Nogle eksperimenter giver bare mening. Man forføres og imponeres, når en kunstner jonglerer med genrer, stemninger og ord med legende lethed.
Andre eksperimenter er knap så succesfulde. Man irriteres, hovedrystende, når en kunstner hiver den ene ide efter den anden frem i et eller anden tåbeligt forsøg på at virke alsidig og åh så kreativ (gerne med en pseudointellektuel vinkel).
Hvad der (måske) kunne have været et ganske udmærket album, ødelægges af nødvendig eksperimentering. Ja, gæt selv i hvilken kategori canadiske Destroyers 13. album Labyrinthitis befinder sig. Og jeg forstår det ikke. Jo, jeg forstår bestemt, hvordan man kan blive fanget i sin egen træng til fornyelse og ende et sted, som er fuldstændig det modsatte. Men jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan være i stand til at skabe et så fantastisk nummer, som åbningssangen “It’s In Your Heart Now” eller den stemningsfulde titelsang “Labyrinthitis”, som ligger i to ret forskellige ender af det musikalske spektre, og så stadig tænke »Der er sgu brug for at involvere flere genrer her«.
“It’s In Your Heart Now” er ren The Cure. Lækker optakt, der får tankerne hen på et symfoniorkester, der stemmer deres instrumenter før en koncert. Dan Bejar, der er primus motor i Destroyer, leverer en selvsikker stemme, der flyder ind og ud af de post-romantiske lydflader. Det føles lidt som at bade i Robert Smiths salte, sorte tårer. »You want to go home/ You want to know the way«. Smukt billede – en desperat stræben efter at føle sig hjemme.
“Labyrinthitis” ligger midt på pladen og skiller den således i to. Der er ikke noget synderligt at skille ad, men okay. Tre minutters vidunderligt stemningsfulde synthesizers, et ensomt klaver og blide barnestemme, der rumsterer både i forgrund og baggrund. Ingen sang, bare følelse. Små skvulp af lykke og ensomhed.
So far so good. Og hvis man virkelig drejer armen rundt på mig, kan jeg godt se det spændende i “Tintoretto, It’s for You”, selvom jeg finder det en smule Falco og “Rock Me Amadeus”-agtigt at involvere en italiensk maler fra det 16. århundrede i sit Nick Cave-fortællestileksperiment. Det er for mig her, hvor det pseudointellektuelle kommer ind i billedet. Der sker fandeme meget, men ja ja, fint at få en renæssancemaler frem i bussen … men hvorfor diskoen?
Og hvorfor de der nonsenstekster forklædt som poesi? Funky Sting-bas ind fra højre på “June” og så »A snow angel’s a fucking idiot somebody made/ A fucking idiot someone made in the snow«. Ikke forstået. Et ledt diskobeat på “Eat the Wine, Drink the Bread” og så »I piss on the floorboards/ the whole world’s a stage«. Ja, begge tre tekstbidder er hevet ud af sange med forholdsvist lange tekster, men de giver ikke mening hverken alene eller i deres såkaldte sammenhænge. Jeg får intet ud af det, og det er ikke engang specielt dårligt, det hænger bare slet, slet ikke sammen. At forsøge at forstå Labyrinthitis er som at forsøge at holde fast om vand.
Jeg glæder mig allerede til, at hardcore Destroyer-fans fortæller mig, at jeg ikke har forstået en skid.
