Måden hvorpå et band melder sin ankomst på scenen siger ofte meget om deres selvforståelse og sætter samtidig rammen for publikums forventninger til koncerten. I The Entrepreneurs tilfælde blev deres ankomst ledsaget af hvinende helteguitarspil, der gik fra nul til hundrede på ingen tid og indhyllede publikum i en mur af støj.
Singlen ”Sweet” fra gruppens nye album Wrestler indledte aftenens udsolgte koncert i Pumpehuset, der af coronahensyn var forvandlet fra tætpakket koncert med plads til omtrent 600 gæster til et mere intimt format med blot 130 betalende gæster fordelt på stolerækker og langborde. Det gjorde dog formentlig mere skade på barindtægterne end på stemningen, for publikum var blevet fornemt varmet op af Baby In Vain, som var annonceret som aftenens »special guests«.
Derfor var stemningen allerede elektrisk, da The Entrepreneurs indtog scenen og sendte kaskader af guitarstøj og falsetvokal ud til publikum. Det var tydeligt, at mange var mødt forventningsfulde op for at opleve bandet, der hurtigt har markeret sig som et af landets mere ambitiøse rockorkestre. I front stod forsanger og guitarist Mathias Bertelsen, velfriseret og nydeligt klædt som altid, foran et lidt ukonventionelt setup, hvor trommesættet var skubbet helt ud på venstre side af scenekanten, så der var masser af plads for den langlemmede frontmand til at boltre sig på.
Hurtigt blev det klart, at selvom Baby In Vain og The Entrepreneurs bevæger sig i to vidt forskellige boldgader af rockverdenen, så har de to bands et klart slægtskab i deres forkærlighed for ekspressiv, dramatisk og ekstrovert guitarføring. Hvor Lola Hammerich fra førstnævnte imidlertid hakker og flår voldsomt med sin guitar, så indtager Mathias Bertelsen en mere vraltende og kaotisk positur på scenen, som dog ikke er mindre fascinerende at følge med i.
Egentlig skulle koncerten have fundet sted i december som en slags forsmag på gruppens dengang kommende nye album, men efter at være blevet udskudt to gange har Wrestler nu været ude i et par måneder og fået lov til at sætte sig. Det er en plade, som tager gruppens lyd i flere nye retninger – og som måske også vil lidt for meget på samme tid – hvilket hurtigt manifesterede sig under aftenens koncert. På flere numre sneg der sig eksempelvis sample-baserede elementer ind, som jeg ikke husker at have oplevet i samme grad under tidligere koncerter med bandet.
Flere nye sange såsom ”(What’s So Fucking Strange About) My Idea” gik da også rent ind hos publikum. Her viste den løsslupne og kaotiske instrumentering sig at fungere enormt godt fremført live, da det meget guitarbårne univers blev tilført lidt ekstra klokkespil af bassist Anders Hvass, mens trommeslager Jonas Wetterslev diskret fiflede med de forskellige samples ved siden af arbejdet på tønderne.
Alligevel var det som om, at koncerten efter den forrygende start stagnerede en anelse omkring midten, hvor ikke alle de nye eksperimenter gik rent ind. På den ellers enormt sympatiske og drømmende ”Cinnamon Girl” blev der eksempelvis sendt et kor på scenen, som skulle hjælpe med at løfte det mere stille og afmålte nummer til et højdepunkt. Desværre druknede koret mest af alt i støj fra scenen og kom ikke helt til sin fulde ret.
Det kan givetvis skyldes de tekniske udfordringer, som bandet flere gange beklagede sig over fra scenen. Uden ordentlig lyd i ørene kan det naturligvis være svært at ramme plet, og samtidig var det første gang, at de nye sange skulle fremføres for et rigtigt koncertpublikum. Måske var det derfor, at man stod tilbage med følelsen af, at The Entrepreneurs fremstod stærkest, når de gjorde det, som de allerede har vist adskillige gange, at de mestrer som få: Hæsblæsende rock hvor alt er skruet op til 11, hvor falsetvokalen og guitarerne skriger om kap, og hvor scenelamperne sender desorienterende lysglimt ud over publikum.
Disse øjeblikke var der heldigvis også adskillige af og hen mod slutningen ramte koncerten igen det samme høje niveau som ved starten. Den gamle, trofaste to-trinsraket af ”Routine Lines” og ”Brutal Summer” var lige så effektfuld som altid – og tydeligvis et hit blandt det siddende publikum. Et øjeblik var jeg næsten overbevist om, at min stolerække ville vælte, fordi to publikummer simpelthen ikke kunne sidde stille med al den begejstring, som de to ’gamle’ hits skabte i deres kroppe. Et nyere nummer som ”A Good Year To Go Across Country” fremstod også som et højdepunkt og en potentiel ny crowdpleaser med sine nærmest shoegaze-støjende passager.
Selvom det med tanke på den lettere ujævne koncertdynamik og de tekniske udfordringer ikke bliver til en topkarakter denne gang, så fik The Entrepreneurs bevist, at de trods den ufrivillige koncertpause stadig er et af landets mest vitale livebands. Mon ikke lidt flere af de nye sange så også går mere rent ind, når de lige har sat sig mere fast på rygraden og er blevet fremført lidt flere gange?
Fotos af Mathias Kristensen.
