Læs også de øvrige afsnit i vores artikelserie om skribenternes Roskilde-minder:
20 år med Roskilde Festival – et redaktionelt retrospekt, del 2
20 år med Roskilde Festival – et redaktionelt retrospekt, del 3
For tre år siden måtte vi ikke noget. Sommeren var aflyst, og al håb om nogen som helst fornøjelser forsvandt lige så hurtigt, som samfundssind, fællessang, håndsprit og næsepodning indtog vores dagligdag. I fællesskab med min medredaktør sammenstykkede jeg derfor en artikelserie, der tog et nærmere kig på, hvordan Roskilde Festival så ud gennem Undertoner-øjne og -ører fra 2003-2019 – fra det gode til det dårlige og det sommetider bizarre.
Men én ting er, hvordan vores Roskilde-minder tager sig ud på skrift; nedfældet i de umiddelbare timer efter koncerternes afslutning. Noget andet er, hvordan skribenterne selv husker det 5, 10, 15, 20 (ja, sågar 26(!)) år senere.
Derfor har jeg i anledning af 20-året for Undertoners allerførste dækning af Roskilde Festival allieret mig med et bredt udsnit af redaktionelle bidragsydere gennem de seneste 20 år: Folk, der var med fra sitets begyndelse. Enkelte, der før eller siden satte sig i chefredaktørstolen. Andre, der allerede havde trukket sig tilbage, da jeg startede som skribent i 2010. Kolleger, der blev til gode venner. Og ikke mindst nogle af landets bedste musikjournalistiske formidlere, som hver især har været med til at forme Undertoner til, hvad det er i dag.
Opgaven, der blev forelagt dem, var relativ simpel:
Vælg én Roskilde-koncert, og skriv om den. Det behøver ikke være dit bedste Roskilde-minde; ej heller dit værste. Det er også i grunden ligegyldigt, hvor godt du husker sætlisten, forsangerens tøj eller andre mere specifikke detaljer. Det handler i stedet om at skildre stemningen og følelserne fra dén koncert/dag/år – og nærmere bestemt at få formidlet, hvorfor det lige præcis er denne koncert, som står tilbage som et essentielt Roskilde Festival-øjeblik for netop dig.
I første del starter og slutter vi i to forskellige regnvejrsår på hver deres side af årtusindeskiftet – mellem nybrud og skybrud – mens vi bevæger os langsomt fremad gennem festivalårene. Og når du læser dette, er der under en måned til, at hegnet atter er væltet i vest.
Vi ses lige til venstre for mixerpulten!
(Daniel Niebuhr)
Beck, Orange Scene, 29.06.1997
»Where are my people? I wanna see my people.«
Den lille mand stod med en kikkert midt på Orange Scene og skuede ud over pladsen foran ham. Heldigvis lyste solen stadig op. Og heldigvis var der masser af hans people at få øje på. For den søndag eftermiddag i 1997 var de fleste mennesker Beck-mennesker. Inklusiv mig, som på det tidspunkt var i gang med at opleve min første Roskilde Festival, og som nu stod med mudder på skoene og lys i øjnene lige et sted omkring højre højttalertårn. Teenager et par måneder endnu, mens det stille og roligt var ved at gå op for mig, at det at høre musik sammen med et hav af andre glade mennesker muligvis er noget af det fedeste, der findes.
Inden vi dykker dybere længere ned i det, spoler vi lige tiden cirka fem døgn tilbage til tirsdag aften, hvor jeg smækkede min sovepose ind i det gule telt, som allerede var stillet op for mig af Janni, (som jeg havde et crush på), hendes kæreste (fordømt) og en masse andre flinke mennesker, som jeg ikke kendte noget til om tirsdagen, men som jeg kendte alt til om søndagen. Det regnede i øvrigt helt enormt meget det meste af tiden, men når man er 19, er vejret lidt ligesom TV Avisen, når man er 45: Noget, man forholder sig til, men ikke noget der gør alverden til forskel den ene eller den anden vej. Som 19-årig har man alt for travlt med at føle alt muligt. Og som 19-årig på Roskilde Festival er der hele verden at føle.
