Jeg havde aldrig før brudt mig om instrumentalmusik. Jeg syntes, det var intetsigende, unødvendigt repetitivt og – for at sige det meget prosaisk – kedeligt. For mig lå den slags musik hen som halvfærdige idéer, der aldrig var blevet forløste. Indtil en vej belagt med Kraftwerks syntetiske robotrytmer, lange gåture i The Microphones’ fyrreskove og dødelige doser tidlig Animal Collective ledte mig ind i Boards of Canadas varme, beatsamplende synthesizer-utopi. En analog drøm som fremkaldte en dyb nostalgisk følelse i mig, uden at jeg rigtigt forstod hvorfor. Det var bare som om, at svundne tiders støvede solstråler var lagt ned i hver en flimrende lyd. Det var dog ikke lyden af en lalleglad eller sentimentalt tilbageskuende cash-in på de gode gamle dage, slet ikke. Det var lyden af nostalgi som et utopisk projekt, der kan puste liv ind i den nutid vi har, med ånden af alle de fremtider vi aldrig fik.
Men lad mig spole båndet tilbage og begynde ved begyndelsen. Hvem er Boards of Canada? Boards of Canada er en skotsk duo bestående af de to brødre Marcus Eoin og Michael Sandison, der bevæger sig indenfor ambient og downtempo. De kom frem på en bølge af britisk elektronisk musik på pladeselskabet Warp, hvor navne som Aphex Twin, Autechre og Squarepusher kom til at udgøre en lidt sammensat genre under det forfærdelige navn Intelligent Dance Music; forkortet til IDM. De blev et af de vigtigste navne inden for IDM med udgivelsen af deres første album, Music Has the Right to Children, fra 1998, som trak på gamle samples af børn der snakker, boom-bap’ende hiphop-beats og synths, der glider ind og ud af stemning – blandt andet på grund af, at de blev kørt gennem gamle Grundig-båndoptagere, hvilket giver en følelse af lo-fi, som kontrasteres kraftigt af den rene og skære vellyd, der strømmer ud gennem anlægget. Og så har vi slet ikke talt om melodierne.
Med melankolsk millimeterpræcision går de intuitivt ind et sted i sindet, som de færreste melodier nogensinde når i nærheden af. Det visuelle akkompagnement var grynede, analoge familiebilleder med fejlfarver i alle regnbuens turkise nuancer og ansigterne blødt slørede. Kombinationen af disse elementer åbnede med ét en ny verden inden for elektronisk musik, og på både det musiske og det visuelle plan var det definerende for, hvad vi forstår som analogt og nostalgisk. I en æra, som var besat af det perfekte og digitale, insisterede Boards of Canada på det smukke ved de fejlbarlige, fysiske formater og den unikke evne, det lader til at have, når det kommer til at vække minder og skabe stemninger, der tryllebinder på en måde, som kan være svær at sætte ord på, fordi den er så umiddelbart virkende.
Men netop dét – at sætte ord på det – er det jeg vil forsøge. For hvorfor føles Boards of Canadas musik sådan, og hvorfor virker det sådan på mig, der er født kort før årtusindeskiftet og derfor altid har levet i en digital kultur, hvor de kulturelle referencer og teknologier, duoen benytter sig af, aldrig har været en naturlig del af min verden og derfor ikke burde kunne vække dybe minder i mig?
I naturen såvel som i universet
Måske er det på tide, at nævne det album, som det hele handler om: Geogaddi fra 2002. Det er bare lidt svært at snakke om det, uden at have Boards of Canadas generelle æstetik in mente, da det meste af deres output eksisterer i samme univers og derfor nyder godt af at blive set som én helhed. Og vil man forstå det univers, er det en god idé at begynde med gruppens navn. Duoen er opkaldt efter The National Film Board of Canada; en statslig producent af public service-indhold i det Canada, som brødrene boede i fra 1979-80 på grund af faderens arbejde. Særligt naturdokumentarerne gjorde indtryk på dem og satte grundtonen for det, de prøver at genskabe i deres musik. Man kan se nogle af disse dokumentarer på YouTube og straks genkende slægtskabet: Speakerens tonefald, måde at snakke på og blandingen af organisk oddball-musik med reallyd fra naturen er tydelige inspirationskilder, men Boards of Canadas musik lyder overhovedet ikke, som dén i dokumentarerne. Der er altså ikke tale om, at de prøver at genskabe musikken, men snarere følelsen og æstetikken.
