Sidste år kunne man ikke komme nogen vegne på Primavera Sound. Post-corona-festivallandskabet havde ændret spillereglerne og skabt en nærmest uudslettelig sult hos koncertgængere verden over. Derfor blev 2022-udgaven af Europas bedste og smukkeste, campingfrie musikfestival – på trods af to weekender med et fuldstændig overvældende line-up – rent logistisk en frustrerende, kaotisk og til tider klaustrofobisk oplevelse.
I år kunne festivalen imidlertid ikke tænde for de røde lamper omkring “udsolgt”-skiltningen – heldigvis. For det var akkurat som at være tilbage til tiden før corona, hvor 2023 mindede mere om 2013 end den ukontrollerbare størrelse, Gabi Ruiz og co. havde fremmanet i fjor. Det gjorde det meget nemt at komme helt tæt på selv de største koncerter, hvor det vel kun var Depeche Mode og Rosalía, som for alvor formåede at gøre pladsen foran de to hovedscener trang. Måske havde arrangørerne bare lidt for høje tanker om deres festival efter sidste års succes, for der var ellers ikke sparet på de store armbevægelser. Ganske vist havde man sagt farvel til strandområdet, der så dagens lys i 2016, og som nu kun bliver brugt til Brunch at the Beach-søndagsarrangementet, men som erstatning havde man kreeret den massive Amazon Music-scene nær festivalpladsens indgang, som mangt et orkester havde svært ved at fylde ud. Ghost, Darkside, og Wednesday spillede alle for halvfulde huse, hvilket blot udgjorde en ekstra streg i regningen for en festival, som i forvejen lader til at træffe nogle underlige valg, hvad angår scenefordelinger for deres mere end 200 optrædende navne.
Når det så er sagt, findes der simpelthen ikke et bedre sommerfestivalprogram på kontinentet end Primavera Sound. Hvad end man er til rock, pop, metal, hiphop, electronica, indie, noise, punk, J- eller K-pop (mere om det senere), var der som minimum et eller andet, der måtte tiltale ens smag. Og om ikke andet bød det voluminøse program mere end noget andet på muligheden for at gå på opdagelse, hvilket nu engang er det mest appellerende som festivalgænger.
Således også for Undertoners udsendte, der foruden vores normale anmeldelsesplan både fik mulighed for at gå på opdagelse i nyt og gammelt – og som regel med ganske gode koncertoplevelser til følge. Det samler vi derfor op på nedenfor, mens vi selvfølgelig ser frem mod endnu en tur til det spanske igen i 2024.
(Husk, at du også kan gå på opdagelse i hele vores dækning af Primavera Sound 2023, som du finder lige her.)
Gallus, 01.06.23
Nogle gange skal man bare gå med sin mavefornemmelse – også selvom denne måske skulle være bygget på et helt tilfældigt møde på en bar i Barcelona, hvor man egentlig bare tog et kort pitstop, inden man skulle se Black Country, New Road.
Men det var nu engang sådan, vi overhovedet blev opmærksomme på skotske Gallus’ eksistens, da vi fejlagtigt antog dem for almindelige festivalgæster, (og de fejlagtigt antog os for at være skotter på grund af min skotske landsholdstrøje). I stedet kunne de informere os om, at de rent faktisk gæstede en af Primavera Sounds betydeligt mindre showcase-scener. Og for en festival, der i forvejen var en anelse sparsom på mere slagkraftig rock (og i særdeleshed punk), virkede Glasgow-kvintetten som et oplagt skud tonsende guitar til øregangene. Det var alligevel kun en halv torsdagsaftentime, det drejede sig om – det kunne vi sagtens klemme ind i vores tidsplan.
Hvad, jeg til gengæld ikke var forberedt på, var, hvor meget bedre skotterne egentlig tog sig ud foran deres lyserøde/lyseblå bagtæppe end på de studieudgaver, der ligger tilgængelig online. Det er et band, der er skabt til at spille live, med posen fyldt med de mest ørehængende skæringer og de ældste (men alligevel mest effektive) tricks i bogen. Og så hjælper det selvfølgelig at have en frontmand med samme uforfalskede karisma som Barry Dolan.