Det er helt ufatteligt, hvor godt et nummer “Devil’s Haircut” egentlig er. Beck smider mere eller mindre alt, hvad han kan finde på, efter én. Jeg aner stadig ikke, præcis hvilken genre der er tale om, og det gjorde jeg heller ikke den søndag eftermiddag. Men jeg var til gengæld fuldstændig sikker på, at hver eneste af de andre omtrent 40-50.000 mennesker var lige så fulde af lykke som mig, da den bragede ud. Utrolig nok var det her jo Beck før Midnite Vultures, før Mutations og før Sea Change. Men det var selvfølgelig ikke Beck før “Loser”; hymnen fra min ungdom. Man skal muligvis have været ung i 90’erne for at værdsætte, hvor opløftende det er at skråle »I’m a loser baby / So why don’t you kill me?« ud i luften. Eller måske skal man ikke.
Jeg har i øvrigt set Beck flere gange siden dengang. Senest var i 2022 på Primavera Sound i Barcelona. Og ved I hvad? Det var (næsten) lige så godt som den første gang. Dels fordi Beck er en fed livekunstner. Det er han bare. Men også bare, fordi at det er dejligt at stå dér. Med øjnene og ørerne rettet mod magien på scenen. Som én af nogens people. Som én af nogens tusindvis og atter tusindvis af mennesker.
(Peter Hansen)
Softporn, Campingscenen, 24.06.2003
Softporn var en rigtig ulykkesfugl af et band.
De gjorde ellers alting helt rigtigt: De havde vundet det daværende DM i Rock i 1998 og set førstepræmien løbe ud i sandet. De havde senere indspillet et debutalbum, der aldrig udkom. Tomme pengekasser var årsagen i begge tilfælde. Al den modvind ville få de fleste til at give op. Men Softporn var stædige, hvad angik deres musik. Den skulle ud.
2003 var derfor et vigtigt år for bornholmerbandet, hvor Softporn spillede på Roskilde Festivals daværende Campingscene. Klos op ad jernbaneskinnerne stod en interimistisk stilladsscene med et lille scenegulv, som var hævet cirka en meter. Vi er i en tid, hvor festivalgængerne hev en klapstol og en kasse øl ned foran scenen og så tilbragte de hele dagen dér – i hvert fald de musikinteresserede af dem.
Softporn havde brugt deres tid fornuftigt på at skrive en masse nyt materiale, og det skulle luftes på Roskilde Festival som en ny slags start. Bandets var musikalsk opflasket af en tid, hvor den bredpenslede 90’er-distortion á la Hum og The Smashing Pumpkins var gud. Samtidig tillagde de deres guitarhug en masse finesse i kraft af sjove taktarter og rytmeskift – altid med en tung bund. Og så var esset frontmand Kristian Finne Kristensens helt florlette vokal, der også kunne bide fra sig, som hvis Mews Jonas Bjerre sang i et regulært støjrockband.
På den lille Roskilde-scene var femmandsbandet (selvfølgelig!) armeret med hele tre guitarer, og deres leverance åbnede for alle sluser. Softporn spillede nærmest, som gjaldt det livet. Det gjaldt i hvert fald den ekstra chance. Jeg husker gamle hits som “Rabbit Island” og nye ørehængere som “5 Wheel Drive”, som først skulle se lyset på en egentlig debutplade fem år(!) senere, hvor bandet Google-klogt nok havde skiftet navn til The River Phoenix. Da syntes tiden at være løbet fra det guitartonsende udtryk. Musiklytterne kiggede i alt fald andre steder hen.
Men lige dér på Roskilde Festival i 2003 var Softporn på pletten med den rigtige lyd til det rigtige tidspunkt, hvor forvrængede guitarer stadig var i høj kurs.
(Anders Hjortkær)
Sonic Youth, Arena, 30.06.2005
Jeg mønstrer nok lige store dele benovelse og skepsis for alle jer (læs: min far), som kan berette indgående om koncerter fra jeres ungdom. Ja, jo, historien udfoldede sig lige dér for dine øjne til Led Zeppelin i K.B. Hallen i 1973. Men kan du rent faktisk huske koncerten, eller er dit minde primært, ja, en historie?