Et eksempel på den æstetik kan man finde i kortfilmen Cosmic Zoom fra 1968, der begynder med et skud af en fabrik, hvorefter kameraet panorerer ned til en dreng og en hund i en robåd. Så begynder kameraet at zoome ud og filmen ændrer sig til en animation med et roligt stykke harpemusik: Man zoomer langsomt ud og ser først den omkringliggende by, så hele landet, kontinentet, jorden, månen, solen og videre ud til det fjerneste punkt, vi kan observere. Så zoomer den hastigt ind igen, og musikken kører baglæns, indtil vi er tilbage ved drengen. Her bliver musikken normal igen, og vi zoomer videre ind på en myg på drengens arm, ind i dens snabel, det blod, den suger, og helt ind, indtil vi kommer til atomet – så ud igen med baglæns musik, hvorefter drengen ror videre.
Blandingen af barndommens fascination, aktivitet i naturen, forkærligheden for naturvidenskaben. Følelsen af universets uendelige storhed og atomernes ubegribeligt ringe størrelse. Følelsen af, at alt derimellem er del af samme utrolige system. Fabrikken som bryder idyllen, myggen der sikkert giver et irriterende, kløende myggestik. Den eftertænksomhed, som også er til stede i denne herlige animationsfilm. Heri ligger kimen til Boards of Canadas udtryk, og særligt den mere dystre del af dette er udgangspunktet for Geogaddi, der nuancerer debutalbummets lyse sommerdrøm med et uhyggeligt mørke.
Fortiden inde i fremtiden
Albummet åbner med “Ready Let’s Go”. 59 sekunder lang, men dette til trods er det en perfekt introduktion til det, der er så dragende ved duoens musik. Vi får et lynhurtigt glimt af baggrundsstøj, før en fyldig syntetisk drone lægger et fundament med sin fluktuerende tonehøjde og manuelt kontrollerede filtersweeps. Så lyder tre nedadgående spøgelsestoner fra et silkeblødt Rhodes-piano, og dronen overtager igen. Tonerne kommer igen udbygget med harmonier og lyder som et lydlogo fra en for længst glemt tid. Lyden af imiteret brise og fuglesang leder over i de glasklare toner på “Music Is Math”, der dekoreres af indadvendt, dansende akkorder, som rekontekstualiserer den konstante tone i en rundgang, der føles som lydliggjort længsel. Kantede trommer bygger sig gradvist op over tonerne, og fra en ensomt transmitterende radiosender i en ubestemmelig fortid lyder sætningen »The past inside the present.« Ordene sætter stemningen for resten af albummet, i takt med at musikken tætnes med melodier af vokalsamples og heftigere trommer, indtil nummeret gradvist falder fra hinanden, disintegrerer og bliver til et skyggeagtigt ekko af sig selv. Titlen på det korte, noteagtige nummer “Beware The Friendly Stranger”, der følger efter, vidner om, at Geogaddi nu er begyndt at bevæge sig hen mod den føromtalte, foruroligende stemning. Og det er intet tilfælde, at nummeret også er blevet udnyttet af David Firth i sin lettere forstyrrende YouTube-serie Salad Fingers, som ikke mindst får sin særegne atmosfære fra sit soundtrack. På samme måde er næste nummer, “Gyroscope”, også heftigt benyttet i gyserfilmen Sinister.
Numrene er generelt meget effektive til at skabe utrygge stemninger og egner sig derfor godt til uhyggelige film, men det ville være forkert bare at opfatte dem som baggrundsmusik, for de er i den grad lavet til at blive nærlyttet. De er spækket med detaljer og variationer, små lydbidder, der kommer i glimt, og opfindsom sangstruktur. De er lineære på den måde, at de er fremadskridende og udvikler sig organisk uden omkvæd. Men de er ikke lineære på den måde, at de har et mål. De er som små tableauer, og det er noget af det, jeg elsker allermest ved dem; at de ikke skal nogen steder hen. Det er mere, som om at albummets 23 numre er 23 forskellige små verdener, som man kan slutte sine hovedtelefoner til for at opleve. Men på trods af at der er hele 23 numre på Geogaddi, er det “kun” 66 minutter langt, fordi det er fyldt med små pusterum, idet 12 af numrene er under 2 minutter lange.
Denne sprudlen af små idéer, der dukker op hist og her, er meget forfriskende og gør, at albummet aldrig bliver kedeligt. Ja, faktisk er de korte numre nogle af de bedste; som eksempelvis “A Is To B As B Is To C”. Det starter med omvendte orgler, der flagrer rundt for så at blive til et simpelt fløjtelignende hook, som flankeres af assorterede elektroniske lyde, inden vi introduceres for et element, der er klassisk Boards of Canada: Nemlig samples af folk, der tæller. Her lyder det som en slags Hr. Skæg fra 60’erne, som har skæg med tal. Men baggrundsmusikken lurer hele tiden underneden – lidt for muntert – og vi kommer ind i et kanalskifte fra overnaturlige radiostationer med utydelige stemmer til en mand, der taler med tydelig amerikansk 50’er-diktion, og så videre ud i absolut tonemæssig forvrængning.
Apropos samples af folk, der tæller, er det nærliggende at indskyde slægtskabet til de såkaldte nummerstationer fra den kolde krig. Disse mystiske kortbølgeradiosignaler med heftig støj og en lille jingle i starten af hver udsendelse, hvorefter der blev læst en tilsyneladende usammenhængende række tal op i et slags kodesystem. Den berømte nummerstation Lincolnshire Poacher er også en ledetråd til at spore Boards of Canadas brug af amerikanske kulturelle referencer fra midten af 1900-tallet.
“Dandelion”, der sampler det canadiske nationalkoryfæ Leslie Nielsen, som snakker om havnære vulkanudbrud og de eksplosioner og øer, der opstår heraf, er imidlertid et af mine personlige yndlingsnumre, fordi det vækker den dybe, barnlige fascinationskraft, der er forbundet med voldsomme naturfænomener. Det taler også ind i en naturvidenskabsglæde, som en ærkehumanist som mig, glæder sig over at fetischere – akkurat som J. P. Jacobsens Niels Lyhne, for hvem “det syntes ham naturligst at stoppe sine Øren og stoppe sin Mund, og saa sænke sig ned i Studier, der ikke havde noget med Verdenskvalmet at gjøre, men var som et stille Havdyb for sig selv, med fredelige Tangskove og kurieuse Dyr.”
Denne følelse er også en af nøglerne til, hvorfor Boards of Canadas musik har den effekt, som den nu engang har: Det er en dør ind til en anden verden og en anden måde at tænke over verden på. De kalder det selv en parallelnutid, hvilket er præcis det, det er. Deres musik lyder, som hvis verden var gået en anden vej, end den gjorde, og netop dette er vigtigt i forhold til mit formål med denne undersøgelse: At forstå og forklare, hvorfor denne musik rammer så dybt ned i mine følelser af glæde, håb og barndom, når alt det, den henviser til, allerede for længst var væk, da jeg voksede op.
Nostalgien og frygten
Det centrale begreb, der kredses om på Geogaddi er som nævnt nostalgi. “Den eneste glæde for den, der nærer mistro til fremtiden,” som det hedder sig i Paolo Sorrentinos mesterlige film Den store skønhed. Et begreb der næsten bruges som skældsord i nogle kredse, hvorimod andre elsker at dyrke den. De. der har et problem med nostalgien, vil ofte fremføre, at det nostalgiske er uoriginalt og tilbageskuende, hvilket ifølge denne ideologi er noget af det værste, et kunstværk kan være. Ikke desto mindre befinder vi os lige nu i en periode, hvor både den anmelderroste og den populære musik (to begreber, som på nogle punkter er smeltet sammen) meget tydeligt kigger bagud efter inspiration.
Nogle eksempler kunne være Dua Lipa og Weyes Blood, der er umiskendeligt moderne afspejlinger af henholdsvis 70’erne og 80’erne eller Amy Winehouse og Tame Impala, som læner sig op ad at være pasticher på henholdsvis 60’er-soul og psykedelisk 60’er-rock. De bliver dog reddet af deres stærke personligheder, hvilket gør dem samtidige. Ovre i grøften med den totale pastiche regner jeg Anderson Paak og Bruno Mars’ 70’er-soul-projekt Silk Sonic, som i alt fra lyd til visuelt udtryk mere er en hyldest til de gode gamle dage end noget, der peger fremad. Det, der adskiller nostalgien ved disse kunstnere fra det, jeg forstår ved nostalgi hos Boards of Canada, er, at det med førstnævnte er nemt at afkode, hvilke musiske virkemidler der gøres brug af, og på den måde er det nemt at henvise til den specifikke genre eller lyd, de henter deres inspiration fra.
