Mens stormen rasede i de københavnske gader, var Store Vegas publikum søndag aften vidne til en musikalsk force of nature. Den amerikanske verdensmand John Grant var nået tilbage til det Danmark, han så ofte erklærer sin kærlighed i diverse interviews. Ja, kærligheden er så stor, at han valgte at kalde sin solodebut for Queen of Denmark. Albummet var det første, jeg hørte til den tidligere The Czars-forsanger, og jeg stødte kun på det takket være en seksstjernet anmeldelse af Jeppe Barslund på hans site med hiphopanmeldelser. Barslund havde gjort en undtagelse fra de mange rap- og soulanmeldelser, fordi han følte, at pladen fortjente en helt særlig cadeau og, efter at have hørt pladen, måtte jeg erklære mig enig. De skarpe, ironiske tekster og flotte kompositioner, sammensat af en fantastisk stemme, gjorde et stort indtryk, og siden da har jeg elsket albummet.
En søndag aften, fem år og to album senere, trodsede jeg vind og vejr for at opleve den karismatiske musiker live. De mere elektroniske Green Pale Ghosts og Green Tickles, Black Pressure har jeg langt fra hørt lige så meget som den føromtalte debut, men jeg glædede mig alligevel meget. Personligheden skulle nok skinne igennem og sørge for en oplevelse, tænkte jeg, mens jeg gik og undrede mig over, hvordan koncerten ville forløbe. Bagkatalogets store spændvidde og et livealbum med et symfoniorkester i ryggen hjalp ikke med at skabe entydige forventninger.
Koncerten startede med introen fra den nye plade, Green Tickles, Black Pressure – en ode til kærligheden, der udtales på overlappende engelsk, islandsk, russisk og dansk. Grant entrerede scenen, og fra første gang, han åbnede munden, var det tydeligt, at den guddommelige stemme er endnu mere imponerende live. På trods af dette, tog det alligevel et par numre for Grant at fange Vegas opmærksomhed fuldstændig. Efter et kort »hej« (dansk er et af de få sprog, som Grant tilsyneladende ikke mestrer fuldt ud) satte Grant sig ved keyboardet og spillede den hjerteskærende break-up-sang “It Doesn’t Matter to Him”. Sangen, der handler om, hvor altopslugende ulykkelig kærlighed kan være, udfyldte præcist mine forventninger til en John Grant-koncert: Rørende, kraftfuld og velspillet.
Pludselig blev det forventelige brudt af en hård omgang elektronisk funk i et hattrick af “Pale Green Ghosts”, “Snug Slacks” og “You & Him”. Den lettere tone og den legende vokal på særligt de to sidstnævnte numre gav et helt andet indtryk af liveperformeren John Grant, end jeg havde ventet. Han dansede sensuelt rundt på scenen som en anden souldiva, mens han forførte publikum med sin smittende charme og store stemme. De mest begejstrede publikummer begyndte at svinge hofterne i takt med Grant, der, sammen med sit fremragende band, fra da af havde Vega i sin hule hånd.
Koncertens næsten to timer viste en kunstner, der er som født til at stå på en scene. Den depression, afhængighed og det selvhad, som fylder mange af Grants tekster, var ikke at spore. Vuggende hofter, store smil og leg med publikum kom tydeligvis fuldstændig naturligt til den næsten 50-årige mand med det store skæg og den let buttede krop. Han ligner på ingen måder en performer – måske nærmere en russisk forfatter – men skinnet bedrager, og det var imponerende at se, hvordan han nød at trykke den af foran et fortryllet publikum.
Koncertens største øjeblikke var dog de smukke, stille stunder. Betagende udgaver af “Drug”, “Caramel” og “Queen of Denmark” gav gentagende gange gåsehud, når de hjerteskærende tekster leveredes med Grants dybe og følelsestunge røst. Ét nummer var dog, af flere årsager, symptomatisk for aftenen. Den fabelagtigt flotte “Glacier” havde jeg set frem til af flere årsager. En af dem var, at nummeret på Pale Green Ghosts gæstes af Sinéad O’Connor, der i weekenden overlevede, hvad der efter sigende var en overdosis, efter at have skrevet et selvmordsbrev på de sociale medier. Med Grants egen fortid i baghovedet havde jeg frygtet, at han ville være for bevæget til at udføre nummeret. Jeg ved ikke, om han var opmærksom på O’Connors tragiske tilfælde, men nummeret endte for mig med at symbolisere Grants usandsynlige vej fra selvudslettende misbruger til en succesfuld karriere som musiker og tilsyneladende stabilt, ja måske endda lykkeligt, menneske. Omkvædet siger det hele:
»This pain
It is a glacier moving through you
And carving out deep valleys
And creating spectacular landscapes
And nourishing the ground
With precious minerals
And other stuff
So don’t you become paralyzed with fear
When things seem particularly rough.«
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
