På en råkold aften i marts hvor vinteren igen lader til at have haget sig fast, møder jeg Dina Ögon i et af Vegas backstagelokaler. Det er få timer før koncertstart og på et bord i den ene ende af lokalet ligger en bunke af bandets to foreløbige plader; der signeres til det sidste.
Bandet har så sandelig også oplevet støt stigende interesse siden deres første, selvbetitlede plade udkom i 2021. I dag – små to år senere – er Dina Ögon aktuelle med opfølgeren Oas, og bandets eklektiske lyd er nået endnu bredere ud. Det er sigende, at bandet denne martsaften spiller i Lille Vega, mens de til oktober igen kan opleves på dansk grund; denne gang i Store Vega. Bandet, som består af vokalist Anna Ahnlund, guitarist Daniel Ögren, bassist Love Örsan og trommeslager Christopher Cantillo, har kort og godt fået vind i sejlene.
»Det føles sjovt og underligt,« lyder det afmålt fra Ahnlund.
Det svenske sprog er ikke en hæmsko for bandet. Som Cantillo forklarer, så er det sket før, at et svensk band har vakt international genklang – blandt andet for bandet Dungen, der samtidig er venner af Dina Ögon. Cantillo uddyber vidende, hvordan eksempelvis rapperen MF Doom og produceren Madlib blandt andet også samplede den svenske sanger Doris Svensson:
»Folk synger med. Det er bare viben. Det handler mere om lyd end om tekst, om man vil.«
»Der er en hip hop-forbindelse med svensk musik,« nikker Örsan og tilføjer:
»Jeg tror, at Dungen og Dina Ögon må være eksotisk, skandinavisk musik for amerikanerne. Det må være en lille undergrundsting for dem. Så vi har fundet en niche dér.«
Den ubesværede idérigdom
Dina Ögon blev dannet i Stockholm i april 2020 i begyndelsen af pandemien. Bandets første koncert var den 8. marts 2022. Begejstringen for at spille for et publikum skinner tydeligt igennem sammen med en udpræget professionalisme hos bandet.
»Når vi spiller live, vil vi selvfølgelig gerne have sangene til at være det, de er, men der kan stadig ske ting. Det behøver ikke at være præcis som på pladen,« fortæller Ahnlund.
»Vi er meget skarpe. Når vi spiller koncerter, skal vi være skarpe og koncentrerede. Nu begynder det at være mere på fornemmelsen. Det føles, som om det er faldet på plads,« supplerer Örsan og uddyber med et helt uprætentiøst overskud i stemmen:
»Det er god livemusik, fordi det er indspillet så ubesværet. Det er ret simpelt at oversætte det til et liveformat. Vi spiller bare, og indtil videre har det fungeret virkelig godt.«
Dina Ögon er tydeligvis en enhed. Samtidig er der ikke noget, der peger i retning af, at et ønske om at strømline projektet unødigt. I et band med fire medlemmer – alle med en baggrund i jazzmiljøet – bliver det en force, at der er en åbenhed og en tro på summen af de enkelte dele.
»På nogle måder er det meget, meget frit, men vi taler også i mange timer om, hvilken sti vi vil tage lydmæssigt,« fortæller Ögren.
»Jeg tror også, vi alle sammen har vores egne små idéer, og at vi tror på hinandens idéer, så vi ikke nødvendigvis behøver at være præcis på den samme sti,« ræsonnerer Ahnlund.
Et internationalt, musikalsk sammenkog
Når det kommer til Oas, vidner bandets udsagn om en afslappet tilgang, hvor de beskriver arbejdet med både debuten og Oas som en sammenhængende proces. På trods af den glidende overgang mellem de to udgivelser har der dog alligevel været plads til overraskelser og uforudsete momenter.
»Jeg bliver på en måde altid overrasket, fordi man aldrig ved, præcis hvordan det vil blive. Det kunne være trukket mod en anden genre eller noget. Du ved ikke altid, hvor det ender, det er, hvad jeg tænker. Jeg tror bare, vi følger det, der interesserer os i øjeblikket. Vi har indflydelser fra around the world,« forklarer Ahnlund, simultant med at hun glider over i Daft Punks hit af samme navn.
For Dina Ögons musikalske referenceramme er lige så markant som deres egen musikalske integritet. De finder inspiration fra flere forskellige afkroge, uden det nødvendigvis behøver at stå entydigt frem i musikken, og samlet set er Dina Ögon netop et resultat af medlemmernes kombinerede musiksmag. Blandt musikere, der har inspireret bandet i arbejdet med Oas, nævner de selv kunstnere såsom den brasilianske singer/songwriter Milton Nascimento og den svenske chanson-sanger Barbro Hörberg. Men det giver samtidig god mening, for bandet taler ikke så meget i genrer og perioder, som de simpelthen taler i idéer som ingredienser i et større hele. Det er en tilgang, der undervejs udmønter sig i så forskellige numre som euforiske ”Undantag” fra debuten og den kontemplative ”Vi smälter” fra Oas.
»Jeg synes, vores musik er meget forskellig fra så megen anden musik, men det er en god opskrift,« fortæller Örsan og præciserer:
»Vi stoler på de rå ingredienser. Vi putter bare kartofler og gulerødder i og lader det være simpelt og stærk.«
»Og noget chili,« tilføjer Ahnlund smilende.
»Og så kan vi lave en god finish med de sidste justeringer. Det er også vigtigt,« afslutter Örsan.
Ahnlund betoner, at den ene ingrediens, der i hvert fald ikke er at finde i Dina Ögons musikalske ret er crab sticks. Jeg spørger ind til, hvad det mon er i en musikalsk kontekst, og hun svarer, at det er autotune.
»Det er altid godt at være klar om, at vi ikke bruger click track eller autotune. Hvis du lytter til et nummer, er tempoet ikke rigtig det samme, fordi vi sætter farten op, mens vi spiller, eller noget i den stil.« fortæller Örsan.
Vores fortids fremtid
Dina Ögon holder sig på den måde til de klassiske produktionsteknikker og afstår generelt fra moderne, digitale fiksfakserier. Ikke på en dogmatisk måde, men nærmere fordi det ikke siger dem det store. Man kunne fristes til at kalde det en ”retro” tilgang til tingene, men det er samtidig et mærkat, bandet ikke har meget tilovers for.
»Jo mere jeg hører det ord, ”retro”, jo mere vil jeg væk fra den betegnelse,« lyder det fra Ögren.
»Det er en smule tendentiøst i forhold til tid; fortiden og fremtiden. Skal det være robotagtigt for at være fremtidsmusik, eller hvad? Vi er mennesker. Vi har være mennesker i 30.000 år,« siger Ahnlund.
»På en måde spiller vi musik samtidig med The Beatles, der kom frem i 60’erne – og det er ikke særligt længe siden,« siger Ögren, inden Örsan begejstret bryder ind:
»Hvis du kigger 300 år tilbage, var udviklingen i musikken ikke så hastig, som den er nu. Vi skal trække på al den musik, vi har hørt i løbet af vores liv, for at skabe noget nyt. Det her er resultatet af vores gemensam – vores fælles oplevelse af musik.«
Denne fælles oplevelse af musik betyder ikke, at bandet er klinet til hinanden. Familielivet skal balanceres, mens bandet bruger Dropbox til at holde styr på alle idéerne. Örsan fortæller, at de ikke er som et garageband, og at de kun har øvet tre gange. Ellers handler det om at lytte efter de andre og kunne sine ting. Jeg spørger til sidst, hvor de ser Dina Ögon bevæge sig hen.
»Jeg har ingen idé. Jeg tror, det ville kunne fungere bare at fortsætte. Det håber jeg. Det her er mit liv. Jeg vil fortsætte med at skrive musik, og forhåbentligt kan vi gøre det sammen. Det er sjovt. Og det er rigtig sjovt at møde publikum,« siger Ögren.
»Det ændrer sig for os.« forklarer Cantillo oprigtigt:
»Vi havde overhovedet ikke regnet med den modtagelse, det første album fik. Vi havde tænkt, at nogle unge, der selv spillede musik, ville kunne lide det. Så forhåbentlig kan vi blive ved med at udgive ny musik og turnere noget mere. Det ser sådan ud. Folk kommer til koncerterne og køber pladerne – og det er vi i den grad taknemmelige for.«
