Dan Snaith, bedre kendt som Caribou, indtog med sit band på fire hovedscenen med storm i form af farver, former og musikalske eskaleringer, der tog musikken til et højere niveau.
Jo længere ind i koncerten, vi kom, desto mere levende blev hele arrangementet. Med et efterhånden relativt stort musik-katalog, formåede Caribou at overraskede hver gang de påbegyndte et nyt nummer. På eksempelvis albummet “Swim” er der ofte flere elektroniske aspekter og tilgange til musikken, hvor de på scenen har valgt at livliggøre mange af de her lag – et godt eksempel er på nummeret “Bowls”, hvor der kører en masse syngeskåle og klokker, blev de her udført live.
Generelt blev hvert et nummer gjort dets retfærdighed. De kørte alle numre helt ud til, at man ofte helt kunne glemme, hvilket nummer det egentlig var, som selvfølgelig menes på en god måde. Musikken blev hele tiden ved med at få mig til at tænke “Når, det er sådan musikken skal lyde, når man lytter til det på albummet”. Nummeret “Ravi”, der på det nyere album “Suddenly” i sig selv ikke er det mest interesserende nummer, fik virkelig lov til at trække vejret i levende format. Akkord-progressionen i nummeret fik hele tiden nye synth-lyde at hoppe hen til og lod sig konstant bygge op – til sidst også med en lækker, galloperende flanger-effekt.
Det var få gange, at man følte musikken og dens opbygning gik for langsomt eller kørte i cirkler, men på “Sun” var kunne man måske godt falde lidt hen i den gentagende vokal fra Snaith, der netop konstant synger “Sun” og resten af bandet, der langsomt bygger noget op i form af lidt ekstra hårde bækken-slag og en høj-frekvent, støjet appregiator rundgang, som prøver at bygge op til næste nummer. Her kunne jeg godt lidt føle, at spændingen havde ladet sig løbe op og kørt lidt for langt ud.
Efter nogle lidt for lange minutter med langtrukken synth-støj, gik de dog over i et en mere ren lyd. Guitar-riffet fra “Home” lød og efter man lige var blevet bombarderet af støj, var det en ekstremt rar, varm følelse, der rumsterede over Omni-scenen. Udover at musikken var behagelig og mere clean, kulminerede lyden sammen med lysshowet, som ikke skulle tages foregivet. Hele vejen igennem var lysshowet velkoordineret med musikken. Specielt deres visuals var spændende. De havde et minimalistisk udtryk, da det egentlig mest af alt var streger og cirkler, som på den ene eller anden måde var velovervejet og koordineret til musikken hele vejen igennem. Det gav virkelig meget til oplevelsen!
Band-dynamikken var utrolig god – specielt når Snaith og Brad Weber begge slår på trommerne, hvilket alligevel skete en god håndfuld gange. De fik konstrueret flere break-downs og fraser, hvor de gav plads til at lege rundt med percussion, hvilket specielt kunne mærkes under nummeret “Never Come Back”, som i den grad satte gang i hofterne på publikum.
Jeg synes, at Caribou virker bedst, når man kan høre, at musikken oversættes fra album-format til levende koncert-format. Selv om, at mange af lyd-lagene i musikken selvfølgelig er autentiske til indspilningerne, f.eks. vokal-samplet på den singlen “You Can Do It”, så formår de at skabe en rød tråd i numrerne, som der netop så bygges på, hvilket de gør ekstremt godt. Der var så for mig lige en undtagelse på “Sun”, men det virkede generelt til, at publikum var med hvert et sekund.
Jeg nåede til sidst, da de trådte af scenen, lige at tænke “Hvor blev “Can’t Do Without You” lige af?”. Selvfølgelig trådte de tilbage på scenen med det som ekstra nummer, som sluttede koncerten med et brag af endorfiner blandt publikum, der skråler med på den fængende, gentagende vokal-frase. Når man på samme tid man kunne høre entusiasmen blandt publikum og taknemmeligheden fra Snaith og resten af bandet til sidst, var der ingen tvivl om, at det var en helt speciel koncert, vi lige havde overværet. Jeg blev personligt helt overvældet af både de sanselige indtryk man fik fra det visuelle, men bestemt også fra musikken, som fra album-format til koncert-format var levendegjort på en helt unik måde.
Fotos af Daniel Nielsen