Selv på afstand når man bevægede sig lidt væk fra scenen, var der fuld opbakning til numre som “Eye to Eye”, “Moderation” og den uforlignelige “Fruitflies” (alle fra den kommende debut, We Don’t Like the People We’ve Become) fra både skotter og spaniere – men næppe lige så meget som fra den nye, danske superfan, som Gallus vist unægteligt fik scoret sig helt nede foran scenen.
(DN)
—-
En scene for enden af en lillebitte tange omringet af det smukkeste blå Middelhav? Tjek. Solnedgang? Tjek. Tynd, spansk lager og brændevin i blodet? Tjek. Et britisk punkband i samme ånd som Shames debutplade og med en frontmand som Idles’ arrige Joe Talbot? Tjek! Uha, hvor kan jeg love for, at Gallus fik sig en ny fan i mig.
Jeg kendte så godt som intet af musikken (og havde vel hørt én sang på streaming, da vi meget berusede kom hjem fra vores første run-in med dem to dage forinden, samt ét omkvæd under lydprøven), men det var på en eller måde heller ikke det mest interessante ved skotterne i det pivfriske punkband. De var charmerende på den der kerneklassiske punkfacon, hvor man har fornemmelsen af, at fem venner har siddet på en tilrøget pub i Glasgow og besluttet sig for at leje et billigt øvelokale og trykke den af – »for det kan vi da også finde ud af!« Den DIY-ånd er jeg altid til fals for, og så er det mindre vigtigt (i hvert fald i et liveformat), om sangene besidder den store originalitet.
Energien var elektrisk, og Dolan var fuldstændigt ligeglad med, at de måske var festivalens mindst kendte navn – han vandrede rundt blandt publikum og råbte dem i ansigtet, som for at opildne dem til at slås. Der skulle da heller ikke mere til før man forsøgte at sætte gang i en omgang moshpit og råbe med i mikrofonen på det catchy omkvæd på “Fruitflies”. Jeg skreg i hvert fald med på »my friend’s got a head disease!”
(HMD)
Foto: Daniel Niebuhr
Black Country, New Road, 01.06.23
Torsdag eftermiddag var jeg eddermaneme så heldig at se et af mine favoritbands fra den sprudlende, engelske eksperimentalrockscene for tredje gang på et år. Første gang var en rørende oplevelse på en passende størrelse scene under mit første Barcelona-visit sidste år, anden gang var sidste tirsdag på en mørk klubscene ligeledes på Primavera Sound. Tredje gang skulle forestillingen stå sin prøve på festivalens absolut største scene. Vi snakker en plæne, der optager mere plads end arealet foran Orange Scene, og det var lige netop derfor, jeg især frygtede denne. Kunne den, bevares hypede, men relativt unge og ikke vildt tilgængelige sekstet spille den store scene op? Jeg endte dog med at være mere overbevist, om at det nok skal gå, når bandet spiller i det ligeledes store Arena-telt på årets Roskilde Festival, end jeg var efter tirsdagens venuekoncert.
Det kræver muligvis bare, at et af medlemmer har fødselsdag. Charlie Wayne, bandets gladeste og ofte sjoveste medlem – mester ud i at banke trommeskind og kobberbækkener og afgjort den mest underholdende af de seks at kigge på – ja, han rundede 1. juni de 24 gange rundt om solen. Der var fødselsdagssang fra publikum, og bandet havde selv medbragt bobler til deling. De festlige løjerligheder i eftermiddagsvarmen gav et passende afbræk fra bandets mere seriøse og – hvis man skal være en anelse kritisk – konservatorieprægede kompositioner.
Det hele blev lige hevet ned på det fællesskabsfremkaldende niveau, som jeg egentlig synes, Black Country, New Road typisk udstråler, men som i den grad manglede under sidste tirsdags koncert. Om det var fødselsdagen, der gjorde at, bandet både sang og spillede bedre, kan jeg naturligvis ikke afgøre – men jeg ved, at jeg glemte alt, om at de spillede på en meget for stor scene, da min øjne fikserede på Charlie Waynes utrættelige kamp mod sit trommesæt, som bogstaveligt talt væltede omkring ham.
