Mads Beldring er en vaskeægte musikalsk blæksprutte. Det er der slet ingen tvivl om. Som trommeslager har han bidraget til lyden af så forskelligartede musikalske projekter som Sømændene, Marie Key og Dreamjockey. Han gør sig ligeledes som sangskriver, sanger og guitarist. På sit tredje soloalbum, Papir, står han da også alene bag langt de fleste lyde: Han producerer, skriver, synger og spiller nemlig mange af instrumenterne selv.
Det kræver en vis musikalsk begavelse, som tydeligvis er til at få øje på. Til gengæld virker det i mine ører lidt som om, at han har fået strakt sine musikalske og lyriske fangarme for vidt. Resultatet er et ganske ambitiøst, men generisk folkrock-album, der efter forbilleder som Bob Dylan og C.V. Jørgensen forsøger både at være poetisk og politisk, men ikke helt lykkes med det.
Politisk motiveret musik kræver virkelig, at artisten går all in, før det endelige produkt kommer til at fungere. Det føler jeg ikke helt, at Beldring gør her. Nogle kunstnere pakker deres politiske budskab ind i tung poesi, mens andre vælger at tydeliggøre budskaberne ved hjælp af meget direkte og næsten sloganagtige tekster. Beldring forsøger at gøre begge dele, med det resultat at han ikke rigtigt formår at gøre hverken det ene eller andet på en fyldestgørende måde.
De fleste tekster på albummet er således både pinende simple og svære helt at forstå pointen i. Med adskillige overkorrekte børnerim som på/blå, sko/ro, blade/flade og ordsprog som »Til højre er en stodder, til venstre en svensker«, fornemmer man på papiret en vis form for ironisk simplificering. Det kan minde om Benals Benjamin Hav, hvis tekster også tit kan virke som sort snak. Men den charme og personlighed, som gør at Havs tekster alligevel fungerer i praksis, er imidlertid ikke at finde i Beldrings vokal. Jeg savner især, at han ville være emotionelt alsidig i den konstant rolige og overvenlige vokal. Når nu han vælger at være politisk i sin musik, ville jeg også ønske, at han sang, som om han var irriteret på den verden, han skildrer.
Det er heller ikke helt til at blive klog på, hvad i det hele taget Beldring er sur over. På den ene side længes han på ”Helt ærligt” efter dengang, »Hvor landet bare lå, som det lå/ Og vi trampede ind i folk med træsko på«. I dag har vi til gengæld mundkurve på og usagte meninger, synger Beldring. Den retorik vidner om en meget bagudskuende og nostalgisk tilgang til verdenen omkring os.
På titelnummeret ”Papir” synger han til gengæld: »I en verden hvor lig af børn skyller ind på stranden, og dem uden hjerter skubber resten ud over randen«. Her er universet blevet anti-xenofobisk, og han drømmer sig ikke tilbage til dengang, tingene var bedre.
Beldring siger selv, at albummet blandt andet handler om hykleri, som han også selv indrømmer at døje med. Det kommer især til udtryk i ”Regn med regn”: »Lader kaos være kaos/ Tager en sviptur til Laos over julen/ For her er så koldt i december/ Råber den passive frihedskæmper«. Linjer, der kan forstås som en stikpille til de mennesker, som ikke gør noget for at skabe en ændring i verdenen. Det ser ud til, at Beldring ønsker, vi skal tage skeen i den anden hånd og rent faktisk gøre noget aktivt for at forbedre situationen – en besked der måske lige så meget er henvendt til ham selv. Det er dog ikke helt tydeligt, om Beldring rent faktisk hentyder til sit eget hykleri, når han taler i tredjeperson.
I sidste ende står jeg tilbage uden fornemmelse af et overvejende politisk budskab – måske lige bortset fra et ønske om mere næstekærlighed. Det er da også ganske nobelt, men langt fra det storpolitiske budskab, som ambitionerne lægger op til. Derfor opstår de bedste momenter på albummet, når han ikke prøver så hårdt på at virke politisk, men i stedet for holder sig til kærligheden og den menneskelige varme, vokalen og sangskriverevnerne egner sig langt bedre til.
Instrumentalt er albummet vellydende, solidt produceret og mixet. Men det er også let forglemt. Der er tale om metervare-folkrock, der dog har små passager af psykedeliske tendenser og elektroniske indhop i det ellers analoge univers. Der er ikke et eneste nummer, der ikke har en eller andet interessant, instrumentalt element. Om det er de lækre, punchy trommer og den spacede synthesizer, der fint akkompagnerer den jordnære guitar på ”Helt ærligt” eller det stemningsfulde kor-sample på ”Smukkere når du danser”, så er der altid mindst ét øjeblik på hvert nummer. Det ærgerlige er så, at det øjeblik oftest bliver efterfuldt af en irritation over, at resten af sangen og albummet ikke lød lidt mere på samme måde.