Den danske 80’er-skuende synthpop-duo First Hate var sat til at underholde i de tidlige aftentimer på O/Days, denne gang med The Remix Experience, hvor duoen har inviteret alverdens gæster fra det danske musikliv til at transformere duoens synthpop til en lille EDM-fest under aftensolen.
Med Joakim Nørgaard bag pulten og Anton Falck på vokalpligten gik First Hate på scenen til “What’s the Matter Boy – First Hate Sad Cinema Mix”, der i anledning af aftenen havde fået en udvidet into med gruppens, nu næsten famøse, meme’ede linje »Eat your spaghetti to forgetti your regretti«, var der lagt op en til ikke alt for højtidelige party-vibes.
Det blev dog hurtigt klart, at der var et eller andet helt galt med lyden. Nu anmelder man jo musik, og ikke lyd, men i tilfældet for First Hates fredagsfest på O/Days, var lydkvaliteten simpelthen så svingende, at det ikke kunne undgå at påvirke oplevelsen. Om det var bag mixer-pulten eller i lydteltet, at der var sket en eller anden miskommunikation ved jeg ikke, men toppen af frekvensspektret var i hvert fald alt for tydelig i lydbilledet.
Det betød at Mini Eschos mix af “Cowboys In The Tub” og Madmoons eurodance/dupsteb mani af “Commercial” begge to næsten havde ingen bas, men at synth-hooksne på begge sange pressede anlægget så meget, at de nærmere knitrede end harmonerede. Det er altså lidt svært at fortabe sig i musikken og at danse, når der hverken er bas eller melodi. Jeg forsøgte at bevæge mig lidt rundt i pitten, men for hvert nyt sted jeg stod, var der et nyt problem og Falcks vokal svingede ind og ud af lydbilledet overalt. Værst af alt var næsten, at gruppen havde inviteret Mathias Riis fra TAN til at spille guitar på et par af numrene – ikke overraskende forsvandt den også totalt.
Den dårlige lyd var sindssygt ærgerlig, for hvad First Hate åbenbart ikke har i held med lyden, har de i scenetilstedeværelse. Falk har – som vi allerede bemærkede i 2016 – styr på de forbudte trin, og holdt i hvert fald den dansefest kørende på scenen, som måske blev saboteret af lyden i pitten. Derudover var det også smittende, at First Hate egentlig bare virkede til at have en fest med deres venner, som de havde inviteret ind til at remixe. Her skal der især gives skud ud til Xenia Xamaneks sexede fremførsel af “Las Chicas en el Club”, en Reggaeton-agtig skæring, der balancerer så hårfint på grænsen af selvironi og oprigtig kvalitet, at det er svært ikke at trække lidt på smilebåndet og vrikke lidt med.
Lydproblemerne blev dog væsentligt forbedret da First Hate gik over i de mere bastunge numre. Meget få ting kan gå galt, når Schacke er på scenen, og det hårdtslående beat og de trancede lydeffekter på “Trojan Horse” er altså svære at modstå, hvis man er til techno. Jeg begyndte i hvert fald at få gang i fødderne. Debbie Sings remix af “Vampire Boi” er også altid et hit i min bog, men jeg ville ønske, at hun også havde været med på vokal.
Højdepunktet var dog en skæring – formodentlig fra First Hates ældre materiale, der med sine store synth-flader og firser-disco’ede basgang lød som et kærlighedsbarn mellem Depeche Mode og Pet Shop Boys, bare med mere bøf i bassen. Personligt har jeg også meget lettere ved Falcks vokal, når den ligger mere over i Dave Gahan-esque crooning end autotunet pop-levering. Det står tilbage som et af et par øjeblikke, hvor alt gik op i en højere enhed i en koncert, der havde svært ved helt at nå kogepunktet på grund af tekniske udfordringer.
Fotos af Mathias Kristensen.