Boards of Canada er noget sværere at tidsbestemme, da deres referenceramme er langt bredere både tidsmæssigt og mediemæssigt. Mange af deres virkemidler er ikke direkte musiske, men henviser nærmere til elementer i en slags kollektiv hukommelse. Det er dermed ikke tilfældigt, at det er netop public service-tv, naturdokumentarer, oplysende børneprogrammer og den slags, de sampler. Min påstand vil være, at de sampler velfærdsstatens etableringsår i efterkrigstidens optimisme og utopisme.
Det, der kendetegner denne periode (1940-79 i den vestlige verden), er kapitalismens guldalder med hidtil usete forbedringer, hvad angår levestandard og materielle vilkår. Reallønnen steg, uligheden faldt, de yngre generationer havde det bedre end deres forældres, og man havde en oplevelse af, at verden generelt gik fremad. Man oplevede økonomiske mirakler i Tyskland, Italien og Japan, opbyggelsen af velfærdsstater rundt omkring i verden, ungdomsoprør og hippiebevægelsen fra 68 og rumkapløbet med dertilhørende utopiske visioner. Denne tid er også nationalstatens guldalder, som med udbredelsen af fjernsyn fik stor direkte indflydelse på befolkningen, hvor man talte om dannelse og kultur direkte til folket på monopolstationerne. Men det var også en tid med lys, luft og renlighed og en søgen ud af byerne – hen mod naturen. Alle disse er formet af en utopisk optimisme, et ønske om, at man kunne ændre verden til det bedre og ikke mindst en stor tro på, at det var muligt at forandre verden.
Boards of Canada lader i den forbindelse til også at være formet af at have oplevet nogle af de bevægelser, som udsprang denne optimisme – og ikke mindst deres endeligt. Her kan især nævnes den religiøse sekt Branch Davidians og dens leder David Koresh, der optager dem på nummeret “1969”, men særligt på den foregående EP, In a Beautiful Place out in the Country. Her er titelnummeret bygget op over et sample af en anden Branch Davidian – Amo Bishop Roden – der siger: “Come out and live with a religious community in a beautiful place out in the country,” hvilket var det de gjorde på deres kultiske facon, indtil den amerikanske stat belejrede deres hovedkvarter i 51 dage, inden komplekset brændte ned, og 76 kultmedlemmer – heriblandt 25 børn – omkom.
Op igennem 80’erne blev der – med særligt vestlige lederskikkelser i form af Margaret Thatcher og Ronald Reagan – i stedet gjort op med disse idealer, da svækkelse af velfærdsstaten og udryddelsen af utopisk håb blev god latin i den vestlige verden. Med Berlinmurens fald cementeredes det – efter den første globalistiske optimisme havde lagt sig – at vi var på vej ind i en benhård kapitalisme uden modspil, og stille og roligt forsvandt de værdier, som byggede på andet end kapitalistisk logik. Neoliberalismen sejrede, og verden blev (igen) affortryllet. De, der ville ændre verden hen mod de idealer, der havde hersket siden krigen, løb pludselig hovedet imod en mur af “kapitalistisk realisme,” som kulturteoretikeren Mark Fisher har kaldt det. Kort fortalt; en benhård økonomisk logik, der stille og roligt umuliggør enhver mulighed for at tænke sig en verden uden for kapitalismens logik.
Denne epoke er dog også præget af den kolde krig, og sideløbende med efterkrigsoptimismen lurede frygten – ikke mindst for atomvåben og økokatastrofer. Dette behandles på “Energy Warning”, som sampler en dreng, der snakker om, at vi er i gang med at udtømme jordens ressourcer, og at der derfor ikke vil være nok tilbage, når han blev voksen. Den underliggende frygt er uden tvivl en del af det kulturelle arvegods Boards of Canada behandler, da de forstår at vise barndommens uhygge; blandt andet med ophav i britiske informationsfilm fra 70’erne (som eksempelvis Apaches), hvis formål var at informere de britiske børn om alskens farer, de kunne møde i verden. Disse er dog fuldstændigt skrækindjagende og dystre og ender ikke sjældent med, at en masse børn dør på groteske måder.
