Ikke nok med at have udsendt årets – indtil videre – bedste alternative popalbum, Desire, I Want To Turn Into You, så var Caroline Polacheks koncert på Store Vega i februar efter sigende den perfekte popkoncert. Det var lige præcis det, jeg havde glædet mig til at opleve på Primavera Sounds hovedscene, og det var lige præcis det, som Caroline Polachek også selv gerne ville præsentere lørdag aften i det catalanske. Det var desværre bare slet ikke sådan, det egentlig gik for sig.
Til min store glæde havde Polachek tilmed truffet en beslutning, som de færreste af hendes store popstjernekolleger nok havde taget: Alt skulle spilles live, så det var et vaskeægte band bestående af guitar, bas og trommer, som stod bagerst på scenen og sørgede for det yderst vellydende bagtæppe til Polacheks himmelske vokal. Lyden var altså både varm og naturlig, og den håndspillede popmusik var en af showets største styrker. Hertil kommer naturligvis, at Polachek er en gudsbenådet performer, der ikke har problemer med alene at styre slagets gang på en kæmpestor scene. Der var ingen ekstravagante kostumer, ingen ekstra dansere eller gøgl af den ene eller anden slags. Der var bare en kvinde, der ubesværet dansede og bevægede kroppen, som fløj hun rundt i et slags hypnotiserende ritual. Hendes vokal var fascinerende, lokkende sirenesang, og det lød så magisk, da hun lagde ud med de katarsiske titelnummer fra Desire… og siden fulgte op med “Pretty in Possible” og “Bunny Is a Rider”, hvis gennemgående basmelodi ikke kunne have lydt bedre.
Men som festen var ved at komme godt i gang, blev det da også tid til at hælde grus i maskineriet, mente nogle. Ja, det mente mange faktisk. Snakken blandt publikum begrænsede sig ikke til den hvisken, man kan forvente her og dér til en kæmpe koncert klokken 23. Nej, der var højlydte, lange samtaler overalt. Jeg prøvede undervejs at rykke lidt rundt for at undgå forstyrrelserne, da en simpel tyssen ikke gjorde arbejdet, men lige lidt hjalp det. Mange var tilsyneladende kommet for at høre måske den ene single, de kendte, for så at være komplet ligeglad med resten af koncerten. Dette var selvfølgelig til stor frustration for flertallet, som derfor sjældent kunne nyde koncerten, medmindre de delte favoritnummer med de 50 nærmeste i deres periferi. Og det er lige netop derfor, jeg sjældent befinder mig til koncerter af den her størrelse – og måske særligt til popkoncerter af den her størrelse. Jeg lyder måske som en rockist, og jeg tager muligvis også fejl, men det er mit klare indtryk, at risikoen for at opleve så disproportionalt niveau af koncertsnak er større til de store popfester, fordi mange netop kun er interesserede i et par singler.
Polachek forsøgte eller virkelig at være upåvirket af situationen og holde gejsten oppe, men det var tydeligt, at hun også var ærgerlig over situationen. Decibelniveauet fra publikum havde også fundet vej til hendes ører, og hendes besnærende dansetrin og forsøg på at påberåbe opmærksomheden ved både at tale spansk og nævne, at Primavera Sound er hendes yndlingsfestival, var ikke tilstrækkelige. Selv da hun introducerede bandet, flakkede opmærksomheden, og fokus var alle andre steder. Men de af os, der lyttede, fandt da ud af, at bassisten Maya Laner var den anden korsanger, som sammen med Caroline Polachek selv gæstede torsdagens Alex G -koncert. Selv under dansable numre som den drum’n’bass-klingende “Fly To You” og “Blood and Butter”, kunne kun få folk til momentvis at danse. I sidstnævnte ærgrede det mig da også en anelse, at sækkepibesoloen blev transformeret til en guitar-ditto. For når nu man har gjort sig umagen ved en håndspillet popkoncert, kunne man måske godt på ens “favoritfestival” have fundet de sidste tunge skyts frem.
Fra albummet Pang fik vi sangen med den ironiske titel “Caroline Shut Up”, som også blev indledt med en lille stikpille til de knevrende masser. »This song goes out to everybody who sometimes need to shut up,« lød det. Men da vi nåede til det helt store hit “So Hot You’re Hurting My Feelings”, var slaget allerede tabt. Ligegyldigt hvor meget folk sang med og dansede, så var Polacheks gejst slukket og tålmodigheden opbrugt. Så professionel som hun var, gjorde hun selvfølgelig alt rigtigt: Fortsatte dansen og sang igennem, som var det for sidste gang. Men irritationen under smilet kunne alligevel mærkes. Det mindede mig lidt om, når folkeskoleelever mobbede vikarerne, så de endte med at gå. Det er måske et overdrevent billede, for publikum var ikke overlagte i deres handlinger – eller i hvert fald ikke konsekvenserne af dem. Men hvorom alting er, forlod Caroline Polachek scenen, 12 minutter før det var meningen. Koncerten havde al potentiale i hele verden, men lørdag aften skulle ikke være dér, jeg fik Polachek-magien at mærke helt ind i hjertet. Jeg påtænker til gengæld at tage revanche på Roskilde Festival senere på sommeren, hvor publikum forhåbentlig kun kommer for at høre god musik.
