Her kort før showstart kl. 21. 15 havde der samlet sig en siddende kødrand af folk på den rimeligt specielle Platform. Scenen ligger midt i Artzone og ligner med sine kantede kubeformer også sit eget lille kunstværk. I midten stod så japanske Kuunatics tre bandmedlemmer iklædt hvide rober og elegant ansigtsmaling, men kl. 21.20 var man lidt i tvivl om, om bandet var gået gang, eller om de stadig var ved at stemme instrumenterne. Hvad vi dog vidste var, at vi havde en helt speciel oplevelse i vente; en kombination af progressiv rock, messende stemmer og syret sci-fi. På papiret lød det helt enormt spændende. Det blev på papiret.
Det startede egentlig stille og roligt – inciterende bas, messende stemmer. Men rimelig hurtigt blev det tydeligt, at vi var ude i avantgardekunst i så ekstrem grad, at det var svært at finde hoved og hale i noget som helst.
For det første sang de ikke godt. Godt er ikke ensbetydende med smukt, men man må kunne forvente et minimum af harmoni, når man nu vælger at synge harmonisk. For det andet føltes syv ud af otte numre helt enormt fragmenterede; Der var masser af interessante elementer, men selv i den mest eksperimenterende progressive rock er der en form for rød tråd, og den var meget svær at finde her. Singlen ”Full Moon Spree” fra bandets eneste album i fuld længde Gate of Klüna fra 2021 lyder på plade som at tumle gennem en verden lavet af regnbuer og lyserødt tyggegummi i det ydre rum. Syret, ja, men man kan dog mærke, hvor bandet vil have os med hen. Live lød musikken lettere manieret og rodet, og selvom kombinationen af skæve vokaler, repeterende keyboardtoner og funky bas er, ja, spændende, så blev det spændende afløst af forvirring og lettere irritation. Ikke engang det shamanske månehyl i slutningen af nummeret lød overbevisende. Mere bare lidt fladt. “Titián”, der ligger i en mere tung ende, syntes at have mistet pusten, og nummerets orgelelementer virkede underligt påklistrede. Hele sættet virkede faktisk usammenhængende.
Det eneste nummer, der for alvor spillede, var “Desert Empress Pt. 1”. Her blev vi, ligesom i nummerets optagede version, taget på en kosmisk rejse til en fjern planet. Keyboardet kørte helt ud ad sin egen eksperimenterende, galaktiske tangent og blev godt støttet op af en tung bas og trommer og nummerets slutning, den totale progressive nedsmeltning, var syret og larmende og fjollet på den helt rigtige måde. Det fungerede rigtig godt. Men det var bare ikke nok.
Og hvad med publikum? Publikum virkede lige dele forvirrede, frastødte og fascinerede. Og man blev bestemt også draget af det her vilde eksperiment – bare ikke nødvendigvis af de rigtige årsager. De fleste kom og gik da også hurtigt igen, og kun en lille hård kerne blev hængende alle 45 minutter og virkede til at nyde hvert eneste af dem. Undertegnede var ikke en af dem.
Eneste kontinuerlige højdepunkt var bassen. Den var der fuldstændig styr på.
Foto: Daniel Nielsen