Der blev hurtigt pakket i Gloria, hvor folk stimlede sammen for at opleve den eksperimenterende colombianske komponist, electronica-musiker og anmelderdarling Lucrecia Dalt spille udvalgte værker fra især sidste års mesterværk ¡Ay!. Det var faktisk imponerende, hvor respektfuldt og tavst det store og forventningsfulde publikum forholdt sig, mens de hypnotiserende toner af ”Atemporal” strømmede ud fra anlægget og lagde sig som en tung dyne over publikum.
Med sig på scenen havde Lucrecia Dalt en trommeslager og perkussionist, der havde fået spændt et hav af perkussionsinstrumenter op rundt omkring sig. Det var fuldkommen fascinerende at se ham betjene de mange slaginstrumenter, da han var nødt til at strække, vende og vride sin krop for at ramme de præcise takter. Det lignede nærmest en helt koreograferet dans på stedet, som han foretog sig, mens Lucrecia Dalt betjente elektronikken og satte gang i de samplede instrumentalbidder samt momenter af herlig forvrænget støj.
Efter to sange rejste den tydeligt rejsetrætte colombianer sig op og begyndte på en monolog, der nærmest først virkede som et planlagt indslag. Det viste sig dog, at hun havde behov for at komme ud med nogle frustrationer, da bandet åbenbart havde været meget, meget tæt på at aflyse lørdagens koncert, da der havde været ild i deres elektroniske udstyr og en række vigtige kabler var blevet ødelagt. Hun fortalte, at hun havde været grædefærdig kort inden koncertstarten, men at hun trods alt var taknemmelig for at være her.
Publikum kvitterede med at huje og klappe for at vise opbakning, inden Lucrecia Dalt og hendes makker fortsatte koncerten. Desværre skulle det vise sig, at hendes tekniske udfordringer langt fra var slut. Faktisk var de kun lige begyndt. Efter 25 minutter forsvandt al lyd i sceneanlægget så pludseligt og uden varsel, at det nærmest virkede som en planlagt del af sættet. Det var det dog ikke – og i de næste ti minutter kæmpede bandet og teknikerne en brav, men forgæves, kamp for at få liv i lyden igen. Momentvis var der hul igennem og de elektroniske kompositioner bragede ud af anlægget, men så døde anlægget igen og tavshed fyldte teltet.
Lucrecia Dalt virkede skiftevis til at være på grådens rand og til at grine over absurditeten i det hele. Flere gange rystede hun frustreret på hovedet og kiggede spørgende mod sin lydmand. Han forsøgte resolut at redde koncerten ved at rende op på scenen og stable monitors oven på rullevogne, så de vendte ud mod publikum. Herfra udviklede det sig til en decideret bizar oplevelse, hvor lydniveauet konstant skiftede. Mestendels fik vi den helt lave og ekstremt intime monitorlyd, men indimellem vågnede det slumrende uhyre af et scenanlæg og sendte brag af forvrænget vokallyd og bas ud over scenekanten.
»I need a drink,« sagde hun ledsaget af et dybt suk – tydeligt i tvivl om, hvorvidt koncerten kunne og burde fortsættes. Efter opmuntring fra både publikum og hendes bandmedlem indvilligede Lucrecia Dalt dog i at give den ét skud mere, men advarede om, at hun ikke anede, hvad de skulle spille, eller hvordan det ville lyde. Selvom mange var sivet væk fra den kuldsejlede intimkoncert, så skal der lyde en stor ros til de mange publikummer, som blev til den bitre ende og opmuntrede det fortvivlede band. Det må have været enormt sårbart for de to musikere at stå på scenen og skulle spille uden at have nogen som helst kontrol om, hvordan det egentlig ville fremstå. De kvitterede da også med takken og bukken til publikum, der hujede og sendte store hjerter op mod scenen.
Det kan godt være, at koncerten kun rent musikalsk kuldsejlede på grund af de store tekniske udfordringer. Men samtidig fortjener de mennesker, der stod på og foran scenen seks store hjerter for den indsats, der blev lagt for dagen for at gennemføre under så svære omstændigheder.
Fotos af Daniel Nielsen
