»Det nyeste album er det bedste, jeg nogensinde har lavet.« Så simpelt kan det siges. Og det gør hun, Meghan Remy, da jeg spørger hende, hvordan det kan være, at det først er med det syvende studiealbum, at hun med sit band U.S. Girls har vundet den bredere offentligheds opmærksomhed. På den nye plade har hun fundet hjem, både i sig selv og i sit band. Og med sine spidende, aggressive og vidnesbyrdsleverende sange har hun ramt en nerve i tiden. Undertoner har talt med Remy op mod hendes koncert i København om hendes musik og hendes forsøg på at hjernevaske sine lyttere med catchy popmelodier.
U.S Girls udgav deres første album i 2007. Dengang var det et rastløst band, der bevægede sig mellem labels og udgav på skiftende pladeselskaber indtil 2015, hvor de signede med 4AD. Det første album i den forening udgjorde da også et skifte i Meghan Remys og bandets historie, da albummet Half Free vandt og var nomineret til flere amerikanske og canadiske musikpriser. Da bandet spillede på den hypede festival SXSW i Austin, Texas blev det en af de performances, der efterfølgende blev talt allermest om.
»Det gør ikke rigtig nogen forskel for mig, at vi pludselig bliver hypet. Det er selvfølgelig dejligt, men som musiker og band ændrer det ikke noget,« siger Remy uimponeret over sin hurtige succes og fortsætter: »Jeg tror grunden til, at vi vakte så meget opsigt under SXSW er, at vi er et stort band. Musikscenen generelt er for tiden i en elektronisk fase hvor bare det at se et band med kor og rigtige instrumenter kan være et stort chok.«
For mere end ti år siden var U.S Girls et enkvindesprojekt, hvor Meghan Remy gjorde alting, mens hun lærte sig selv, hvad hun havde behov for at kunne for at opnå det udtryk, hun ønskede sig. I dag står hun i front for et band, der tæller mere end tyve mennesker. Sammen med jazzkollektivet Cosmic Range, hvis medlemmer bl.a. tæller hendes mand, den canadiske sangskriver Max Turnbull (bedre kendt som Slim Twig), har de bygget en større og bedre lyd op.
»Det har gjort min musik meget bedre at arbejde med Cosmic Range, fordi der er meget mere kompetence til stede i lokalet. Før arbejdede jeg rigtig meget, fordi jeg hele tiden skulle lære mig selv nye ting, og fordi jeg havde meget begrænset udstyr. I dag hvor vores label sørger for studier osv., betyder det, at der er en meget bedre dynamik. Musikken skal selvfølgelig stadig gennem mig som en slags filter, men mulighederne er mange flere,« siger Meghan Remy.
»Vi skal alligevel allesammen dø«
På det nyeste album In A Poem Unlimited fra februar i år har Remy, som hun plejer, fristes man til at sige, taget den undertryktes parti og, hvad enten det er i forhold til en patriarkalsk samfundsstruktur eller udbyttende arbejdsforhold i et urimeligt arbejdsmarked. Det er forargede tekster, der udleverer systematiske politiske problemstillinger, og flere af dem kommer lige til tiden med #metoo-klingende budskaber. Og selvom indholdet på den måde ikke er behageligt, er der alligevel noget over lyden og den måde, Remy leverer sangene på, som virker betryggende, rart og hjemligt. Som om hun midt i verdens uhyrligheder, som hun skriver om, alligevel har fundet sin plads i verden.
»Det handler måske om,« begynder Remy at forklare, »at jeg nu er i 30’erne, og det har gjort mig mere sikker på mig selv som menneske og som kunstner. Og helt sikker i faktummet, at intet af det i virkeligheden betyder noget.
Men i dine sange lyder det ellers som om, der er ret meget på spil?
»Ja, måske. Men du ved, livet, ikke? Det betyder både noget samtidig med, at det overhovedet ikke gør. Vi bliver nødt til at finde mening, hvor vi end kan, for vi skal alligevel allesammen dø.«
Det lyder meget pessimistisk?
