I mellem 1996 0g 2005 udgav duoen Arab Strap fra Falkirk, Skotland seks album med snakkende, trist og til tider dansabel slowcore. Den slags musik, som lyder af at stå alene på dansegulvet på en dårlig klub i en grå skotsk by, hvor ens eneste mulighed for at føle noget, inden hjemturen evindeligt skal gås igennem regnvåde gader, er at bunde et par fadøl eller indtage nogle stoffer. Det musikalske pendant til den nyklassiske downer-film Trainspotting. Depressivt, mørkt, selvransagende og ægte, introvert og introspektivt. Sådan musik egner sig som udgangspunkt ikke til solskinskoncerter under åben himmel, men på magisk vis lykkedes det skotterne at få det dystre til at brage igennem på en relativt tilgængelig måde.
Til en rumlende storm af feedback trådte forsanger Aidan Moffat på scenen og lagde sine første tungsindige ord med tyk skotsk accent. Man blev nærmest transporteret ud af Barcelona til en mere sørgmodig skotsk provinsby fra det ene øjeblik til det andet. Udadtil er hans stemme enormt monoton, men den bærer så meget indlevelse og ægthed, at tristessen står stærkere frem, end hvis Moffat havde skreget. Arab Strap er ikke lyden af en mand, der kæmper – det er lyden af en mand, der har givet op. »Who needs family? / Who needs friends? Why be compliant and weak?« lyder det i “Turn off the light” fra den seneste (og fantastisk betitlede) plade I’m totally fine with it 👍don’t give a fuck anymore 👍. Dog er det ikke kun mørkt. Et stille, men dansabelt beat kører afsted på trommerne, imens Moffat med væmmelse og fortrydelse begræder sine og andres dårlige beslutninger i poetiske vendinger. Man kan bevæge sig til det dystre.
Generelt er Arab Straps force deres kontraster. De sørgmodige basgange imod de klubbede trommer, de distortiontunge guitarmure imod digtoplæsningen, det singer/songwriter-klingende og ensomme klaver imod de storlade postrock-opbygninger. I et enkelt nummer skiftes der fra decideret støjinferno til housefest, uden at nogen skifter instrumenter. Den mørke klubstemning ligger hele tiden under det beskidte guitarbaserede, og fra tid til anden dukker det op. Som når man skider hul i al det dårlige og bare lader festen tage over – for så glemmer man i et øjeblik, hvordan man egentlig har det. De formår at pakke mørk tristesse ind i dansable beats og selvdestruerende, men opløftende refræn, så jeg tænker, at Arab Strap har genopfundet postpunken. En slags socialrealistisk nyfortolkning af dark wave.
Som udgangspunkt er det ret imponerende at tage den slags introverte musik og spille den på en stor udendørs scene, men bandet med Moffat i front henvendte sig ofte til publikum enten med ord eller blikke, og ryggene var så godt som aldrig vendt mod publikum. Herudover havde de truffet den beslutning at spille deres klart mere rockede numre, som for det meste inkludere instrumentering fra hele bandet bestående af guitar, bas, trommer og flere slags keyboards. I et enkelt nummer klingede det af et industrial-take på Primal Scream eller The Stone Roses. De (meget) relativt upbeat sange, formåede at få folk til at bevæge sig i takt til sangene, uden at Arab Strap gav køb på deres signaturlyd. Det var den mere tilgængelige lyd fra særligt de to comebackplader fra 2021 og 2024, som var i fokus. To album der er udgivet på landsmændene Mogwais pladeselskab Rock Action, hvilket man særligt forstår i Arab Straps mere postrockede momenter, hvor støjcrescendoer skyller ind over bandets minimalistiske melodier.
Kort sagt ramte Arab Strap noget meget unikt. De spillede mørk, regnvåd, skotsk slowcore på en smuk, tør, spansk sommerdag, og det lykkedes med stor succes. Det er de færreste forundt, men det er også de færreste bands, der kommer tilbage efter femten års albumpause og udgiver nogle af diskografiens bedste. Man bør i den grad unde sig selv en koncert med Aidan Moffat og kompagni, selv hvis man ikke har depressive eller drikfældige tendenser.
