Læs også de øvrige afsnit i vores artikelserie om skribenternes Roskilde-minder:
20 år med Roskilde Festival – et redaktionelt retrospekt, del 1
20 år med Roskilde Festival – et redaktionelt retrospekt, del 3
Malk de Koijn, Arena, 04.07.2009
Jeg er rimelig sikker på, at Malk de Koijns genfødsel på Arena i 2009 var første gang, jeg for alvor tog mig selv i at føle, at Roskilde Festival var noget langt større end bare en festival.
Jeg ved selvfølgelig godt, at ganske mange helt sikkert var taget over til Orange Scene for at se Pet Shop Boys, men lige her – på det her eksakte tidspunkt – ved Arena føltes det unægteligt, som om alle i vores helt eget lukkede Roskilde-økosystem var til stede for at opleve Malk de Koijn.
Trioen havde godt nok kun været væk i fem år, men »absence makes the heart grow fonder« og alt det dér. Og folket var klar. Rent faktisk så klar, at de havde fyldt teltet betragteligt ud, allerede inden Fever Ray gik på scenen to timer tidligere.
Selv var jeg en noget klejn 16-årig og kunne på ingen måde se hen over menneskemængden, så jeg havde søgt tilflugt på toppen af en af festivalens pantcontainer; bygget i træ, farvet mintgrøn og pyramidisk i struktur, så man fik seriøst ondt i halebenet, mens man sad dér. Men jeg havde perfekt udsyn ind gennem det røgfyldte telt!
For selvfølgelig var Arena alt for lille til det fuldstændigt overvældende fremmøde, der mødte trioen, da de lagde ud med “Nalk” fra det tredje studiealbum, som stadig lå og ventede mere end to år ude i fremtiden. »Var det et nyt nummer?« spurgte Geolo G retorisk Blæs Bukki. »Betyder det så, at der kommer en ny plade?« fortsatte han, hvorefter publikum udbrød i et jubelbrøl, jeg til dato endnu ikke har hørt matchet på festivalen. Herefter fulgte der så to timers uovertruffen hitparade fra landets mest sublime hiphopnavn. (Nogensinde? Måske. Den aften? Uden tvivl!)
”Musclebundt”, ”De rigtige McCoys”, ”P.I.G.E”, fanfavoritten ”Vi tager fuglen på dig”, ”Jagt”, ”Jan’s break”, den altid imponerende ”Kosmisk kaos”, ”Å åå mæio” og alt, hvad der kunne kravle og gå fra Langestrandheltenes bagkatalog – det hele var der, vi var der, og Malk de Koijn var atter tilbage.
(Daniel Niebuhr)
Bad Lieutenant, Arena, 03.07.10
Der står en voksen mand på Arena med den ene hånd om halsen på sin guitar. Han holder den ud i strakt arm, på samme måde som en stolt fisker ville stå med en rekordfangst. Han burde spille på den, for der er en sang i fuld gang. Han burde også være koncertens hovedperson, men resten af bandet har ikke rigtigt fanget, at han ikke foretager sig noget. Musikken fortsætter indtil manden endelig åbner munden, men han begynder ikke at synge. Nej, i stedet brøler han »GUITAARRR!!!« med en kraft, der rammer mig som et Tony Yeboah-hug. Det voldsomme nødråb bliver opfanget af en stakkels roadie, som løber ind og prøver at genoplive instrumentet. Men der er selvfølgelig ikke noget at gøre. Dette er nemlig en koncert, hvor intet går efter planen.
Manden, vi alle undrende kigger på, er Bernard Sumner – en kolos i musikhistorien. Bandet er Bad Lieutenant. Og de har gang i en perfekt katastrofe denne lørdag aften. Der er desværre ikke så mange, som overværer den. Måske var det øl og solskin, der vandt kampen over rocklegenden. Teltet er i hvert fald markant større end interessen.
En af dem, der nok ville ønske, at han var i en mojito-kø et sted frem for bag knapperne i Arena, er den stakkels lydmand. Ham har Sumner skreget ad længe, inden han kvalte og tilsyneladende myrdede sin guitar. Men bevares, det lyder da også helt af helvedes til, dér hvor jeg står.
