Da The Entrepreneurs for lidt over to år siden udgav deres debutplade Noise & Romance, var Undertoners anmelder ret begejstret og kvitterede med 5 flotte U’er. Trioen bestående af sanger og guitarist Mathias Bertelsen, bassist Anders Hvass og trommeslager Jonas Wetterslev formåede med deres første langspiller at bryde eftertrykkeligt igennem med en eksperimenterende (men stadig sammenhængende) yderst velspillet blanding af adskillige af rocktræets undergrene som shoegaze, støjrock og post-punk.
Forventningerne til efterfølgeren er derfor, forståeligt nok, også skyhøje, på trods af at bandet selv har nægtet at kalde Wrestler for ”den svære toer”. I stedet har de valgt en mere tilbagelænet tilgang til opgaven. Det er tydeligt på albummets otte numre, at de ikke er lavet i et forsøg på at imitere lyden fra Noise & Romance, men at sangene snarere er otte individuelle manifesteringer af trioens lyst til at udtrykke og udvikle sig fagligt og personligt igennem musikken. Instrumenteringen er flere steder noget mere løst skruet sammen, som på nummeret ”(What’s So Fucking Strange About) My Idea”, der med sine flygtige og nærmest spontant lydende trommer flirter med slackerrocken. Bandet har valgt en nærmest jam-agtig fremgangsmåde til skabelsen af dette album, og udover at sangene er blevet mindre polerede, er de derfor også rige på utallige forskellige lyde og idéer.
Trods de eksperimenterende facetter er det dog generelt en langt mindre støjende og mere poppet affære end forgængeren. Et eksempel på denne blanding af eksperiment og pop-appeal er singlen ”Sweet”, der består af poppunkede riffs og er ret enkel i sin struktur. Men samtidig er nummeret mixet på en sprød, lo-fi-agtig, nærmest klaustrofobisk måde.
Det efterfølgende nummer, ”What’s Up with Your Head?”, er en finurlig blanding af dansable trommer og percussion, kontrasterende hårde metalriffs samt et postrocket breakdown cirka totredjedele inde i nummeret. Det lægger sig et sted mellem pop, støj og højkultur.
Når titelsangen, der er næste nummer på tracklisten, til gengæld fremstår som en nedtonet alt-rock ballade, kommer vi altså hurtigt vidt omkring stilmæssigt. Det er givetvis tre af albummets stærkeste numre, der kommer én efter én, men den musikalske kontinuitet mangler lidt – både her og på resten af albummet.
Lyrisk er Wrestler også fuld af kontraster. Bandet har selv udtalt, at de under deres tid i USA stødte på mange folk, der kørte rundt i deres pickups med våben, og at dette satte gang i en frustration og irritation overfor dem, der tyer til vold, når det kommer til politik. På førnævnte ”(What’s So Fucking Strange About) My Idea” omtales dette blandt andet med linjerne: »You’ve got a rifle, I’ve got a gun/ Gonna beat an army, little one«. Linjer, som ligger meget langt fra det danske hverdagsliv, der bliver berørt på ”Cinnamon Girl”, som Mathias Bertelsen har skrevet som en ode til sin datter. Instrumentale og lyrisk er albummet altså ikke særligt ensrettet, og dette forstørrer blot følelsen af, at der er tale om otte individuelle numre, mere end én enhed af et album, som Noise & Romance fremstod som.
Det er et eller andet sted forfriskende at se et band, der giver fanden i de høje forventninger efter en succesfuld debut, og laver lige netop den musik, de har lyst til at lave. Det vidner også om en stærk personlig udvikling hos trioens medlemmer, når de tør bare at smide albummet på banen frem for at trække udgivelsen i langdrag, som det var tilfældet med det længeventede debutalbum.
Det er ikke til at vide, om The Entrepreneurs kunne have tangeret eller måske endda toppet dem selv på denne udgivelse, hvis det var det, de havde stilet benhårdt efter. Risikoen for, at man brænder fuldstændig igennem på den svære toer, er ikke uvæsentlig, og derfor er den mere afslappede og upåvirkede tilgang måske ikke så dum endda. Wrestler er i hvert fald en acceptabel efterfølger, om end den ligger et godt stykke fra debutens høje niveau.
