han gik på scenen på Jazzhouse.
Hvad mener du er den sværeste ting for unge musikere i dag?
»Jeg tror det sværeste er, det faktum at vi lever i en tid, hvor alting er overmættet. Lige meget om det er musik eller nogen anden form for kunst, så har internettet gjort det så tilgængeligt at udgive din kunst, hvilket jo er fænomenalt. Men der er så mange kunstnere, der udgiver på samme tid, så hvis du prøver at blive hørt, set og have en stemme, så skal du finde måden, hvorpå du bliver lagt mærke til, og du kan være et individ.«
Hvordan mener du, at du gør det?
»Det er faktisk ikke noget, jeg nogensinde har analyseret. Jeg tror, jeg fokuserer mere på at sige det, jeg har behov for at sige gennem musik. Det handler om at træffe beslutninger baseret på mit eget drive, og det jeg føler. Jeg tænker aldrig på ting fra et forretningsperspektiv, men gør bare det, der føles rigtigt.«
Synes du overhovedet, at den type ting er interessante at beskæftige sig med som kunstner?
»Noget af det er interessant efter kendsgerningen. Lad os sige, at du har et album eller et stykke kunst, som er færdigt, så er det ret interessant at begynde at tænke på, hvordan du får det ud til masserne – hvordan du kan blive synlig. Det kan være ret sjovt, at gå mere kreativt til den del af det.«
Hvad lytter du til, når du turnerer?
»Vi lytter til en masse lokalradio, så når vi er i de forskellige byer, så synes vi det er underholdende at høre, hvad der bliver spillet. Og du kan høre det skøreste pis nogensinde! På det seneste har jeg personligt været på et sen-60’er og start-70’er kick med avantgarde musikere, der blander alle slags genrer med pop. Som f.eks. David Axelrod, som er en dygtig musiker fra en æra, der tog mange skøre idéer og præsenterede dem på en måde der var relaterbar, og ikke helt ude i hampen. Og så elsker jeg at lytte til noise musik, hiphop…egentlig elsker jeg ret meget musik og kan lytte til det meste!«
Vil du sige, at du er en anden person på scenen?
»Nej, jeg er den samme. Men jeg tror, man viser forskellige aspekter af din personlighed på scenen, som du ikke nødvendigvis ville vise væk fra den. Jeg er helt den samme person, men det er et andet mindset, man skal være i. Jeg har ikke noget med, at jeg ikke kan være sammen med andre, inden jeg går på eller noget i den retning. Men jeg varmer min stemme op, laver en masse mærkelige lyde, og går derop og håber på det bedste.«
Din stemme er trukket meget frem i lydbilledet på den nye plade. Synes du, at en persons stemme er det mest intime eller relaterbare i musik, der har melodi og lyrik?
»Jeg synes det kommer meget an på musikken eller på sangen. Men jeg har altid set menneskets stemme som et hvilket som helst andet instrument. Når jeg lytter til noget instrumental musik, synes jeg det kan være lige så bevægende og kraftfuldt, som musik med tekster. I forhold til det nye album, var jeg oppe mod meget intentionelle, lyriske emner, så jeg syntes, det var det mest passende at tilgå vokalen på en meget bar og rå måde.«
Synes du, at den visuelle side af Youth Lagoon informerer eller tilføjer noget til musikken?
»For mig er den visuelle side lige så vigtig, hvad enten det er videoer, cover art eller turnéplakater. Det bør alt sammen fungere som et hele, og min førsteprioritet er, at det visuelle kommunikerer de samme idéer som musikken. Men det kan være udfordrende at få det hele til at korrelere, og det kan tage lang tid at finde de rigtige ting. Men med det visuelle er jeg virkelig glad for at samarbejde – at snakke med forskellige kunstnere og finde ud af ting sammen med dem. Jeg er selv en meget visuel person, men jeg lader det være andres ekspertise, der så informerer mig. Det kræver enormt meget tålmodighed, at finde de rette personer, men jeg holder som regel godt øje med kunstnere, jeg gerne vil lave noget sammen med!«
Videoen til ”Highway Patrol Stun Gun” er virkelig rørende. Fortæl lidt om hvordan den blev til?
»Jeg lavede en sang til et compilation album, der hedder Space Project, hvor nogle videnskabsmænd havde taget nogle elektromagnetiske impulser og lavet det til lydsamples, som musikere så skulle lave til sange. Beach House, Spiritualized, The Antlers, jeg selv og en masse andre gjorde det. Og jeg ville vildt gerne lave en musikvideo til nummeret, og tilbragte meget tid på Vimeo for at lede efter en at samarbejde med. Og så fandt jeg Kendy Ty, som er denne her parisiske instruktør. Vi blev internetvenner, og begyndte at tale om videoen, der godt nok aldrig blev til noget. Men vi holdt kontakten i halvandet år efter det, mens jeg ledte efter et projekt vi kunne lave sammen. Med “Highway Patrol Stun Gun” blev det så endelig realiseret.«
Jeg er én af de personer, der desværre læser kommentarerne på YouTube, og folk prøver virkelig at finde ud af hvad meningen bag det hele er!?
»Ja, det var netop vores mål ikke at servere nogen mening, og lade det hele være meget åbent for fortolkning. Og det gjorde vi for at kunne berøre aspekter af både min og Kendys vision.«
Din plade behandler meget tunge emner som f.eks. tabet af en god ven. Hvilket råd vil du give til en person, der mister én, der står dem nært?
»Jeg ville give en person det råd, at man skal omringe sig med mennesker, der forstår én, og hvad man går igennem. Det man ikke skal gøre er at isolere sig selv! Hvis du går gennem noget traumatisk, kan man være tilbøjelig til at gøre det på en usund måde, og løfte paraderne. Men i sidste ende er det meget mere destruktivt ikke at deale med ting direkte. Mange mennesker ser min musik som en flugt fra virkeligheden, og jeg ville sige at det måske er halvdelen, men at den anden halvdel behandler virkeligheden head on! Det kommer ned til det faktum, at alle mennesker har lort de skal gå igennem, og at dine problemer ikke er vigtigere end andres. Og nogle gange løber man ind i personer, der virker privilegerede; måske har de en masse penge eller er velsignet med nogle ting, men for det meste er de mere ulykkelig end en person, der har meget mindre. Jeg har kendt folk, der virker meget privilegerede, men så har jeg set dem i øjnene, og tænkt at de var ulykkelige. Jeg har set, at de gemte på en masse ting og dealede ved f.eks. at købe noget lækkert tøj, eller påtage sig en persona. Men hvis man er vokset op, som jeg er, og eksempelvis ikke har haft så mange penge, så finder man måder at være lykkelig og tilfreds på. Pointen er, at alle går igennem lort på forskellige måder, og man bør ikke gemme sig, men være åben omkring det. Det er aldrig en perfekt tilværelse – og det er vigtigt at anerkende!«
Gik du glip af den udsolgte koncert på Jazzhouse, så har du muligheden for at se Youth Lagoon i Pumpehuset i København til februar.
