Slukkede lysekroner og mørke lejlighedspassager i sort og hvid trækker dig ind i et koldt rum med en bog fyldt med sprittusch-overfyldte ord. Alt imens hamrer en flok tunge og urokkelige power-akkorder fra hårdtslående distortion-guitarer tilfredsstillende ind i øregangene med en kontinuerlig bevægelse. Sådan starter Writhes nye musikvideo til deres kommende single “The Creek” – et nummer, hvor dystre og garagepunkede lyde omslutter sig solidarisk om dit depressive sind.
Det er ikke første gang, at den københavnske punkrockgruppe serverer skarpe guitarriffs. Sidste år udgav de nemlig debutalbummet Awaiting a Tide, som fremstod stærkt i sit rebelske britpunkede udtryk. For slet ikke at nævne den catchy single “Beacon” med en smuk vekselvirkning mellem et indielydende guitartema og en energisk, utæmmet vokal. Men på denne nye single er de gået fra kaos til et mere stilrent udtryk. Elementerne i musikken ender ikke i et vildledt støjunivers, som de energiske punkbands plejede at gøre på de britiske undergrundsscener i 90’erne. Gruppen bevæger sig i stedet ud i et mere musikalsk kontrolleret område med den samme distortiontunge røde tråd fra deres tidligere repertoire, og det klæder dem.
Tilbage til den tusch-overfyldte bog lader en hånd bladre siderne synkront med de ord, som forsanger og guitarist, Nick Magnusson, synger: »And they turned her in / Left her no more time / Now she’s out of luck / Without anybody to trust.« Som en ny retning i gruppens lyriske søgen handler “The Creek” om følelsen af uretfærdighed og meningsløshed, man kan føle efter at have mistet en nær person, samtidig med at den berører temaer som tillid og håb. Derfor repræsenterer “The Creek” også et spadestik dybere i gruppens musikalske rejse og tegner på et mere modent punkudtryk, der klæder dem.
Writhe udgiver singlen “The Creek” via Pouring Dawn d. 8 . december 2023. Releasekoncert for singlen vil finde sted samme dag på spillestedet HeadQuarters i Aarhus. Tilhørende musikvideo har premiere her på Undertoner.
