Ki!, Folkestedet, 17.00
Af Emil Ahle
Det var en tætpakket oplevelse, da Ki! indtog Folkestedet sent fredag eftermiddag, men trods det formåede trioens energi og excentricitet at fylde rummet tilsvarende op. Ki! trådte nemlig på scenen med masser af overskud og selvtillid, og hvis ikke de selv havde pointeret deres nervøsitet, havde man aldrig gættet sig frem til, at den var der. Bandet sprudlede af spilleglæde og stærk kemi og med deres kreative og omfattende brug af medbragte samples, virkede det nærmest synsbedragerisk kun at se tre musikere på scenen.
Under bandets introduktion blev Politikens beskrivelse af Ki! som en musikalsk sammensmeltning af Afrika, Korea og Danmark nævnt. Men karakteristikken stod snarere som en underdrivelse, idet bandet både kom forbi instrumentale hiphop-rytmer, western-prægede passager og surf rockede guitarriffs. Bandet stablede simpelthen det ene fantastiske groove på benene efter det andet, og det mest imponerende var sådan set, at de formåede at binde alle de forskellige stilarter sammen på en super overbevisende facon. Uanset hvilken musiktradition den givne sang tog udgangspunkt i, så var der garanti for et fyrigt guitarspil, energiske trommer og medrivende basgange.
Under koncerten nævnte forsangeren Christian Ki at koncerten kun var deres anden nogensinde. Hvis han siger det, så må det vel være sandt, men denne fredag osede de i hvert fald af musikalsk erfaring. Og de har helt sikkert kvaliteten til at spille mange flere.
Sauna Senere, HeadQuarters, 19.00
Af Emil Ahle
Køen var lang, da Sauna Senere skulle spille på HeadQuarters i fredagens tidlige aftentimer. Men hvis man var en af dem, som kunne holde det kolde og blæsende køophold ud, så var der til gengæld godt med varme inde på det lille og proppede spillested. Temperaturen blev ikke ligefrem gjort lavere af det energiske publikum, hvis største bekymring var ikke at hoppe op i det lave loft. Denne energi kunne i høj grad tilskrives den fantastiske spændstighed, som bandet gik på scenen med. Sauna Senere var mildt sagt i topform, og med en selvtillid der til fulde matchede det stærke fremmøde, formåede bandet igennem 30 minutters tid at gøre HeadQuarters til deres egen lille legeplads. Det var et band, der vidste, at de var på hjemmebane.
Det legesyge udtryk udmøntede sig bl.a. i de mange sjove kommentarer og publikumsinteraktioner, som bandet flettede ind hist og her. Det gjaldt f.eks. at bandet gav synth-ekvilibristen Jakob Ferdinand Hansen en række af positive bemærkninger hver gang, at han begav sig ud i mere komplekse synthpassager. De fik også leget en smule med publikum i form af flere opfordringer til at klappe med, et afdæmpet stykke hvor de formåede at få alle på spillestedet til at sætte sig ned – og en drilsk genoptagelse af deres seneste single, “Korte Liv”, efter at have fået alle til at tro, at nummeret var færdigt.
Men det legende udtryk kom helt sikkert størst frem i deres musikalske udstråling. Bandet var fyr og flamme igennem hele koncerten, og hvert eneste nummer blev gennemført med en super livlig intensitet. Og til sidst i koncerten fik de – i overensstemmelse med deres æstetiske fremtræden – selvfølgelig også sagt et par ord i stil af deres parodiske forretningsprægede sprogbrug, hvilket de satte sammen med deres ligeligt humoristiske motto, “Possibilities are the future”, samt en salut fra hvert af bandets tre medlemmer. Alt i alt var koncerten et super velafviklet initiativ fra Sauna Senere A/S, hvis investeringer i sandhed har givet resultater.
Mary Anne’s Polar Rig, HeadQuarters, 21.00
Af Anne Kirstine Knudsen
Det er koldt og blæsende udenfor, men det er hedt på HeadQuarters! Kropsvarmen fra de tætpakkede kroppe og spillestedets orangevæggede, kitschede dagligstue-stemning dannede en velkommen hygge til at byde velkommen til noget varmende, svensk fuzzpop – en velkommen belønning for den ubarmhjertige kø til spillestedet. Allerede under lydprøven stimlede folk sig omkring scenen, klar på et brændende bål af slackerstøj fra Malmö-duoen Mary Anne’s Polar Rig.
Intensitet er i hvert fald ikke noget man savner fra svenskerne, der flankeret af keyboardist, bassist og trommeslager meget laissez-fair gik på scenen, men næsten før man havde bemærket bandets tilstedeværelse, var man fanget i et inferno af vilde pick-slides, fuzz’et garagerockguitar og finurlige, næsten sci-fiagtige synths. Med knivskarp præcision og musikalsk mestring trak Mary Anne’s Polar Rig HeadQuarters igennem en 20-minutters hektisk rejse af genre, hvor tunge doom-riffs, forvrænget shoegaze, blatant pop-punk og syret garage hele tiden afløste og forstærkede hinanden i et næsten overvældende virvar af energisk rockmusik. Den eneste jordforbindelse for Hofvander og Ingvarssons svævende guitarudskejelse er Hofvanders engle-agtige vokal, der tilføjer en tiltrængt rolig kontrast – et blidt pusterum – i et lydbillede, hvor man ellers skal holde tungen lige i munden for at følge med.
Man mistede nemlig allerede lidt pusten i løbet af den korte showcase, og et lidt længere dyk i intensiteten kunne godt være tiltrængt for virkelig at kunne sætte pris på det musikalske håndarbejde, og for at give duo’en plads til at komme i lidt tættere kontakt med publikum, da oplevelsen blev lidt indadvendt i bandets koncentration på deres afsindigt stramme sammenspil. Vi kan jo ikke alle sammen have lige så meget energi som guitarist Ingvarsson, der på en eller anden måde formåede at fyre den ene tight riff af efter det andet, mens han fræsede headbangende rundt på scenen. Den mand oste af spilleglæde for hele bandet.
Animaux Animé, Den Rå Hal, Godsbanen, 23.00
Af Anne Kirstine Knudsen
Der sker ting og sager på kulturscenen i Kolding. Placeringen af mange kreative uddannelser i byen har givet anledning til en opblomstring af kunst- og musikscene i trekantsområdet, hvor Animaux Animé nok kan pryde sig med at være en af de første spirer til at gøre Kolding cool. Bevæbnet med deres farligt fængslende smörgasbord af alt godt fra 80’ernes alternative musikscene trådte de sortklædte koldingensere på den næsten komisk kontrastfyldt oplyste scene i den Rå Hal – som Roxy Musics onde tvilling, kravlet op fra en radioaktiv kloak ud i Godsbanens hårde lys.
Hvis ikke allerede ens fødder så småt var begyndt at bevæge sig til bassens discogrooves i løbet af koncertens første sekunder, blev festen sparket i gang da Animaux Animés utroligt karismatiske forsanger, Thor Wendtlandt, trådte på scenen. Med en unægtelig sans for drama og Dead Or Alive-esque crackpirat-energi, penetrerer Wendtland publikum med hans intense blik, der tvinger dig til at give dig hen til gruppens ondskabsfulde, men euforiske lydbillede.
Med deres sprængfarlige kombination af Sisters of Mercy’s mørke, Talking Heads sans for grooves og Donna Summer discodrømme følger Animaux Animé ikke ligefrem en ny opskrift, men der er heller ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. De hvinende guitar, de euforiske synths og dansable basgange taler i hvert fald direkte i denne skribents gothclub-drømme.
Animaux Animés sans for blandingen af det teatralske og det simple synes heller ikke at gå tabt på SPOTs publikum. Allerede efter første nummer var Den Rå Hals gulv i en gedigen danseekstase, der kun eskalerede da Wenfeldt kastede sig ud blandt publikum. Under de afsluttende nummer ”China Town” sad publikum på hinandens skuldrer og ekkoet af Wenfeldts ”Woo-hoo” falset-hook gennemtrang Den Rå Hal længe efter Animaux Animé gik af scenen. Hvis Animaux Animés musik kan synes en anelse undervældende på indspilningerne, har de absolut vist, at den kommer langt udover scenekanten live.
Så tak til Animaux Animé for fredagens absolut bedste fest! Min eneste anke er de kummerlige lydforhold i Den Rå Hal.
