Koncerter

Le Tigre, 01.06.23, Primavera Sound, Barcelona

Foto: Christian Bertrand
Skrevet af Daniel Niebuhr

Le Tigre leverede måske akkurat et nostalgisk gensyn for de mest dedikerede fans, men derudover blev newyorkertrioens koncert kun plaget af beskæmmende dårlig lyd og et ligegyldigt output, hvad angår musikalsk indhold.

En hurtig antagelse: Le Tigre torsdag nat på Primavera Sound kan nærmest kun have været en godkendt oplevelse, hvis man i forvejen var seriøs fan af Kathleen Hannas ellers relativt roste sideprojekt.

Udfordringen var nemlig, at trioen på scenen fremstod meget langt fra deres heyday, som efterhånden ligger mere end 20 år tilbage i tiden – hvor de spillede electropunk, før det var cool. Om nogen gjorde Le Tigre genren cool i kølvandet på deres selvbetitlede debut fra 1999, mens mange andre håbefulde forsøgte at gøre dem kunsten efter. Nu var de så draget på deres første turné siden 2005 – »sidst vi spillede i Spanien, var der nogle, der lå og fistede hinanden på scenen,« bedyrede Hanna.

Lyden havde band såvel som festival dog angiveligt ladet ligge på et dunkelt newyorker-venue i 2005, for der var fra første færd mange fejlelementer i det generelle lydbillede, som i sin minimalistiske DIY-ånd ellers ikke burde være særlig svært at navigere i. Vigtigst (og værst) af alt var alle tre bandmedlemmers vokal var så lav, at de præprogrammerede kor-vokaler på de forskellige numres backtrack konstant overdøvede kvinderne på scenen, bortset fra når JD Samson sang ind i sin medbragte megafon. Flere gange i koncertens indledende fase overvejede jeg derfor, om det hele (pånær megafondelen) måske var playback. Og da der endelig kom styr på vokalfronten, fremstod især Hanna helt kunstig og druknet i effekter i et utiltalende modspil til de meget rå og upolerede lydflader, der karakteriserer Le Tigres identitet.

Undervejs formåede at de involverede parter derfor at få “Eau D’bedroom Dancing”, “Whats Yr Take on Cassavetes” og “Shred A” til allesammen at lyde ganske elendige, hvilket ikke ligefrem er til den største hjælp, når bandets kompositioner – med al respekt – rent musikalsk ikke indholder særlig stor dybde. De mest positive referatpunkter må næsten være, at vi kunne følge med i den udechifrerbare lyrik på skærmen bag bandet, og at samtlige indslag blev leveret i punkens ånd – kortfattede og direkte – hvilket gav plads til Hannas ofte morsomme og relevante taler mellem enkelte numre. Man forstod i disse momenter fint, hvorfor trioen har den position i blandt andet queer-miljøet, som de nu engang har, samt vigtigheden af de debatter, der bliver rejst i disse tider – især i USA. Derfor virkede det også direkte hæmmende, at lydniveauet var så gennemgående lavt. Eksempelvis begyndte en gruppe spaniere nær mig fejlagtigt at tiljuble »kvinders ret til at bestemme over deres egne kroppe, retten til fri abort samt transkønnedes rettigheder,« udelukkende fordi de ikke havde hørt, at Hanna i virkeligheden talte om forbud af disse.

Men det var selvfølgelig stadig musikken, der var i fokus, og her kunne Le Tigre i absolut yderste tilfælde lige svinge sig op til at servere godkendte udgaver af “F.Y.R.”, “Hot Topic” og (ja, selvfølgelig) lukkeren og hittet, “Deceptacon”. Resten af trioens performance var simpelthen et væld af kunstneriske såvel som tekniske fejlslutninger, som jeg som tilhører faktisk blev en smule forarget over at skulle være vidne til. Det kan også bare være, at der var nogle til lejligheden stilistiske valg, som går hen over hovedet på mig, eller om det bare skyldes, at jeg i overført betydning måtte nøjes med at stå udenfor og kigge ind i en tidslomme gennem et nostalgisk vindue, fordi jeg ikke var der til at gennemleve hele scenens storhedstid. Dårligt var det i hvert fald.

I det mindste skal de have point for at holde den #ægte.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply