Det nye årti har på alle kanter og ledder vist sig at være et yderst uforudsigeligt bekendtskab. Det gælder selvfølgelig først og fremmest på den globale scene, hvor international sabelraslen, omfattende skovbrande og en verdensomspændende pandemi har sat verdenen på den anden ende. Det er svært ikke at stå med følelsen af at befinde sig i et glemt afsnit af The Twilight Zone.
Da jeg fik Heaven To A Tortured Mind at høre, var det svært ikke at få tanken, at Yves Tumor også må være blevet suget ind i en alternativ dimension. For mens Sean Bowie og hans projekt Yves Tumor i slutningen af det sidste årti leverede et uventet mesterværk i form af Safe In The Hands of Love og etablerede sig som eksperimental, elektronisk lydkunstner på prestigefyldte Warp Records, så er han i 2020 tilsyneladende genopstået som en sexhungrende rockpoet, der er leveringsdygtig udi alt fra glamrock til kraut og psych.
Det hele starter herligt drilsk på åbneren med den poetiske titel, ”Gospel For A New Century”, hvor et bombastisk og hiphoppet blæser-sample startes og stoppes flere gange, før det endelig tager fat og lytteren forkæles med Sean Bowies længselsfyldte croon. Hvor forgængeren Safe In The Hands of Love føltes som et klaustrofobisk og kakofonisk mareridt eller drøm, så fremstår Heaven To a Tortured Mind fra første øjeblik som en rensende og lindrende oplevelse – som et levn fra en bekymringsløs fortid, hvor rockmusikken stadig var et virilt og pirrende bekendtskab.
Allerede på sidste års Roskilde Festival fik publikum en forsmag på denne seneste forvandling, da den enigmatiske sangskriver forvandlede den intime scene Gloria til en røgfyldt og lummer tidslomme, der mest af alt mindede om en skjult rockbule i New Yorks East Village. På Heaven To A Tortured Mind står denne vibe fortsat i fuldt flor. For mens der altid har lå en poppet undertråd i de mere elektroniske skæringer på Safe In The Hands of Love, så er det som om, at Yves Tumor nu er færdig med at udrense de indre dæmoner og er klar til at indtage rollen som den rockstjerne, han kan være.
Ingen steder står det mere klart end på ”Kerosene!”, der er en ørehængende duet med sangerinden Diana Gordon (som bl.a. har skrevet og produceret adskillige sange på Beyonces Lemonade). Nummeret er en øvelse ud i rendyrket rock n’ roll overflod med gnistrende guitarsoli en masse og med en fremragende vokalindsats fra Diana Gordon, der uundgåeligt leder tankerne mod 90’ernes alternative rockkvinder som Linda Perry fra 4 Non Blondes.
Samtidig leverer Sean Bowies kælne og nærmest omklamrende vokal lumre linjer som »I can be your real life sugar / I can live in your dreams / Will you be my fantasy, little baby?«. Det hele bygger op mod den svulstige og nærmest Guns and Roses’ske guitarsolo, som leveres helt perfekt efter den spørgende linje: »Just tell me what you need«. Svaret kommer prompte i omkvædet, hvor både Bowie og Gordon skriger efter sangtitlens »kerosene« – lidt lampeolie til at sætte fut i hverdagen.
De mere destruktive og støjende sider af Yves Tumors virke er ikke forsvundet fuldstændig i rockpatos og guitarlir. ”Medicine Burn” rammer nogle af de samme kalejdoskopiske og mareridtsagtige noder fra Safe In The Hands of Love, men ingen af de nye skæringer er i nærheden af støjen og ubehaget fra den plades lukkenummer ”Let The Lioness In You Flow Freely”. Til gengæld lever ”Medicine Burn” virkelig op til sit navn, da den lyder omtrent som en medicin-induceret feberdrøm må føles. Det noisede underlægningsmusik kører rundt og rundt i ring, mens tilsyneladende tilfældige lydelementer kastes ind fra højre og venstre og Sean Bowie synger urovækkende linjer om en kvinde med syv hoveder og 600 tænder.
Man skal stå tidligt op for at følge med i de mange genre- og udtryksskift på Heaven To A Tortured Mind. På ”Romanticist” er vi nærmest ovre i et mere rocket boyband-pop territorie, men efter knap to minutter fortsætter nummeret direkte over i ”Dream Palette”, hvor der skrues markant op for intensiteten og de kalejdoskopiske støjeffekter. Det hele får et skizofrent skær, da Sean Bowie på førstnævnte synger duet med Kelsey Lu, men hun udskiftes uden fanfare med Julia Cummings fra Sunflower Bean på den efterfølgende skæring.
Alt i alt er Heaven To A Tortured Mind både den mest umiddelbare udgivelse hidtil fra Yves Tumor og samtidig en plade, der er så gennemført svøbt i rig detaljedom, at der er rigeligt at blive ved med at vende tilbage efter. Pladen har måske ikke helt den samme overrumplende effekt som forgængeren, der kom ud af det blå og som generelt føltes mere dybfølt og personlig i de emner, som den behandlede, men der er så stor forskel på de to plader, at det næsten ikke giver mening at sammenligne dem én til én.
Hvor Safe In The Hands of Love lukkede og slukkede med dets mest ekstreme, støjende og ubehagelige numme, så forkæles vores øregange nu i stedet af den blide og håbefulde ”A Greater Love”, hvis guitarsolo langsomt fades ud og efterlader lytteren med fornemmelsen af, at Sean Bowie og hans band stadig står i crooner i deres røgfyldte og plettede rockbule i bestandighed. Og det er egentlig et ret beroligende indtryk at efterlades med i denne mærkværdige tid.