Elendigheden peaker under “Bizarre Love Triangle”. Der er ellers stor jubel, da Sumner annoncerer, at de skal spille denne højtelskede New Order-klassiker. Keyboardet punkterer dog hurtigt de høje forventninger, og uanset hvor meget de drejer på knapperne og puster i kablerne, kommer der ingen lyd. Sumner hyler igen bebrejdende mod lydmanden: »Who’s in charge here??!« Det er i hvert fald ikke den rasende englænder. Efter tre-fire mislykkede forsøg kommer bandet omsider igennem nummeret, men den trykkede skilsmissestemning på scenen har allerede spredt sig til det modne publikum. Måske er det for at løfte humøret i teltet, at bandet til sidst hiver Joy Divisions nedturs-evergreen “Love Will Tear Us Apart” frem. Selv dén formår Sumner at gøre til en bizar og tragikomisk oplevelse, da han konstant forsøger at pifte de resignerende ord fra Ian Curtis op ved at skrige »COME ON!« mod de få i Arena, som har valgt at følge nedsmeltningen til dørs. Et WTF-øjeblik blandt utallige denne aften.
Under en af de mange seancer, hvor bandet prøver at spille “Bizarre Love Triangle” ryster Sumner opgivende på hovedet, inden han fortabt råber »The moment’s GONE!« Men han tager helt fejl. Dette moment af komplet kontroltab, scenesammenbrud og voksenskældud for åben mikrofon bliver hos mig for evigt.
(Kasper Würtz)
Portishead, Orange Scene, 01.07.11
Min første Portishead-CD købte jeg af en kollega i den bagerbutik, hvor jeg var ekspedient i 15-16-års-alderen, og til den første musiktime i gymnasiet var det ”Cowboys” fra selvbetitlede toer, jeg satte på. Det var dengang, britisk triphop var begyndt at blive allemandseje – men det vidste teenagerne i Ballerup tilsyneladende ikke, og mine nye klassekammerater var ikke imponerede. Jeg var til gengæld helt oppe at køre over den her forvrængede kombination af det tilbageholdte og det ekspressive, der efterlod én smeltet i hypnose.
I 2011 var det den vigtigste koncert på hele Roskilde Festivals program. Vi var en gruppe venner, der havde gejlet hinanden op, og alligevel var vi også skeptiske. Hvordan kunne trioen nogensinde leve op til vores forventninger? Vi stod ret langt væk fra scenen – omkring den asfalterede sti – men pladsen foran Orange var også fyldt godt op af cirka 20.000 publikummer, og jeg er en lille lort, der aldrig kan se oppe foran.
På trods af afstanden havde Portishead os fra starten af. Beth Gibbons rakte sine tentakelarme langt ud over den aftenmørke dyrskueplads og hev fat i os; greb os i kraven, så det stod ud fra øjnene. Hvordan kunne musik være så skrøbelig og så insisterende på samme tid? Third var udkommet nogle år før koncerten, og de maskinelle trommer, der er så kendetegnende for det album og et nummer som ”Machine Gun”, stod ekstremt skarpt under den orange kæmpebaldakin og leverede den perfekte massive modvægt til Gibbons’ sårbare vokal. Akkurat som de knugende smukke udgaver af ”Roads” og ”Glorybox” fra debuten gjorde.
Som forventet var der ikke meget direkte kontakt til publikum undervejs. Desto vildere føltes det, da Gibbons på et tidspunkt ligesom gav slip på sin henførthed og løb ned langs den første publikumrække, gav hånd og røg med på en cigaret, som en eller anden gav hende. Der skreg vi til hinanden: Hun røg med på en cigaret! Som om det var det mest klare symbol på menneskelighed, man kunne forestille sig fra den lille guddom.
I min seksstjernede anmeldelse fra dengang skrev jeg, at koncerten personificerede »ensomhedens vedholdende og paradoksale skønhed« At selv pauserne mellem numrene blev til musik. Det fortjener da også fuld plade.
(Anna Møller)