Tillykke med de 24!
(HMD)
Foto: Clara Orozco
Blur, 01.06.23
Britpopperne i Blur er tilbage på scenen, og efter deres show på Primavera Sound, tænker jeg bestemt, at jeg tager i pitten på Orange Scene senere på måneden. De har ikke ligefrem revolutioneret koncertformatet eller genopfundet den dybe tallerken med deres nye materiale, men jeg forstod egentlig meget godt, hvorfor de blev så populære der i 90’erne. I modsætning til visse andre gamle, britiske legender på årets festivalprogram, så synger Albarn stadigvæk overbevisende, imens han springer badut på den store scene. Han virker egentlig både enormt sympatisk, rolig og som en genial frontmand.
Når man så ovenikøbet har en af britpoppens bedste guitarister i Graham Coxon, så spiller det hele egentlig som det skal. Også når han spiller med andre ting end sine fingre, for så latterligt som det lyder, så spillede Coxon guitar med sin røv på et tidspunkt – et syn, jeg aldrig havde regnet med at skulle sige. Ikke desto mindre var det ret sjovt, og det passer meget godt på mit billede af Blur som et rimelig fjollet band. Men fjollet kan bestemt også noget. Specielt på en sommeraften, hvor en god sætliste og et band, der virker ret glade for at spille sammen igen, kan samle både fans og nytilkomne til fællessang og dans.
(HMD)
Foto: Christian Bertrand
Karate, 02.06.23
Det burde være ulovligt at være så cool i tofarvet dobbelt-denim, som det var tilfældet for Karates Geoff Farina fredag aften, mens han nedstirrede månen over Barcelona under bassist Jeff Goddards smooth c-stykketema på “Sever”. Han mente selv, at Boston-trioen vist ikke havde spillet i Barcelona i henved 20 år; og beklagede sig desuden over, at håret – i modsætning til medlemmerne i Primavera-husorkesteret Shellac, der startede deres karriere nogenlunde samtidig – i mellemtiden langsomt var forsvundet. Men hvad fanden gør det, når tidsmaskinen øjensynligt var indstillet til 1998, og den nedfældede sætliste vel bedst kunne oversættes til “massiv!”
For Karate blev mit perfekte første møde med et band, jeg er alt for ung til at kunne have haft nogen som helst vished om, da de var aktive første gang, men som efterfølgende har sneget sig mere og mere ind på min radar. Og mens den catalanske himmel skiftede kulør fra lyseblå til orange, lyserød og til sidst denim-mørkeblå, var der ikke andet for end at tænde en smøg og nyde et sæt fyldt med bandets intrikate fusion af jazz, emo, 90’er-alt.rock samt en masse andre små genrefragmenter. Læg dertil et Primavera-lydbillede så glasklart, så det for mit vedkommende kun er Slowdives koncert i 2018, der i retrospekt fremstod tydeligere. “There Are Ghosts”, “Small Fires”, “Original Spies”, “Sever” og liste så alenlang med de bedste af trioens numre nåede vi igennem undervejs, samtidig med at vi også formåede at besøge samtlige af bandets udgivelser fra den selvbetitlede 1995-debut til 2004’s Pockets. Og blot lige for at blive ved “Sever” havde Karate tilpasset nummeret til bedre at klæde Farinas ældre og dybere stemme end ved udgivelsen i 2000 ved at spille de første par vers og omkvæd én toneart lavere, hvilket kun gav nummerets sørgmodige udtryk endnu større gravitas.
Flottest var dog den mere end 10 minutter lange udgave af “This Day Next Year” med sin uendelige, melankolske afslutning. De kunne uden problemer have spillet dén outro helt frem til lørdag morgen, og det ville ikke have været et sekund for meget. Gåsehud, mand!
(DN)
Foto: Clara Orozco
Kyary Pamyu Pamyu, 02.06.23
»Det mener du ikke?« siger Holger til mig, mens han ryster på hovedet. Blot fordi jeg overhovedet har formastet mig til at sige, at lige præcis denne her koncert – i det her magiske øjeblik klemt inde mellem bådehavn og Boiler Room; mellem Goat Girls stenede indierock og Unwounds inderlige støj – skal foreviges i lige præcis denne her artikel.
