Singlr

Fredagssinglr: Mads Fisker & FLEMMING

Hvad skal du i weekenden? Skal du noget? Uanset hvad, så har vi anbefalinger til dig. Til jer, der skal noget, så kan Mads Fiskers ”Alle Skal Noget” måske hjælpe dig med at stoppe op. Hvis du mere har en weekend på sofaen, hvor du skal reflektere lidt over livet og kærligheden, så giv dig i kast med FLEMMINGs “Om Dig”. Uanset hvad, så giver denne uges Fredagssinglr plads til refleksionen.

Mads Fisker – “Alle Skal Noget”

Efter at have turneret rundt med livebandet Muslingerne sidste sommer, blev 29-årige Mads Fisker fra Esbjerg overvældet med inspiration til det, som netop er blevet til hans debutalbum Alle Skal Noget, der følger op på EP’en Fuld HD. Albummet udkommer den 23. februar næste år, men du kan få lov til at lytte til første single med samme navn allerede fra den 16. december.

En single med en dertilhørende video fyldt med observationer af mennesker, som alle skal noget.  ”Alle Skal Noget” er nemlig inspireret af en tanke, som Mads Fisker fik som barn, da han på vej hjem fra fodbold pludselig blev bevidst om, at alle mennesker, som han mødte på sin vej skulle noget. De havde alle et formål og en mening med deres tilstedeværelse. Derfor består en stor del af videoen også af klip med mennesker, som er på vej et sted hen. Af mennesker, som alle skal noget med hvert sit mål. Som går steder hen. Som gør noget og vil noget. Det skaber et vist kaos, men også en form for samhørighed, fordi det er et grundvilkår for alle, at vi skal noget, men også at vi alle kan noget – og heldigvis for det!

Kaosset bliver nedtonet af Mads Fiskers behagelige, afdæmpede vokal, der giver en følelse af ro, selv om den lyrisk kredser om alt det vi alle skal, vil, bør og gør.

Det ellers lidt ensartede nummer bliver afbrudt af trommerne, som bliver intensiveret omkring nogle af de vigtige pointer og fastholder det skæve udtryk i nummeret. Dette bidrager til, at ”Alle Skal Noget” ikke bliver kedeligt eller monotont at lytte til – tværtimod skaber det liv, og man hører – eller ser – hele tiden noget nyt i nummeret.

»Det er bare en tanke fra et sind / Der ikke vil og ikke kan og ikke skal og ikke burde ku’ forhindre / At alle skal noget«

Vokalen suppleres af et gennemgående klaverspil, der skaber en form for rød tråd. Det får særligt lov til at dominere i starten og i slutningen, hvilket binder en fin sløjfe på nummeret. Generelt er der en fin sammenhæng i nummeret i både lyd, tekst og video. Mads Fisker leverer en single, der kan sætte gang i nogle tanker om, hvad det egentlig er vi alle skal, gør og siger i hverdagen.

Hvis du skal noget, så stop op og virkelig lyt til Mads Fisker i den her weekend, for ”Alle Skal Noget” er et yderst velproduceret og spændende nummer, som sender dig på weekend i et godt, men eftertænksomt humør.

 

FLEMMING – “Om Dig”

Ugens anden single-anbefaling kommer fra undergrunden af den danske hiphop-scene, hvor FLEMMING endnu engang viser prøver på sin poetiske og melodiske tilgang til genren. Siden vi anmeldte debutudgivelsen På Gensyn Med Gåsehud i 2014, har rapperen været ude med mixtapet Luftkys og Ambitioner og projektet Ud Af Det Blå med produceren ENAFOS. Selvsamme producer, der også har produceret denne uges udvalgte single “Om Dig”.

Nummeret er førstesingle fra næste års udgivelse Dråber af Diagnose, der beskrives af kunstneren som “en personlig fortælling om en mand i forandring”. På “Om Dig” lægger de støvede jazz-toner bunden for sangens fokus om rummet mellem ensomhed og tosomhed, og om at føle samhørighed med en person, der ikke føler det samme. Tankestrømmen er en kompleks kombination af det luftige og dagdrømmende, og det mere tungsindige, hvilket skaber en fin spænding i både stemning og lyrik.

I en tid, hvor det meste danske hiphop enten er orienteret mod den amerikanske trapscene eller mod en mere caribisk inspireret reggeaton-lyd, er det opløftende at høre en så stilsikker afvigelse. Musikken, der oftest leveres af københavnske beatsmede fra kollektivet Psykofarmakarisma, har i stedet sine rødder i jazz-samples, der drejes og manipuleres mod et alternativt og mere drømmende lydbillede.

Det er dog i det lyriske univers, at FLEMMING virkelig går sine egne veje. Her bliver hverken poppet champagne, pistoler eller flashet ‘para’. I stedet trækkes tråde til poesiens verden, hvor hverdagsobservationer og selvrefleksion fortælles i et spartansk, men smukt og præcist sprog. Det er befriende at se et eksempel på dansk rap, der hverken er mode- eller retrofikseret, men i stedet besidder sit helt eget udtryk.

Her på redaktionen ser vi derfor frem til udgivelsen næste år, men indtil da kommer “Om Dig” i rotation her i vintermørket.

Leave a Reply