Djævlen i detaljen
Med til efterkrigstidens dommedagsfrygt hører også alle de konspirationsteorier, der florerede dengang; UFO’er, mordet på John F. Kennedy, månelandingen mv. Inden for musik snakkede man om, at musikere gemte sataniske beskeder på deres sange, som man kunne tyde ved at afspille dem baglæns. Det refererer Boards of Canada også til på “1969”, hvor de omvender føromtalte David Koreshs navn, samt på “You Could Feel The Sky”, hvor man ved at spille den omvendt opdager, at der siges “a God with horns.” Dette skal næppe tages som et tegn på at de er satanister, men nærmere at de holder af at gemme den slags easter eggs i deres musik, hvorfor de også tilføjede det sidste nummer, “Magic Window”, der består af 1 minut og 46 sekunders stilhed, og dermed får albummet op på at vare 66 minutter og 6 sekunder. Albummet fylder desuden 666 MB som wav-fil, og det er nu engang duoens humor.
Men denne tilgang og forkærlighed for det mystiske og okkulte har også gjort, at deres fuldstændigt besatte fans (se eksempelvis bocpages.org) har forsøgt at tyde sig frem til de underliggende betydninger og er lykkedes med det, selv dér hvor Boards of Canada ikke havde tiltænkt det. Man kan starte med navnet Geogaddi, som ganske tydeligt ikke er et ord, man lige kender. Faktisk er det ret uklart, hvordan man overhovedet skal udtale det; jeg har faktisk indtil for nyligt aldrig haft brug for at skulle sige det højt. Men der er forskellige teorier om, hvad det betyder. Geo betyder nok noget med jord, Gaddi er straks værre. Nogle mener at det stammer fra sangen “Koeeoaddi There” af Incredible String Band. Nogle påpeger at Gaddierne er et hinduistisk nomadefolk. Og andre påpeger de to italienske renæssancemalere Taddeo og Antonio Gaddi som forlægget. Gad er også navnet på en bibelsk stamme og en hedensk babylonsk gud. Personligt kan jeg godt lide den jordnære teori om, at det har noget at gøre med lokaliteten Gaddi Geo på Shetlandsøerne – ikke så langt fra de skotske kyster.
Der er også et uendeligt kaninhul af tilstødende teorier, såsom at sangene via deres længde er forbundet til de tilsvarende stykker i Johannes Åbenbaringen (eksempelvis er Dandelion 1:15 lang, hvilket svarer til kapitel 1, vers 15 i JÅ). Og man kan ligeledes læse en teori på Reddit, der argumenterer for, at hele albummet beskriver et menneskes dødsforløb og videre færd ud i det hinsides, indtil det ender med den føromtalte stilhed på “Magic Window”.
En genfortryllelse af nutiden
Den verden, vi kender i dag, er på så mange måder formet af denne tidsperiode og ikke mindst fortællingerne, som er lagret i vores kollektive hukommelse. Og da det er netop denne epoke, som Boards of Canada er vokset op i og har gjort sig desillusionerede erfaringer i, har det medført, at det ikke primært er folk, der voksede op i 60’erne, der rammes af musikken. Det er nærmere neoliberalismens børn, der er vokset op i denne håbløshed, åndløshed og tomgang, som bliver fanget af det, fordi musikken taler ind i en følelse af mening, utopi, økonomisk sikkerhed og derfor bliver en slags eskapisme. Men netop det; at musikken ikke bare er nostalgisk, men efterstræber at skabe en parallelnutid, gør, at den udstikker et alternativ og bliver inspirerende i forhold til at genfortrylle nutiden og genvinde troen på, at verden kunne være på en anden måde– og at det nytter noget at tænke utopisk.
Men hvorfor ikke bare gå direkte til kilden og lytte til den musik, der stod for det futuristiske og utopiske dengang, såsom Delia Derbyshire, BBC Radiophonic Workshop og den eksperimentelle, elektroniske space age-musik? Eller library music; altså musik, der var lavet til brug i film og tv?
Det er også den strategi, som mange kunstnere inden for netop denne æstetik benytter sig af. Her kan især nævnes Ghost Box Records, der i 2004 blev et centralt pladeselskab inden for den genre, man kan kalde hauntology, som Boards of Canada i min optik pionerede. “A nostalgia for a future that never came to pass, with a vision of a strange, alternate Britain, constituted from the reorder refuse of the postwar period,” lyder Ghost Box Records’ egen definition af, hvad de ville vække med deres musik. Den måde, de omsatte definitionen til kunst på, var dog gennemført tilbageskuende, og de lavede albums, der lød som hidtil ukendt musik fra dengang. De forsøgte altså at genskabe den præcise lyd af denne svundne tid, og dette har sidenhen været den almindelige måde at lave nostalgisk musik på: Langt mere munter og optimistisk, fyldt med spring reverb, latin/jazz-indflydelse og med en primitiv og tynd lyd. Vigtigst af alt er dog præget af en tydelig glæde over synthesizerne, der dengang var nye og virkede som noget fra en anden planet.
