»Mobilise, globalise, hypnotise, homogenise / Shut your eyes, don’t criticise / It’s a big surprise, ain’t telling ya lies / Truth hides in plain sight, Kentucky Fried Genocide.«
Det dansable, britiske dommedagsorkester The The er tilbage efter 16 års koncertpause, og som teksten fra åbningsnummeret “GlobalEyes” ovenfor illustrerer, så har adskillige af ikoniske Matt Johnsons tekster et nærmest profetisk skær over sig. Postpunk-veteranerne lagde andægtigt fra land som et forsigtigt groovende ensemble, der stadig var ved at finde fælles fodslag. Der var dog ingen på festivalpladsen, der blev i tvivl om, at gruppen består af erfarne musikere. Matt Johnson har nemlig udvalgt én musiker fra hver af gruppens tidligere verdensturnéer: Henholdsvis DC Collard (keyboard), James Eller (bas) og Earl Harvin (trommer). Med som guitarist var Barrie Cadogan, der siden 2006 har turneret med Primal Scream.
Den bløde start fortsatte med den funky, basdrevne “Sweet Bird of Truth”. Matt Johnson brugte flittigt sin sindrige opsætning af tre mikrofoner på samme stativ til at forvrænge sin stemme på forskellig vis. Den ene mikrofon var heldigvis trådløs, så Johnson også kunne bevæge sig rundt på scenen, og ikke blot stod fuldstændig rodfæstet midt på scenen som Van Morrison, der optrådte på samme scene tidligere på aftenen. Det gav koncerten en tiltrængt dynamik, for Matt Johnson er en karismatisk frontperson, der med ganske få virkemidler tiltvinger sig publikums totale opmærksomhed.
The The har et ærefrygtindgydende bagkatalog af stærke sange, hvilket gruppen satte en fed streg under, da de allerede som henholdsvis fjerde og femte sang spillede højdepunkterne “Heartland” og “Armageddon Days (Are Here Again)”. Hvor “Heartland” med sin jazzede klaverintro og socialt indignerede tekst sunget med sjælfuld oprigtighed inspirerede til fællessang, så er “Armageddon Days (Are Here Again)” et af gruppens mere up-tempo og musikalsk aggressive numre. Igen er Matt Johnsons apokalyptiske tekstunivers uhyggeligt aktuelt, selvom sangen er skrevet for næsten 30 år siden: »Islam is rising, the Christians mobilising / The world is on its elbows and knees«
Desværre var det omtrent også her, at koncertoplevelsen med The The begyndte at slå sprækker. Bandet spillede fint – måske ikke helt stramt, men alligevel godkendt for en comebackturné – men lydmændene på Heartland Festival svigtede både publikum og band. Lyden var simpelthen så fornærmende lav, at man selv helt oppe foran scenen kunne høre sågar en sagte hvisken fra sidemanden. Derfor fik man aldrig rigtig den overvældende følelse af at være til en rigtig rockkoncert, hvor lydbilledet bliver en omsluttende totaloplevelse. Det var synd, for langt hen af vejen gav The The en fremragende optræden, hvor der både var plads til de oplagte hits og kræs for kendere på sætlisten.
At bandet stadig mangler at blive helt komfortable med hinanden stod især klart på den melankolske “This Is the Day”, der kom i direkte forlængelse af en fin fremførelse af “This Is the Night” fra Dusk-pladen (der virkede til at være lidt af en publikumsfavorit). Her faldt “This Is the Day” desværre igennem og blev slet ikke den forløsende højdepunkt, som studieindspilningen ellers kunne give forventninger om. Heldigvis var der tale om et øjebliks snublen fra de britiske rockveteraner, der vendte stærkt tilbage med klassikeren “Slow Emotion Replay”, før de slutteligt serverede en overlegen udgave af “Uncertain Smile”, som selv ikke mindre udfald i lyden kunne spolere.
Matt Johnson og co. virkede bestemt ikke afdankede eller uaktuelle i deres comebackkoncert. Tværtimod virkede det som et band, der stadig var ved at finde hinanden på scenen – og som kun kommer til at blive bedre, jo flere koncerter de får spillet sammen. Nu må vi bare vente tålmodigt på, at de udgiver et album som opfølger på sidste års single “We Can’t Stop What’s Coming”.
