For godt og vel halvandet år siden delte århusianske Yune et opslag på deres sociale medier, om at de var i studiet med Escho-grundlæggeren, Iceage-produceren og i det hele taget musikalsk undergrundstroldmand Nis Bysted. Det opslag landede mere end et år efter deres dengang seneste post. Hvorfor starter jeg så denne fredagssinglr’-anbefaling ud med en tirade om et bands manglende tilstedeværelse på de sociale medier? Simpelthen fordi indierock-kvintetten Yune har levet en stille eksistens, men nu endelig er tilbage og igen udgiver musik. Og det er en god nyhed!
Til næste år får vi bandets andet album med titlen Lemon Soft Perfection, og dagens anbefaling går altså på førstesinglen “Cake”. En sang med op til flere lækre melodier i en støjet indpakning, der skinner lige så meget af indie-cred, som det pladeselskab, den udgives på: Gode gamle Crunchy Frog. Genremæssigt bevæger vi os i 90’ernes bedste afarter af indierock med “s” som forbogstav: Støjpop, slackerrock og en lille smule shoegaze. Der er synthesizer og salon-klingende klaver, der er melodisk akustisk guitar og fuzz-lydmurs-toner fra den elektriske variant, og så er der en dejlig gæstevokal fra Greta, som giver en dejlig harmonisk backing til Tobias Sachse Mogensens lead. Det er et lydbillede, som er godt afstemt mellem den mundrette pop, den hjemmedyrkede DIY-produktion og den lidt kradse guitarlarm, der indtræder fra tid til anden. Charmerende i al sin skønne hjemlighed.
Nummeret tager lyrisk udgangspunkt i at have kørt på autopilot for længe for så at lave den nødvendige u-vending, der får én tilbage på rette spor. Retningen, der giver én mulighed for leve livet til sit fuldeste. »You got lost / Party’s over / Clean up / Get sober / Celebrate / Can’t say no / Lost your ways ten weekends in a row / Burn the wall and dig a hole / Buy the house before it gets sold,« bliver der sunget over en ørehænger af en basgang. Som et lyn fra en klar himmel, går det op for fortælleren, at de dårlige vaner må ophøre. En åbenbaring så gammel som tiden selv, men også en åbenbaring som rammer godt og vel alle mennesker flere gange i løbet af et liv. Selvom det er et par uger for tidligt, har jeg lyst til at kalde “Cake” for et slags universelt nytårsfortsæt. Måske mit nytårsfortsæt skal være at høre den kommende Yune-plade.
Yune udgiver deres andet album Lemon Soft Perfection via Crunchy Frog i maj 2024.