Det var ikke, fordi de ikke prøvede, britiske Bar Italia, som de stod dér, mens skyerne trak ind over millionbyben og velsignede os med en smule let regn – som hvis man var gået efter at kopiere bandets hjemstavns typiske London-sommervejr. Lyden fra kvintettens stenede, minimalistiske postpunk kom også ganske fint ud til den relativt store publikumsskare, der helt klart havde opfanget al den hype, der har sværmet om bandet, og set dette som en sidste chance for at opleve dem, før de (måske) bliver for store. Det er efter alt at dømme gået rigtig stærkt for Bar Italia, som kun har eksisteret siden et mere udefinerbart punkt tidligt (eller måske umiddelbart inden) corona-årene, men hvis karriere for alvor har taget fart inden for det seneste år; kulminerende med deres tredje udgivelse, Tracey Denim, der udkom for under en måned siden.
Men Bar Italia er også bare et band, der qua deres musikalske tilgang og kryptiske opstart på Dean Blunts notorisk hemmelighedsfulde World Music Group, lukker sig ret meget om sig selv. Selv når de operer i dagslys, og selv når deres numre får tilført en anelse nerve og bid. Sidstnævnte fik vi efter en lidt sløv opstart endelig på tredje nummer, “Harpee”, hvor føle-føle-guitarerne endelig ræsonnerede klarere ud over pladsen. Det gav samtidig også anledning til at blive lidt klogere på gruppedynamikken blandt gruppens tre hovedmedlemmer og grundlæggere, der alle hvirvlede ind og ud mellem at stå for henholdsvis for- og korsangerrollerne.
Bar Italia har under alle omstændigheder fundet en meget god opskrift på dén front, hvor både “Punkt” og “Nurse!” fra Tracey Denim stod for et par meget gode eksempler på netop dette. Hver for sig var deres vokalinputs mindre effektfuldt, hvor Nina Cristante isoleret set er den svageste af de tre, mens guitarist Jezmi Tarik Fehmi har tilegnet sig den efterhånden noget udvandede, vrælende Elias Bender Rønnenfelt-vokalstil, hvilket ikke ligefrem fordrer bandets kamp med at konsolidere en vis originalitet. De fortsatte dog ufortrødent og var meget tro mod deres egen stil. Når deres materiale blev mere poppet – som på “Friends”, der var en kort sag med nogle stærkere guitarflader over catchy popmelodier – fungerede det desuden overraskende godt, selvom det helt klart ikke er den vej, de helt objektivt fremadrettet bør følge.
I stedet efterlyser jeg, at deres primære udtryk bliver en anelse stærkere i liveformat. For mig bestod Bar Italias største udfordring nemlig i, at jeg som lytter blev efterladt med en ærgerlig følelse af, at jeg egentlig bare havde hørt lige netop dét her band og lige netop denne her type postpunk før. Måske er det en del af ”farligheden”, der aftaget, når man vælger den mere tilbagelænede tilgang til genren, som det er tilfældet med Ought, der imidlertid kompenserer ved at råde over nogle særdeles mindeværdige sange i deres bagkatalog. Eller så var det bare ikke lige i dag, at Bar Italia skulle have held med fuldstændig at spille på alle parametre.