Jeg anmeldte ikke Sonic Youth på Arena på Roskilde i 2005, så jeg har ingen andre personlige noter at trække på end erindringens. Jeg kan selvfølgelig begynde med det, som de fleste andre end måske Donald Trumps presseafdeling nok vil gå med til at kalde rimelig håndfaste fakta: Sonic Youth var på tour med Sonic Nurse-pladen, og de spillede en hel del numre derfra. Så langt bakker Setlist.fm mig trods alt op.
Thurston Moore brugte også en rum tid på at ligge på scenekanten og gnide sin guitars gribebræt imod sit skridt, og herfra bliver det mere mudret. Ved min side stod en sød fyr, som jeg havde haft held til at dele campingstol med aftenen før. Der var berusende, frenetisk støj og tanken om måske at få mulighed for at prøve at gennemføre et samleje. Hvad, der udsprang af hvilke fysiske omstændigheder, er svært at sige.
Hvis mit liv var en Anders Bodelsen-novelle, var Arena vel drivhuset, kunne man have tænkt, hvis man var gammelklogt anlagt. Men jeg havde ikke læst noget Anders Bodelsen dengang, tror jeg, så det tænkte jeg nok ikke. Ærligt talt også en lidt stenet ting at stå og tænke til Sonic Youth.
Det sandeste, jeg i dag kan sige om den koncert, er vel, at koncerten er indkapslet i en art rav gjort af fortidige safter. Jeg kan holde den op mod lyset og skimte noget, der måske antager en plausibel form. Og så kan jeg jo prøve at mane en fortælling ud af skyggespillet derinde.
Sonic Youth på Roskilde Festival i 2005 var fedt. Thurston Moore og Kim Gordon var stadig gift, rocken og kærligheden levede, og verden var i det hele taget et smukkere sted dengang. Den historie vil jeg prøve at tørre af på nogle unge mennesker en dag. Måske skal jeg lige blive lidt ældre.
(Signe Palsøe)
Björk, Orange Scene, 05.07.2007
Det var det år, hvor det regnede. Altså REGNEDE. Hvor Roskilde Festival var godt på vej til at blive transformeret til et veritabelt Atlantis – en spand regn ad gangen. Det år, hvor hele campingzoner blev til søer, og hvor de fleste var tæt på færdige, før musikdagene overhovedet var begyndt.
I 2007 var Björk et af festivalens absolutte hovednavne, og hun var højaktuel med albummet Volta. Klokken 22 skulle hun indtage Orange Scene, og 18 timers uafbrudt regn til trods var en gigantisk menneskemængde klar til Björk. Vi ventede længe for at få plads i pitten, var for længst blevet gennemblødte og var nu mere eller mindre bare hundredvis ventende, multifarvede regnsæt og en vis mængde sorte, glinsende affaldsposer med hul til hoved og arme.
Da ventetiden endelig var slut, lagde Björk og hendes store band kraftfuldt ud med den (dengang) nye ”Earth Intruders”. Derudover var det for mig – og formentlig temmelig mange andre – en kæmpe oplevelse at komme igennem talrige numre fra mesterværket Homogenic. Som altid til Björks koncerter – om vi så snakker Roskilde Festival i 2007, 2012 eller NorthSide i 2018 – formår hun i den grad at iklæde sine sange nye musikalske dragter live. Her på Orange Scene med 10 personers kor, der levendegjorde den intense ”Pagan Poetry” og spillede messingblæsere på eksempelvis ”5 Years”. Et skønt liveløft til sange, man ellers ikke troede kunne løftes yderligere.
At koncerten nåede de højeste højder skyldtes især ”Pluto” (»Excuse me / But I just have to explode / Explode this body off me!«) ”Hyperballad” og flere af Björk og Mark Bells allermest gruskværnende beats – helt igennem perfekte til et mudret, drivvådt og træt publikum, som alle kunne ønske sig at lade kroppen eksplodere og vågne op »a little bit tired, but brand new« dagen efter.
I pitten, i regnen og i lyset fra Orange Scene med Björks fandenivoldske energiindsprøjtning flød de dansende kroppe, jordskælvsbeatsne og Björks stemme sammen. Og alle os i de glinsende regnsæt og sorte affaldsposer blev til én våd og varm dansende organisme for fødderne af Björk.
For mig var det en kæmpe oplevelse. Og et perfekt eksempel på de dér Roskilde-koncerter, der bliver så meget bedre af, at man har lidt for dem først.
(Camilla Grausen)
