Singlr

Fredagssinglr’: Motorique – Inflate Me

Den danske alt-elektropop gruppes nyeste udspil er en våd affære og et farligt dansetrack. Østeuropæisk hitliste møder Blood Orange og åbne calecher i en stram, inciterende pop-produktion.

“Inflate Me” er lyden af et band, der har været en tur til Beverly Hills og tilbage igen. Og det er vist også en del af danske Motoriques nyere historie. Efter en heftigt og rost debut i 2016 med optrædener på diverse anerkendte spillesteder, og efter at have lagt lydsiden til flere film, tog Motorique en tur til englenes by og kom hjem med endnu en EP release i 2022. Vand er vel løbet under broen siden, men med en scene sat i overhalingsbanen i en Corvette, benævnelser af udendørs boblebad og en champagnebrusende affære, er det svært ikke at læse lidt West Coast eventyr ind i bandets seneste skud på stammen.

De første 10 sekunder af “Inflate Me” er som taget ud af et østeuropæisk hitlistetrack: en kitschet intoneret vokal og et glittet, hårdtslående akustisk riff. Man tror måske, at man er tunet ind på den forkerte radiokanal, indtil verset rammer og kaster os ud i en vild jagt på et utilgængeligt og pirrende kærlighedsobjekt. På vejen møder vi vist nok både badedyr og havdyr, vi hopper i en slangeskindsjakke og laver et “all night marathon” i en jacuzzi, for til sidst at blive ladt tilbage med vores smertende indre liv. Det er en vild acceleration af følelser.

»I’m flat like a beach toy / Your love was a decoy / I cry in my Corvette / Are there any clones of you ahead?«

Accelerationen accentueres af lydbilledet, som er en mellemting mellem dark wave, når den er mest bittersød, og en meget potent og hitlisteskåret sound af elektropop. Det er detaljerne, der gør nummeret vellykket: de inciterende percussive elementer, koret der hen over den hurtige tekst messer med en nærmest George Michaelsk romantisk kraft: »Say that it means nothing.« Tempoet er tårnhøjt og synthen falder som piskeslag. Det er som Blood Orange og First Hate, der møder Empire of the Sun på et champagne-tilklistret dansegulv.

Bandet er fra tidligere udgivelser kendt for en mere krautet og sværmerisk lyd, omend det dansable lader til altid at have været i fokus. At de nu præsenterer em mere stram poppet produktion vil formentlig glæde mange og åbne rotationscirklen lidt. Det bliver spændende at se, hvor mange flere tilsmudsede dansegulve de næste singler vil forårsage – “Inflate Me” lader i hvert fald til i stor stil at kunne få netop dét på samvittigheden.


“Inflate Me” udgives d. 3. maj 2024 via Motorique og er gruppens anden single mod deres kommende EP.

Leave a Reply