Koncerter

Unwound, 02.06.23, Primavera Sound, Barcelona

Foto: Argiris Liosis / Avopolis.gr

Et af det mest kult-elskede 90’er-bands genopstod i 2022. Siden spillede de på Primavera Sound og beviste, at de stadig spiller langt bedre end nogle nutidens andre post-whatever-bands.

Langt de fleste bands kommer og går. Nogle bands kommer og går og kommer igen. Få bands kommer og går og kommer rent faktisk rigtig, rigtig godt igen (My Bloody Valentine, Slowdive for at nævne et par stykker). Men særligt få kommer tilbage på en sådan måde, at det kunne være, som havde de aldrig lagt projektet i graven. Unwound er en af de meget, meget få. De gik i gang, genantændte den periode, vi kaldte 90’erne, og så sig aldrig tilbage. Aldrig nogensinde før har jeg så meget ønsket, at en koncert skulle vare i al evighed.

Unwound var ikke kommet for at lefle for nogen. Fårene skulle skilles fra bukkene. Instrumentalnummeret “Abstraktions” er en støjende affære, og det var den, der fik æren af at vise de første, skarpe tænder. Unwound er naturligvis støjende i sagens natur, men den åbning demonstrerede overbevisende, hvor kompromisløst et band, de alle dage har været. At den følelse er bevaret i 2023, kan jeg kun lovprise. Frontmand, Justin Trosper, vægtede ikke direkte publikumskontakt specielt højt – til gengæld rev og flåede han i strengene, som havde han været ufrivilligt afskåret fra sin guitar i årtier. Og hans skrig og forpinte udråb var mindst lige så indebrændte som i bandets guldalder. 90’er-attituden kunne ikke have været mere perfekt.

Apropos perfekt, så var lyden eminent. De komplekse baslinjer løb om hjørner med Sarah Lunds usandsynligt stramme trommespil, mens guitarerne, (som i gendannelsesformatet talte to styks), skreg til himlen. Støjniveauet var konstant stigende, hvilket ligeledes vakte tiltagende furore blandt de fremmødte til årets vigtigste comebackkoncert. Da moshpitten for alvor gik i gang under “New Energy”, stoppede den ikke rigtigt igen. »Where’s your energy?« lød spørgsmålet. Svaret, tror jeg ikke, nogen var i tvivl om. Det var en konstant lykkefølelse udtrykt igennem fysisk moslen-rundt gennemsyrede de mange forreste rækker, og begejstringen var til at tage og føle på. Og er du gal, den pit stak af, da “For Your Entertainment” kort efter skraldede afsted.

Det var der egentlig ikke noget at sige til, når sætlisten kælede så meget for de dedikerede fans. Der blev ikke spillet noget fra den flotte, postrockede (og indtil videre) sidste plade, Leaves Turn Inside You fra 2001. Det var den helt onde post-hardcore og støjrock fra New Plastic Ideas (1994), Repetition (1996) og ikke mindst debuten, Fake Train (1993), der var prioriteret, og den beslutning modtog ingen klager. Fra sidstnævnte blev “Valentine Card”, “Kantina” og “Were, Are and Was or Is” leveret uden den mindste pause. Én intens køre, der satte en fed streg under, at Unwound stadig er på toppen af deres game. Et af de bedste bands inden for genren overhovedet.

Vern Rumsey, bandets originale bassist og tekstforfatter, der desværre gik bort i 2020, blev ligeledes nævnt af Trosper inden ovennævnte koncertafslutning. De tre sange blev dedikeret til den eminent dygtige grundlægger, med en vished om, at »han ville have været glad på bandets vegne.« Arvtageren på den firestrengede havde i øvrigt ingen skavanker med at spille op til de originale medlemmer. Samspillet og samhørigheden var pletfrit.

»She won’t miss you, if you let her.« Sådan lyder refrænet i “Envelope” fra New Plastic Ideas – den sang, der engang ramte mig lige i hjertet og gjorde mig forelsket i Unwound. Den var tredje nummer på bandets sætliste, og den kunne stadig mærkes lige så markant som den allerførste gang. Jeg kommer heller ikke til at savne Primavera Sound, hvis Unwound bliver den sidste koncert, jeg nogensinde ser.

Jeg tvivler på, de har spillet bedre. Ever.

★★★★★★

Leave a Reply