Så havde vi balladen igen med festivalens alt for høje ambitioner for lokale og nationale navne, hvis popularitet slet ikke matchede hverken scene, tidspunkt eller sågar stemning. Belako og Hinds’ koncerter – i spændingsfeltet mellem det pinligt intetsigende og trods alt godkendte – popper hurtigt frem i hukommelsen, hvor det var meget tydeligt, helt nøjagtigt hvor svært Primavera Sound har med at booke spanske navne på deres allerstørste scener.
For galiciske Bala – duoen bestående af guitarist Anxela Baltar og trommeslager Violeta Mosquera – var opgaven dog ikke at nedlægge en af de to hovedscener, men i stedet amfiscenen Cupra i mellemstørrelse, der alligevel huser en relativt stort danse- og moshpit-venligt gulv nede foran scenekanten. Netop dette var befolket af lige præcis fem mennesker, da duoen fåmælt trådte frem fra bagtæppet, og Baltar betvang sin mørkeblå SG, så fuzztonerne hurtigt strømmede ud over de få fremmødte, der hurtigt fik selskab af langt flere.
For Bala er relativt populære i spanske metalkredse, hvor deres stoner-tunge guitar/tromme-kombination ikke kræver nogen særlig introduktion for at blive klog på. Nogle gange lød de som High on Fire; andre gange som tidlig Royal Blood, og det føltes ret befriende at opleve et band, der mestrer begge yderpoler i dét spektrum. De to kvinder deler samtidig også forsangertjansen, (selvom Baltar indtager rollen lidt oftere end sin bandkollega), men Mosquera dukkede sjældent op i lydbilledet. Det var nu ikke, fordi hun ikke sang igennem. På videoskærmene kunne man i hvert fald tydeligt se, hvordan hun skrålede og tæskede løs bag sit trommesæt, men mange af “hendes” numre fungerede i stedet mere som instrumentaler.
Heldigvis var det Baltar, der styrede vokalen på de mest medrivende momenter i den bagende eftermiddagssol. “Agitar” fra 2021-pladen Maleza gav et tidligt fingerpeg om, at Bala fremstår stærkest, jo langsommere deres numre bliver. Og omvendt blev en punket sag som “X” lidt for hastig for duoen, hvor det for Mosquera kneb med at dobbeltjobbe både tønder og mikrofon. Et sted midt imellem havde de også held med at emulere en smule Red Fang på “Tripas Chained” fra debuten, Human Flesh, mens Mosquera slap rigtig godt fra sit bidrag på den buldrende “Bessie”. Denne var desuden en del af en tretrinsraket med de sidste tre skæringer på Maleza, hvor overgangene fra smadder til endnu mere smadder (og slutteligt tredobbelt smadder) tog sig ganske fint ud i livehenseende.
Sammenlignet med især Hinds-koncerten fra indledningen, levede Bala ganske fint op til mine i forvejen sparsomme forventninger. Men de er trods alt et mindre appellerende navn i det store hele, i og med at deres tunge(re) profil ikke passer helt lige så godt ind i Primavera-økosystemet som solskins-indie. Derudover kunne det da godt ærgre mig en smule, at vi ikke fik nogen smagsprøver fra Balas kommende, fjerde udgivelse, Emoción, som duoen allerede er gået i gang med at indspille. Og så havde det bestemt ikke skadet det samlede helhedsindtryk, hvis Bala havde fået lov til at svinge garnet i en sen, sen nattetime på (eksempelvis) Primaveras mindste scene, hvor festivalen tidligere har haft rigelig med succes med at skemalægge tonstung rock og metal.