Men årsagen er simpel nok: Kyary Pamyu Pamyu er de sjoveste 60 minutter, jeg har haft på Primavera Sound – nogensinde!
Rent musikalsk er det japanske foretagende med den nærmest anime-kunstige sangerinde Kiriko Hayama i front langt fra de hvide-mænd-med-guitarer-dyder, vi (sommetider lidt for tit) ynder at dyrke her på Undertoner. Rent æstetisk er det på ingen måde heller Undertoner-materiale med puffede tylskørter og et sukkersødt farveskema så lyserødt som den Loose Ends-trøje, vi spottede tidligere på dagen. Men Undertoner har også handlet om at finde de nye strømninger, og efter at have misset Dreamcatchers meget omtalte optræden i fjor, blev vi simpelthen nødt til at få taget vores mødom udi ægte J- og K-pop, som eksempelvis Roskilde Festival stadig ikke har formået at få booket.
Og i et rent if you can’t beat them, join them-øjeblik hengav vi os ekstatisk til fjollede numre som “PONPONPON”, “Cherry Bon Bon” og “Kyary ANAN”, mens Hayama og hendes to dansere dikterede vores arme til henholdsvist høje og venstre. Jeg dansede med. Alle dansede med. Selv Holger dansede med – resignerende over for Kyary Pamyu Pamyus charme og uimodståelige popmelodier.
(DN)
Foto: Clara Orozco
Cloud Nothings, 04.06.23
Cloud Nothings er et kæææmpe guitarband. Fuldfede forvrængede guitarmelodier, der hænger så godt fast i ørerne, at det halve kunne være nok, er Dylan Baldi og kompagnis røde tråd. Men selvom der var skruet godt op for den seksstrengede på det tætpakkede venue Paral·lel 62 søndag aften (på nedvarmningsaftenen så at sige), så var det altså trommemishandler Jayson Gerycz, der løb med langt det meste af opmærksomheden. Selv Baldi blev mere eller mindre oprigtigt irriteret på sin bandkammerat, der blev ved med at vælte de mikrofoner, der skulle opfange maskingeværssalverne. Roadies og lydteknikere befandt sig formenligt på scenen i halvdelen af koncerten, og da to trommestikker var blev hærget ihjel under den indledende tretrinsraket “Now Hear In”, “Modern Act” og “Stay Useless”, kom jeg da også i tvivl om, hvorvidt de trommer overhovedet behøvede at være mic’et op.
I al fald brugte jeg det meste af det timelange sæt på at stirre måbende, mens Gerycz’ leverede flere trommeslag i sekundet, end jeg nogensinde har oplevet nogle gør. De gange, jeg så kiggede til venstre, kunne man få smilet på til synet af den mest festlige moshpits, Primavera Sound overhovedet havde at byde på i år. Den startede øjeblikkeligt fra første sang og fortsatte ellers hele vejen til koncertens afrunding. Omtrent 20 mennesker begav sig også op til bandet for at stagedive med mere eller mindre held. Alle var dog så hurtige, at de slap fra den sikkerhedsvagt, der forgæves forsøgte at kontrollere galskaben. Som at se en fangeleg for voksne med 100 kilometer i timen.
Det skal også siges, at Cloud Nothings havde truffet den helt rigtige beslutning ved at spille et all-killer-no-filler-sæt udelukkende bestående af bandets bedste emo/støjpopperler, så det var svært ikke at lade sig rive med. Om jeg selv deltog i de fysiske anstrengelser, vil jeg ikke komme ind på, men efter koncerten var jeg badet i mere sved, end jeg var til Idles’ koncert på Roskilde Festival i 2022, og det siger ikke så lidt. Komplet vanvittigt og ikke mindst fænomenalt.
(HMD)
Foto: Christian Bertrand
Primavera Sound 2024 finder sted i Barcelona 30. maj-1. juni 2024 samt Madrid 6-8. juni 2024.
Early Bird-billetsalget til Primavera Sound 2024 kører 4-5. juli 2023.
