Når jeg ser mig selv som en Merriweather Post Pavillon-pige i Animal Collective-sammenhæng er det nok, fordi netop det album dominerede i post-gymnasietiden på min iPod, hvor den eksperimentelle musik fandt mere og mere plads. Og jeg må lægge kortene på bordet og med det samme indrømme, at jeg siden Animal Collective-cirka-2009 ikke har fundet deres materiale, før eller siden, specielt tilgængeligt. Lige før nu, hvor alle fire medlemmer for første gang i ti år har været til stede i samme rum under langt de fleste processer i tilblivelsen af Isn’t It Now?.
På mange måder kommer den nye plade op på siden af gruppens perle fra 2009. I hvert fald sidder popsangene igen længst fremme i Animal Collective-bussen, mens den stadig er dekoreret med deres sædvanlige lydkollage-kunst. Hvirvler og og lange strøg af farver fra en stor musisk palet inspireret af forskellige verdensdele, som bliver forankret igen og igen i de fire fyres eget legesyge univers. På den måde er der intet nyt under solen for bandet, der i flere forskellige konstellationer er blevet trygge i brugen af utroligt mange virkemidler, der spænder fra udsyrede elektroniske eksperimenter over velpoleret pop. Pladen har dog, i endnu højere grad end sidste års Time Skiffs, favoriseret at sætte melodi, vokal og lyrik i fokus, hvilket spiller til deres fordel.
F.eks. lader arrangementet på “Magicians From Baltimore” tydeligt linjerne ånde. Historien drejer sig om hjemve til hjembyen, venner og magnoliatræerne og den stærke længsel efter at lade endnu flere kilometer passere på vej mod nye horisonter. Her er nogle virkelig fine, subtile lyriske kontraster og en eksplicit tvetydighed, når vokalen fortæller om en hovedperson, der står mellem længsler og relationer: »Pick up my six string / Play a sorrow tune / I’ll fix something to sing with you.«
Som kontrapunkt til de følelsesmæssige lyriske nedslag er der også skruet op for det dansable. Momenter, som f.eks. åbneren “Soul Capturer”, sætter svingninger i gang i kroppen fra start. De lidt mere udfordrende trin skal findes frem til “All the Clubs Are Broken” hos lyttere, der kunne være forfaldne til et godt, gedigent renæssance-inspireret nummer. Og på de forførende gentagelser på solskinshymnen “Gem and I” er det heller ikke svært at svaje og måske endda også synge med.
Tilgængeligheden synes at være tilbage, og det cementeres af et nummer som “Genies Open”, der giver åbenlyse Beatles-vibes. På Abbey Road-måden. Og på den rigtig gode, varme og fjollede måde, der giver det lyriske tema, om ikke at føle sig god nok, en mere klassisk kontrast. Generelt er varme noget, der breder sig ud over langt de fleste af de over 60 spilleminutter, hvilket føles intentionelt. Mange af gruppens længere og eksperimentelle numre har tidligere leget med det eksplosive og overvældende, mens numrene på Isn’t It Now? leger i et mere mildt, samlende rum samtidig med, at de forbliver tro mod det eksperimenterende og fragmenterede, som kollektivet er kendt for.
“Magicians From Baltimore” er sammen med “Defeat” pladens klare højdepunkter i den sammenhæng. Lyden kan jeg bedst beskrive som en 30+ minutter lang sonisk afsøgen af steder mellem jord og himmel, mellem bevidst og ubevidst. Der trækkes referencer til Pink Floyd i deres The Wall-era og den japanske synthpioner Isao Tomita, men også på Animal Collectives eget bagkatalog, især det naturvidenskabelige undervandseventyr på Tangerine Reef-projektet fra 2018. Cirka halvvejs igennem sidstnævnte nummer er der et kort ophold på en mere rytmisk rasteplads med tilhørende orgel-intermezzo, inden de igen opløser det genkendelige, sætter fra land og flyver ind i psykedelisk og surrealistisk territorium. Og lige her i midten af albummet ønsker jeg blot én ting: At kunne ligge på gulvet i Planetariets stjernebiograf og lytte alle 30+ minutter igen og føle mig uendelig lille i det uendeligt store.
Et par enkle ridser i lakken er der jo på den ældre busmodel, som er Isn’t It Now?, men det forventes jo nærmest, når turen har været jord og himmelrum rundt. Hvorom alting er består første ridse af fyldnummeret “Broke Zodiac” – en sød lille ting, der mest føles som en øvelse i hooks og naive rim: »Hearing angels kept in cages / Gonna save’em, if I can’t, then I won’t stay well / Skipping dangers, being strangers / Getting mixed up in the pot among the vapors.« Og derudover virker outronummeret “Kings Walk” mest af alt om et flex af de respektive medlemmers stemmebånd over lange basanslag, små dekorative ting, som knitrende synth-skud og klatter af slap back delay på en guitar. Det lugter af disciplin over substans, og de to numre var desværre genstand for langt de fleste skips i gennemlytningen.
Det klæder til gengæld Animal Collective at læne sig mere ind i lyrik og melodi, for de formår at kommunikere deres udsyrede signatur klart uden at miste noget. Sandsynligvis vil mange, som mig, igen have mod på at gå på opdagelse i kollektivets fælles krop, når de får øjnene op for kollektivets seneste to udspil. Isn’t It Now? har i hvert fald samme DNA som altid, men træder frem på en rummelig måde, der kan opleves med langt mere umiddelbarhed.