Plader

Parquet Courts: Wide Awake

Skrevet af Daniel Niebuhr

Wide Awake er den plade, som Parquet Courts ikke nødvendigvis havde behøvet at lave. Newyorkernes sjette studiealbum er stort set en skuffende oplevelse fra start til slut, hvilket bestemt ikke pynter på kvartettens ellers flotte bagkatalog.

Helt vågen, men ikke helt ved fordums styrke. Sådan lyder en af New Yorks mest eklektiske art rock/punk-kvartetter Parquet Courts på deres sjette udspil, Wide Awake (det syvende, hvis man inkluderer sidste års samarbejde med Daniele Luppi, MILANO). For hvor Light Up Gold og Tally All The Things That You Broke tilbage i 2012 og 2013 var bandets rastløse, energiske entré i befolkningens bevidsthed, er punkattituden sidenhen trådt noget tilbage. Det er sket til fordel for et mere facetteret og nuanceret udtryk, der rækker ud efter tilhørerne, men som heldigvis stadig lader til at have meget lidt tilovers for samtidens eventuelle holdninger til kunsten, der kreeres.

Wide Awake er desværre bare ikke en særlig god plade. For det første har den til opgave at følge efter den fine Human Performance, og for det andet har den ærlig talt alt for få mindeværdige øjeblikke. Det bliver for påtaget, når Andrew Savage og/eller Austin Brown forsøger at krænge deres sjæl ud gennem kringlede vendinger og finurlige metaforer tilsat en lydside af anonyme pop/rockballader. Synge kan de i hvert fald ikke, og det kan det opsigtsvækkende ordforråd ikke redde. Det går ud over både “Before the Water Gets Too High”, “Mardi Gras Beads”, den børnekorsinfesterede “Death Will Bring Change” samt den ganske uudholdelige “Back to Earth”, hvor man på intet tidspunkt sådan for alvor er underholdt.

Dog forsikrer Savage lytteren om, at han faktisk også godt kan komponere de fængende popmelodier, som især på Human Performance manifesterede sig som et nyt og essentielt aspekt i Parquet Courts lydunivers. Den afsluttende, lettere fjollede “Tenderness” er således en tilføjelse til netop den afkrog af newyorkernes univers, som dog står meget alene mellem de seriøse ballader og de direkte punkskæringer.

Sidstnævnte er derimod stadig der, hvor Parquet Courts brillerer. Den dobbelthovede førstesingle “Almost Had to Start a Fight/In and Out of Patience” veksler mellem Savage, der nærmest råbende adresserer lytteren på sin karakteristiske in-your-face facon om sin kamp ene mand mod en utilgivende omverden, og så en mere helstøbt bandoplevelse, hvor Austin Brown og bassist Sean Yeaton også byder ind.
“NYC Observation” bringer minder frem om Savages tidligere eskapader med Fergus & Geronimo, mens “Extinction” giver genklang af Parquet Courts’ allertidligste år. Men momenterne, hvor man på Wide Awake føler, at man får noget reelt ud af pladen, kommer dog for sjældent. Der er ingen store aha-oplevelser eller skelsættende indslag, men mest af alt blød mellemvare på blød mellemvare, der skiller sig markant ud i newyorkernes ellers så lovende bagkatalog.

Det er som om, vi er ramt ind i samme kreative bølgedal, som King Gizzard & The Lizard Wizard også endte med at befinde sig i, hvor kvantitet har trumfet kvaliteten i produktionerne. Og selvom Savages rablende talestrøm redder Parquet Courts fra bare at være et skævt pseudo-punkrockband, er det ikke nok til at redde Wide Awake fra at ende som en ligegyldighed, som bliver blandt det første materiale i bandets eget univers, der bliver overset, når støvet har lagt sig.

Nå ja; og som Savage så rigtigt formulerer det på “Total Football”: »Fuck Tom Brady!«

★★½☆☆☆

Skriv et svar