Avantgarde-artist og Undertoner-yndling Yves Tumor annoncerede den 2. februar både ny plade og europæisk turné. Albummet med den mundrette titel Praise A Lord Who Chews But Which Does Not Consume; (Or Simply, Hot Between Worlds) bliver Tumors første fuldlængdeudgivelse siden 2020’s Heaven to a Tortured Mind og kommer ikke bare med den glædelige nyhed, at vi kan opleve dem på dansk jord i Vega til november. For i form af denne uges Fredagssinglr’ – førstesinglen “Echolalia” – giver Yves Tumor nemlig også en lille smagsprøve på, hvad de har haft i støbeskeen.
”Echolalia” tager en afstikker fra albumforgængerens take på glamrock fra og er tværtimod næsten et bud på en gedigen popsang om den nervøsitet, der kan opstå i grænselandet mellem rendyrket lyst og faktisk kærlighed. Båret af et fængende bas-hook og akkompagneret af sexede støn og drømmende synths er ”Echolalia” derfor en catchy teaser for, hvad vi har i vente på det kommende album, samtidig med at Tumor afsøger grænsen mellem det tilgængelige og det eksperimenterende.
Med til ”Echolalia” hører en noget mere foruroligende musikvideo af Jordan Hemmingway, hvor Yves Tumor figurerer som en goth/zombie-Goliath – komplet med svejsemaskiner samt masser af lak og læder.
Praise A Lord Who Chews But Which Does Not Consume; (Or Simply, Hot Between Worlds) udkommer den 17. marts 2023 via Warp Records.
Yves Tumor gæster Vega søndag den 12. november.