Plader

BishBusch: S.T.

Skrevet af Emil Høj

BishBusch har med sit debutalbum åbnet op for et musikalsk rum, der byder på alsidighed i og nysgerrighed for genrer, hvor lyduniverset er sårbart, dunkelt og nærmest konstant skiftende.

Da jeg hørte den første single, ”Institution,” fra BishBusch, var jeg nysgerrig fra start. Personen bag er Søren Buschmann Friis, og det er hans første soloprojekt siden tiden i bandet Franske Piger. Nummeret flyder mellem indie- og alternativ pop, og det, sammen med den sarte, ja, nærmest komisk fortællende, lyrik, gjorde, at jeg så frem til et interessant album. Og jeg blev ikke skuffet.

Med sit debutalbum formår BishBusch med sin vekslen mellem overvejende analoge og elektroniske numre at ændre lytterens opfattelse af, hvilken plade det her er. Gennem hele albummet lægger guitartoner – akustiske såvel som elektroniske – fundamentet, mens BisBusch legende smider forskellige genreelementer fra bl.a. folk, ambience, punk og EDM oveni. Og dermed skaber han adskillige komplekse numre.

Pladen emmer af ungdommelig tvivl, undren og nysgerrighed. Sammen med de mange analoge produktioner, maler de skrøbelige vokaler en melankolsk, mørkeblå himmel med minimale huller, hvor lyset kan få lov til at skinne igennem.

Lyrisk beretter BishBusch om sit følelsesregister gennem hverdagssituationer. Langt hen ad vejen fortæller han tingene, som de er. Og så alligevel ikke. Der efterlades rum til fortolkning, hvor jeg som lytter blot må forestille mig, hvad den ømme og nøgne vokal mener, når den over en rolig, akustisk guitar synger:

»Og som bølgeskum / i et tomt rum / lander jeg i hendes lejlighed / for at sive ned / gennem et gulv, der er nylagt«.

På trods af det, måske ubevidste, humoristiske element, der går igen enkelte steder i lyrikken, skal man ikke tage fejl af, at Søren Buschmann Friis er en dygtig ordsmed, der formår at omsætte følelser til historiefortælling, der i høj grad understøtter de skiftevis bløde og hårde produktioner, man møder på sin vej gennem albummet.

Og netop de skiftende produktioner står både som pladens højdepunkt og hæmsko. Der opstår nemlig en interessant vekslen mellem de mere simple, nærmest udelukkende akustiske, arrangementer på numre som ”Molly” og ”Hvad var der blevet af barnet” til overvældende elektroniske lyduniverser, som særligt kommer til kende på ”Tatovør” og outroerne på ”Udekat” og ”Står for skud”.

For mig at se skabes der sjældent en samhørighed eller en naturlig overgang mellem de genreflydende numre, hvilket får albummet til at virke mere som brudstykker opdelt i to kategorier end en samlet enhed. Og det er på trods af, at numrene hver for sig er imponerende, idet BishBusch i stor stil viser, at han er i stand til at kreere imponerende og nytænkende musik i dansk perspektiv.

Men måske er det netop meningen med udgivelsen. De tre numre, hvori det elektroniske aspekt i særdeleshed kommer til syne, er på pladens første, midterste og sidste nummer. Imellem disse numre kommer det analoge mere til sin ret – dog med elektroniske hjælpemidler, som den fløjlsbløde autotune, der med jævne mellemrum bidrager til et mere nuanceret lydbillede, og står i stærk kontrast til den indimellem meget nøgne vokal.

Det kan være, at BishBusch med sit album ikke søger efter en åbenlys samhørighed, men nysgerrigt udforsker sin artistiske kunnen og musikalske versatilitet og formidler den søgen videre. Og det slipper han langt hen ad vejen godt af sted med.

★★★★☆☆

Leave a Reply