(Fotos: Mathias Kristensen & Didier Messens, Getty Images)
Boy With Apple, Gaia
Årets Roskilde Festival blev åbnet med en på papiret lovende omgang. For det svenske shoegaze-band Boy With Apple har ikke ligefrem skjulte referencer – til gengæld er de referencer vældigt gode. Og inspirationen fra ikonerne Slowdive og Cocteau Twins er helt tydelig. