Lad mig gøre det klart fra begyndelsen: Jeg gik ikke ind til Fines koncert på Gaia uden en vis nervøsitet. Det store telt skærmer for den omkringliggende vrimmel af festivalgæster, men det er stadig en stor scene og ditto telt at fylde ud. På scenen stod to guitarer, en bas, to mikrofoner og en mixer. Læg dertil et par old-school monitorer, og du har Fines opsætning til denne tidlige mandagskoncert.
Fine Glindvad var en af dansk musiks uundgåelige stemmer, da hun brød igennem i 2010’erne som sanger i elektropopbandet Chinah. Bandet har været leveringsdygtigt udi elektronisk pop med et længselsfuldt islæt, men Fine Glindvad søger som solokunstner mod den dystre, semi-triphoppede del af midthalvfemsernes musikscene. Med det københavnske pladeselskab Escho i ryggen udgav Glindvad blandt andet den slackerpop-inficerede single “Remember the Heart”, der læner sig lunefuldt op ad Portisheads harmoniske overraskelser. For få uger siden udgav Glindvad albummet Rocky Top Ballads, der for alvor afslørede projektets rod i alternativ americana. Det var også det album, Fine baserede sin koncert på denne eftermiddag.
Tillad mig at springe en tand frem: Fine, der blev bakket op af Lola Hammerich (Baby In Vain) på guitar og kor samt Andreas Murga (kendt som producer for iomfro m.fl.), startede i det akustiske hjørne, hvilket gav mig forhåbninger om en afdæmpet fortolkning af det sparsomme bagkatalog. Sådan skulle det dog ikke blive ved. Da vi godt og vel midtvejs i sættet var nået til førnævnte “Remember the Heart”, begyndte bandets egentlige rolle at vise sig. Glindvad trykkede på en knap på mixeren, og så kørte nummerets produktion ellers over scenens enorme højtalere.
Bevares, mange har før i tiden klaret sig med et ganske lille band. Dét, jeg vil frem til, er, at store musikalske kapaciteter som Hammerich og Murga endte med at spille andenviolin overfor backingtrackets fuldfede produktion med guitarflader, trommer og enkelte steder også korvokaler. Der blev spillet guitar og bas, men det havde mest af alt karakter af overdubs på en studieoptagelse. Det virkede simpelthen en anelse skrabet at sætte sin lid til et bånd.
På numre som “A/B” og “Coasting” fungerede det næsten for mig. Her var der mere plads til, at især Hammerich kunne udfolde sig mere med guitarspil og vokal. Fines stemme, der både kan lyde henad Beth Gibbons og Duffy, stod også skarpt. Konceptet var og blev dog unaturligt bundet af, at der blev spillet op imod et track, der kørte ufortrødent videre.
Jeg stod og savnede et spontant indfald; det kunne sågar være en simpel fejl i timing. Sådan noget, der sker i en klassiske koncertsituation, når bandet kun har hinanden at klynge sig til. Situationer, hvor musikalsk intuition er et nøgleord. Det skulle jeg ikke få. Det bedste billede, jeg kan bruge til at beskrive oplevelsen, vil være at sammenligne den med at se bagom-materiale fra en moderne effektfilm. Man bliver gjort opmærksom på, at de magiske scenerier, man er så betaget af, i virkeligheden ikke er andet end green screens og kalkuleret computergrafik. Det er ikke reelle øjeblikke, men en konstrueret overflade.
Det var vanskeligt for publikum at træde ind i Fines David Lynch-agtige univers, eftersom der ikke for alvor var nogle faste holdepunkter. Det var en dikteret og forudbestemt optræden, som ikke ville ændre sig, uanset hvordan publikum responderede: Der var en del spredt snak i de stille pauser mellem numrene. Til sidst i sættet fik jeg dog øjnene op for, hvilken koncert det kunne have været. Med Hammerich på akustisk guitar blev “Losing Tennessee” vakt til live. Det countryklingende nummer fik en ægthed frem i Fines ellers knapt så energiske fremtoning, som i et glimt var gåsehudsfremkaldende. Der var en indre ro og en tro på det unikke øjeblik, som når nogen tager en guitar frem under et lejrbål og giver sig til at spille.
Kald mig puritaner eller rockist, men Fines indadvendte musik blev ikke hjulpet på vej af de fastlåste arrangementer. Der manglede noget, der kunne overraske og få musikken til at skurre bare en lille smule. Mit bedste bud ville være at give hendes album et lyt. For produktionerne er unægteligt gode; de bør dog i min optik ikke danne fundament for en festivalkoncert.
Alle fotos: Daniel Nielsen
