Texanske Spoon er rockmusik i et spændingsfelt mellem eksperimenterende art-rock og indierock, og det er lige, så de små hår i nakken rejser sig. Især albums som Ga Ga Ga Ga Ga fra 2007 og Gimme Fiction’ fra 2005 står som kronjuvelerne i dét ouevre. Nu er de så ude med en singleforløber for deres næste album – med den mærkeligt lovende titel: Lucifer on the Sofa.
Selvom Spoon har gennemgået en del transformationer, siden de blev dannet helt tilbage i 1993, så er det stadig Britt Daniel, der er i front for bandet som guitarist og sanger med sin karakteristiske, overlegne rockstemme. Udover ham har trommeslager Jim Eno ligeledes været med fra start af.
“The Hardest Cut” er et rimelig minimalistisk stykke rockmusik, og det forlyder, at Daniel har skamlyttet ZZ Top, i perioden op til han skrev dette nummer. Vi skal da også bare tilbage til ZZ Tops albums fra 70’erne for at fornemme en form for slægtsskab med det revitaliserede Spoon, som ellers på deres seneste album, Hot Thoughts, ærlig talt havde fået en lidt kedelig poppet lyd. Den er ikke at spore på denne uges single.
Også videoen til singlen – som kan ses herunder – er rimelig weird og ikke rigtig for børn. Men til gengæld er den meget passende at gå ind i en halloween-weekend på.
Lucifer on the Sofa udkommer 11. februar