Boards of Canada derimod lyder ingenlunde som den musik, de refererer til. For dem er synthesizere fuldkomment bearbejdede og en integreret del af det musiske sprog. Derfor bruger de dem også langt mere præcist, hvilket også er en af deres store styrker. De er aldrig vævende, men ganske præcise i hvordan de skruer deres musik sammen, og de er derfor mindre eksperimentelle i den konventionelle forstand; altså eksperimentet for sin egen skyld. Derimod har de bare lykkedes med at finde en fantastisk musikalsk verden at bevæge sig i, hvilket er endt med at blive radikalt banebrydende i processen. For de er jo faktisk endt med at være afgørende i forhold til at definere begrebet analogt som noget, der er fejlbehæftet på en smuk måde, hvilket firmaer som Instagram har gjort til en af grundstenene i deres foretagende.
Jeg vil sige, at Boards of Canada selv har formået at prente sig ind i den kollektive hukommelse og har formået at finde et musikalsk og æstetisk udtryk for nostalgi og altså har været med til at definere, hvordan nostalgi – løsrevet tiden – lyder og ser ud i sig selv. Og det er dét, som er interessant: De kigger tilbage, men er samtidig uløseligt et produkt af deres tid. Dette høres især i den gentagne brug af samplede trommer, som, de selv mener, blot er et fartøj til at fragte smukke og særegne melodier. Trommerne er nemlig det, der daterer musikken, og det, der kan fjernes i en coverversion. Melodier og akkorder er tidløse, mener de, og deres melodier lader til at komme fra et sted uden for tid og rum, hvorimod trommerne er fæstnet til tiden.
Under en nordisk sol
Det sidste punkt i min undersøgelse er at sammenkæde det nordiske, det indadvendte og den landlige naturglæde i Boards of Canadas musik i forsøget på at belyse, hvorfor musikken rammer mig så dybt på et mere personligt plan såvel som på det føromtalte kollektive, nostalgiske plan. Ligesom Boards of Canada kommer fra landet – et stykke uden for Edinburgh – er jeg fra landet et stykke uden for København. Selvfølgelig er det ikke fuldstændig sammenligneligt, men Danmark og Skotland deler noget fælles nordisk i vejr og temperament. Selvom “The Beach at Redpoint” henviser til en rødsandet strand på Skotlands nordvestkyst, ser jeg mit barndomsland for mig, når jeg hører dette og mange andre numre på denne plade. Jeg ser skovene, kysterne, solnedgangene, det åbne land, og ikke mindst ser jeg den melankolsk lykkelige ensomhed, som man kan få lov at udforske i en opvækst uden for byen, uden dens konstante socialisering. Man får mulighed for at have sine egne steder, for at vokse op på en anden måde end alle andre og for at blive til sig selv. Mit hjerte åbner sig, og min puls falder, når jeg kommer tilbage på landet, og det samme sker, når jeg hører Boards of Canada – og sådan har det været, fra første gang jeg hørte dem. Det virker helt intuitivt på mig, hvilket nok også hænger sammen med, at det føles som musik, der bør høres alene. Jeg har aldrig hørt det med andre; det ville føles mærkeligt. Som fremmedlegemers pludselige indtrængen i mine minder.
For sådan føles deres musik for mig. Som minder har den en relation til virkeligheden, men den lader også til at eksistere gennem et filter. Den er fyldt med melankoli, håb, drømme, skuffelser, men altid gennem et forvrænget blik. Stemmerne i deres musik lyder altid fra bag en dør ud til evigheden. Musikken har al den glæde og nysgerrighed, der er nødvendig for at skabe kunst, men den køres gennem en lang filtreringsproces – ikke ulig den vi gennemgår i overgangen fra barn til voksen.
Måske er det også en af grundene til, at den vækker så dybe og kendte følelser i os, uden at vi kan se dem klart, men nærmere fornemme dem. Halvt glemte minder fra en tid fastfrosset under en nordisk sol.
