Det er altid lidt spændende at gå til koncert med bands, der havde deres storhedstid for 35 (+/-) år siden. Særligt med bands, der kan være gamle helte, hvor man knytter både barndomsminder eller teenageforelskelser til musikken. Spændende på den måde, hvor man glæder sig til at mærke følelsen af nostalgi blusse op og kæle for hjertet, men ligeledes er bange for, at bandet fejler, spiller dårligt eller et eller andet bare går helt forkert, og koncerten ender med at gøre mere skade end gavn – en koncert, hvor de gode minder bliver mærket af uhelbredelige ar. Det var meget med den på, at jeg gik til koncert med New Order, som jeg har haft den glædelige fornøjelse af at se spille en blændende koncert på Roskilde Festival i 2016. New Order ødelagde på ingen måder mit forhold til dem på Primavera Sound, men de fortalte mig muligvis, at pensionen skulle have indtruffet for nogen tid siden.
Efter de nødvendige og tilsyneladende for-Primavera-obligatoriske markante lydjusteringer under de første par numre, sad lyden ret perfekt i skabet, ser man bort fra en lidt for lav leadvokal fra Bernard Sumner. Bassen, som spiller en af de vigtigste roller i bandet, var dejligt høj, og Stephen Morris’ trommespil skar fint igennem de lækre lag af synth og keys fra Gillian Gilbert. Morris spiller i øvrigt stadigvæk trommer, som stod Martin Hannett og pustede ham i nakken: Ekstremt tight så man let glemmer, at manden er 65.
Det samme kunne ikke siges om Sumner, som fra tid til anden havde meget svært ved enten at ramme tonerne eller komme rigtig ind i versene. Det lød sgu bare lidt for off. Det var heldigvis ikke hele tiden tilfældet, og de lyse stykker i “Temptation” blev leveret, som var det en optagelse fra 1982. Men kigger man på mandens sceneoptræden, var alderen også tydelig. Flere gange stod han med den ene hånd i siden og bevægede sig sløvt frem og tilbage. Han prøvede at danse, men så alligevel ikke rigtig. Det var ærligt talt lidt sørgeligt at se på. Og de utallige gange, mikrofonen blev peget ud mod publikum, virkede mere stadionagtigt end nødvendigt. Men så igen – det virkede jo. Publikum var eksalterede, og der blev sunget med på langt de fleste ord. I momenter overdøvede det Sumner, hvilket desværre mest var et tegn på, at han mumlede lidt for meget.
Med det sagt var sætlisten godt kurateret til festivalen og flere af de største numre lød alvorligt godt! “Your Silent Face” med sin genkendelige melodica gav den ultimative nostalgifølelse, og “Age of Consent” fremstod som synthrockens absolut bedste nummer. Lasere, lysshow og skarptskårne visuals løftede i de bedste øjeblikke koncerten op på et end nu højere plan, hvor selvfølgelig “True Faith” også binder hele publikummet sammen til en lykkelig masse. Hvad, der nok skulle have været prikken over i’et med den efterfølgende “Blue Monday”, bliver desværre en noget fladere oplevelse. Lyden var pludseligt meget lav, som om al energien var væk, og da Gilbert endelig skal til at shine med sangens ikoniske synthstykke, ja, så kommer bedstefar-Bernard ind fra sidelinjen og tager over på tangenterne, mens Gilbert så kan stå helt misfornøjet og uforstående og skule. Musikalsk mansplaining, der var lige dele trist, komisk og desværre på Gilberts bekostning. Til allersidst blev det tid til New Orders sidste dans. Som de desværre altid har for vane at gøre, trak de en gammel kanin op af hatten og serverede den på den helt forkerte måde. En pinlig og nærmest pinagtig version af Joy Divisions “Love Will Tear Us Apart” lyder bare så forkert i de her rammer, og halvdelen af publikum sang med – og så endda forkert… Helligbrøde.
Havde Manchesters legendariske danseklub The Haçienda eksisteret i dag, og havde New Order spillet der i sin nuværende form, tvivler jeg på, at opbakningen havde været særligt stor. Men de kan stadigt spille en habil stadionkoncert, hvor nostalgien og de gode beats vejer så tungt, at publikum bliver revet med, når lige netop deres favorit kommer ud over højtalerne. Men deres faste afslutningsritual skulle have fået dødsstødet for længe siden – det er ingen pæn ting at gøre mod en klassiker.
