Fine: Store Sal, 16:45
Der er noget dragende kompromisløst og en skødesløs coolness over Fines optræden fredag eftermiddag, hvor hun præsenterer sit soloprojekt foran en næsten fyldt sal på SPOT Festivals største scene, Store Sal – som endda er årets åbningskoncert for denne scene. Musikken svæver i en indadvendt, minimalistisk postrock-boble omgivet af et tilbagelænet, men til tider fraværende udtryk.
Fine – også kendt som Fine Glindvad fra Chinah – lægger ud med et lidt sløvt anslag. Tekniske problemer med monitorlyden præger de første numre, og sangerindens tilstedeværelse på scenen virker til tider fjern; med hovedet let på skrå og blikket fastlåst mod gulvet, forbliver hun i sin egen verden uden for alvor at række ud mod publikum. Man skulle også tro, at de resterende tre musikere har trådt i hver deres pøl af hurtigtørrende cement. De rykker sig ikke én meter fra det sted, de startede ud med at stå, da de trissede ind på scenen. Men stilstand og indadvendthed kan også sagtens kan være dragende, forsøger jeg at overbevisende mig selv om under koncerten.
Glindvad synger også med en behagelig, luftig klang, som efter min mening giver musikken sin særlige karakteristika. Dog har den pæne vokal også tendens til at male tapetet en smule for glansfuldt, som gør, at man på de første numre savner, at de selv bryder igennem glanslaget og lader musikken gå i stykker bare et øjeblik – bare fuck it all, som hendes egen musikalske attitude ellers indikerer.
Langsomt åbner koncerten sig. Især i et skrøbeligt moment på ”Whys”, hvor Glindvas glider omkring dissonante synthpassager og inviterer os forsigtigt ind i sin tankestrøm. Hun står der, nærmest fraværende, men alligevel fuldt tilstede i musikken. Højdepunktet kommer midtvejs med sangen ”Big Muzzy”, hvor hendes skrøbelige vokal – særligt i det høje register – folder sig ud med en ynde og lader musikken tale for sig selv.
Men Fine lader aldrig for alvor musikken miste kontrollen, og efter sidste klapsalve står man tilbage med fornemmelsen af en koncert, hvor musikerne forblev i deres egen musikalske boble – uden for alvor at invitere publikum med ind.
Laura Ziani: Lille Sal, 19:15
Det er nærmest rørende at overvære en så ydmyg og dygtig sangerinde som Laura Ziani i Lille Sal denne aften. Koncerten balancerer fra første tone teknisk overskud med personlig nerve og sårbarhed. I blå kjole og med celloen som indgang til sit poetiske, dansksprogede univers, sætter hun scenen med en overbevisende cellosolo, imponerende curbing-sangteknik og et skarptskåret spotlys rettet på hende fra oven.
Hastigt rejser hun sig fra sin stol, lægger celloen fra sig, griber mikrofonen og kaster sit blik mod enhver en gæst, der er kommet ind for at se den både klassisk og rytmisk konservatorieudannede musiker. Det er ikke kun Zianis betagende vokal, der stjæler publikums opmærksomhed – det er også hendes selvsikre, nærværende og alligevel skrøbelige og gribende tilstedeværelse, der sender et sug gennem et fuldkommen opslugt publikum. Hun bevæger sig ubesværet mellem folk-poppede stemninger, understøttet af moderne sangskrivning – i stil med Pil og August Høyen – og en stærk rytmesektion bestående af guitar, trommer og backingtrack. Det er en fryd at være beskuer til et så højt musikalsk niveau, der konstant bliver holdt oppe fra start til slut.
Undervejs introducerer hun numrene med varme, humor og personlige fortællinger. »Synes I, jeg snakker for meget?« spørger hun undervejs – et spørgsmål, der bliver mødt af latter og et rungende »Nej!« fra salen. Ziani er ikke bare sangerinde, hun er vært – og hun ejer rummet uden at tage det for givet.
Nummeret ”Du har ret”, kendt fra P3’s Uundgåelige, fungerer godt og har god energi. Dog kommer hendes vokal i dette nummer ikke til sin ret, da det dominerende backingtrack overskygger den ellers smukke vokal. På de to singler ”Hvorfor Ka’ Du Ik’ Holde Om Mig?” og ”Ved du det”, begge udgivet samme dag som koncerten, træder hendes samfundskritiske tekstskrivning og personlige udtryk tydeligt frem. Dog altid med en håbefuld vinkel.
Et særligt højdepunkt kommer i en afdæmpet og smuk ballade, hvor hun kun ledsages af guitaristens stærke og varierede spil. Som om, man ikke kan bede om mere, slutter hun af på toppen med den let groovende perle ”Minder Om Dig”, som i 2024 også nåede Undertoners Fredagssinglr, og hvis omkvæd ifølge anmelderen »lyder dels som et requiem, dels som tanken om en ny tid efter tabet.« Koncerten forløses med et publikum, der stadig står på friske ben og med flittige stående bifald. Laura Ziani er en kunstner, man ikke blot lytter til – man mærker hende. Og denne aften i Musikhuset gjorde hun det klart, at hun er en af landets mest lovende nye stemmer.
Slim0: Lille Sal, 21:15
Den københavnske trio Slim0 træder ind i Lille Sal med en teatralsk energi – læbestift smørret ud som The Joker og blikket gemt under sorte hættetrøjer. Men hvor der først fra konferencieren bliver lagt op til en grunge-punket koncert med fuld smadder, growl og utæmmet energi, er det i stedet en fragmenteret og ofte tilbageholdt koncert, præget af dissortion-tunge kærlighedssange, cirkulerende støjeksperimenter og lidt for upræcise overgange.
De starter ellers godt ud med åbningsnummeret ”Stars! I’m Coming!”, der sætter en dyster stemning med padlende powerakkorder, løsslupne fills og (ret skræmmende) reverb-heksegrin fra trommeslageren – alt mens publikum nikker taktfast med til ordene »Same shit, same fit / One two, one three«.
Midtvejs introducerer Slim0 et indslag med en mobiltelefon og samples af trendy TikTok-lyde – først komisk, men gradvist udviklende sig til en samfundskritisk kommentar på mobilafhængighed. Nummeret ”I Have But One Heart”, baseret på et cover af Didos ”Thank You”, som musikalsk ledsager indslaget, forbliver en omgang stilstående og langtrukken tango mellem bassist og guitarist Mija og Lena Milovic. Lidt uengageret råber de »syng med!« til publikum, men ingen griber den.
Musikalsk spænder det vidt fra garage-rock jam og støjende lydlandskaber til dissonerende kærlighedsballader som ”Lady in White (Enter Spotlight)”, og hvor trommeslageren et tidspunkt træder frem som forsanger og faktisk synger ret fint. I det sidste nummer ”Trenches” forsøger trioen at samle trådene i en skæv treklang med smadderbækkener og violinbue på guitaren. Det er rodet med vilje, hvilket også kan fungere i mange sammenhænge, men der mangler dog stadig skarphed og nerve i deres performance for at skabe en mere overbevisende optræden end den, trioen fremlagde fredag aften.
Slim0 står tydeligvis et sted mellem idé og realisering. Der er energi og potentiale, men koncerten føles flere steder som en proces mere end et fuldent værk – på den rodede måde vel at mærke. Da publikum rejser sig til sidst og klapper, virker det næsten som medlidenhed, eller snarere som et friskt kollektivt initiativ om at komme ud af salen lige så hurtigt, som de kom.
