“Velkommen til Medina.” Den stærke intimitet i det pumpende, mekaniske åbningsnummer bulldozede sig lige fra start igennem folkehavet på plænen. Følelsesmæssigt blottet stod hun over for os og bankede på. Medina. Medina. Medina. Publikum skulle blot hengive sig til de episke elguitarers omfavnelse i Medinas fællesskab, hvor eneste adgangskrav er at fralægge sig eventuelle fordomme.
Det var en på overfladen forgrædt og solbrun halvgud fra Risskov, der tronede frem på Heartlands hovedscene, Greenfield, men, lod hun straks forstå, skindet bedrog: det var bare høfeber! De røde øjne med den dertilhørende undskyldning var næsten et for perfekt billede på Medinas univers af hjertknuste popbrag, der trodsigt insisterer på at bære en jernskjorte. Nåh det her? Nej, det er bare allergi.
Så velkommen til en guddommelig hitparade. Velkommen til tårevædet selvhjælpslyrik. Velkommen til omsorg for sig selv. Velkommen til drop efter drop. Velkommen til uironisk basarm. Velkommen til lykke på trods. Velkommen til Medina.
Det er godt nok ikke comme il faut at skrive om vejret i sin festivaldækning, men det var et uomgængeligt faktum ved koncerten, at en total opklaring, som ingen havde turde håbe på, ledsagede Medinas entré på festivalscenen. Solen var kommet. Så vidste man, at det var blevet tid til den obligatoriske Chablis-inducerede, kollektive massepsykose over en poppet fællesnævner. Og jeg fornemmede ligesom, at selv min far var misundelig over sms.
Tag ikke fejl: Medina er mere end pop. Blandt upersonlige, internationale stjerner og undergrundens udfordrende små perler, er hendes bagkatalog Heartlands gyldne middelvej. I det store, imaginære teenageværelse under åben himmel, kunne selv de mest inkarnerede bedsteforældretyper endelig enes med de kritiske techno-nørder og rock-klientellet fra forstæderne.
Og Medina synger mere fabelagtigt end nogensinde. Med sin ru og knirkende falset, de nærigt doserede over-the-top-fraseringer og de smertefuldt jyske betoninger på linjerne “ti-tusind morgenfester” og “rådden sjæl”, findes der snart sagt intet forsvar imod det aarhusianske powerhouse, der til anledningen var klædt i beige glimmer-camo.
Medinas provins-æstetik er sært afvæbnende. Med sin resiliente selvhjælpspop og himmelske melodiøre har hun mejslet sig ind i den danske musikhistorie, og kropsliggør åbenarmet det 21. århundredes eros-imperativ om at elske sig selv først. Hun taler til dig fra scenen. I andenperson. Det er dig, det handler om. Og du skal være stærk, ikke lytte til haterne, og så “fuck de andre”, som hun råbte under introduktionen af sit nye nummer, mens ti vilde heste gallopperede i slow-motion over storskærmen bagved.
For Medina udgiver ny musik nu. Det nye nummer “Giv Mig Alt”, som hun ømt dedikerede til Julie Zangenberg, handler om “at give slip på alt det, der holder dig nede”, at være “pisse stiv på stranden”. Selv ikke-rygerne blandt publikum turde endelig tænde den forbandede smøg og have det lidt carpe diem. Det technoinspirerede nummer med lange, smukke opbygninger, sfærisk piano og en højfrekvent 16.-dels synthpuls, var uimodståeligt, selvom det var den ukendte undtagelse i sættet. Det gigantiske festivaltrommesæt med dobbelt stortromme satte hårdtslående streger under de emo-rockede undertoner. Den her musik er levet selvkærlighed, og alle dansede autentisk – for deres egen skyld, selvfølgelig. For du ka’ godt. Og du ve’ det godt. “Så giv mig alt du haaaaaaar.”
Til tonerne af det kirurgiske orkesters clubbede rockfortolkninger, solede tusindvis af hænder og sæbebobler sig i lyset fra Medinas solbeskinnede audiens. Lirede bas-løb, olympiske heltesoli, pumpende kicks og selvsikre singalong-breaks modbevidste på en måde en af Medinas egne hovedteser: Vores panser er altid tyndere, end vi selv tror. Der skal bare en storladen popkoncerts samhørighed til at bryde det.
Jeg så mig omkring under den country-groovy udgave af “Jalousi”, hvor et enstemmigt publikum inderligt stemte i fællessang. Jeg studsede over, hvem der mon sang med ironisk og hvem der gjorde det oprigtigt. Men hvis man ikke kan se forskellen, hvad betyder det så overhovedet? Måske er det modige valg, at være – ligeglad.
Ingen kommer nogensinde til at kunne holde Medina nede. Oprindeligt hed hun Andrea, men efter et – må man bare sige – særdeles vellykket numerologbesøg, sadlede hun om til Medina. Og det er ikke kun på grund af hendes arkaiske ansigtstræk, at det navn passer helt ufatteligt godt til hende. Hun deler nemlig også navn med verdens største pilgrimsmål, og i aftes viste hun, at hun selv er en helligdom i dansk popmusik. Forenende. Vores allesammens indre provins. Fra tid til anden bør vi besøge den.
Så kære læser: Hvis du gik glip af Medinas kolos af en coming-together-koncert ved Egeskov Slot, har jeg det bare sådan her: Fuck, hvor jeg dog synes det er synd for dig. For tænk engang, at kunne deles om denne perlerække:
“Mest Ondt”
“Ensom”
“Jalousi” (Ligeglad)
“Kl. 10” (Kærligheden banker indeni)
“Synd For Dig”
“For Altid”
“Vi To”
“Lyser I Mørke”
“Kun For Mig”