»Man bliver nødt til både at være pessimist og optimist i den her verden. Du kan ikke være enten det ene eller det andet. Så ville du enten bliver konstant skuffet eller hele tiden have ret. Jeg prøver at bevæge mig mod at have en overvægt af optimisme. Det er i hvert fald målet. En eller anden dag.«
Popmusik som hjernevask
Den dobbelttydighed, der er i U.S. Girls og den balance Meghan Remy personligt prøver at ramme i hendes forhold til sin omverden, gentager sig i det musikalske udtryk. For selvom sangteksterne vidner om dystre samfundsforhold, er det musik, man kan, ja nærmest må, danse til.
»Det har været en bevidst beslutning at prøve at forene de to modpoler. Hvis musikken var lige så tung, som teksterne, ville det jo være tortur at lytte til. Derfor forsøger jeg med musikken at lokke folk ind og åbne dem op til at blive hjernevasket,« forklarer Remy om forholdet mellem de modsatte udtryk.
Udgangspunktet i hendes tekstunivers har været hendes egne oplevelser i verden, som kvinde og som menneske. Og selvom hun siger, at hun har skrevet dem uden nogle særlig agenda, eller med noget særligt resultat for øje, så har det alligevel rykket til nogle, der var vigtige for hende:
»Min historie er en historie, som rigtig mange mennesker deler. Som kvinde har vores historier måske forskellige omgivelser, men plottet er det samme. Jeg har prøvet at skabe en universel stemme, som andre kunne bruge til at analysere de stemmer, de kan høre i deres eget liv. At dissekere mit eget liv på den måde, har gjort mig mere empatisk som menneske, og det er noget, vi allesammen har brug for.«
Mod til at sige fuck it
Meghan Remy er en beskeden person, der ikke prøver at overbevise om, at det hun gør, faktisk har mulighed for at gøre en forskel i verden. Selvom hun får det til at lyde som om, at hun bare har skrevet om sig selv, så tager hun aktivt del i den verden, hun lever i, og forsøger at ændre de ting, som er vigtige for hende. Derfor var udgivelsen af In A Poem Unlimited ikke nogen almindelig udgivelse. I stedet for de klassiske marketingstunt, som pladeselskaber kører i stilling op til en release, lavede Remy sin egen facon. Én, som hun kunne kontrollere, som hun forklarer. Og derfor inviterede de en flok musikjournalister på en køretur i en van, så Remy kunne køre dem rundt i New York og vise dem forskellige steder, hvor uretfærdighed havde fundet sted. Alt imens de hørte det nye album på anlægget, naturligvis:
»Der var ikke brug for endnu en albumkampagne. Der er i forvejen sådan en forurening af verden med en overflod af billeder og reklamer. Jeg blev også nødt til at acceptere, at jeg arbejder i en industri, hvor der skal sælges nogle plader. Men jeg blev nødt til at gøre noget, som jeg selv kunne leve med.«
Remy er ikke sådan én, der bare accepterer ting, hun synes er uretfærdige. Samtidig med, at verden måber over den amerikanske præsident og længes efter den foregående, langer hun ud efter Barack Obama. Ingen og ingenting er hellige for Remy, der hele tiden slås med sin trang til at omstyrte systemer.
»Med udgivelsen af albummet prøvede jeg egentlig bare at gøre tingene på min måde inden for systemet. Men det var stadig et større kompromis for mig, end det var for pladeselskabet,« siger hun, inden hun afbryder sig selv.
»I virkeligheden, synes jeg, at vi bliver nødt til at holde op med bare at affinde os med systemet. Hvis jeg var modigere, ville jeg nok bare sige fuck it.«
Men tag ikke fejl: Mod har Meghan Remy nok af. Og at sige et endeligt fuck the system er nok også bare et spørgsmål om tid. Indtil da er der nok af kampe, hun skal kæmpe færdig. Og du kan opleve dem alle live, når hun gæster Hotel Cecil i København søndag d. 6. maj. Der er stadig billetter til koncerten, hvor danske Ellis May varmer op. Billetter fås her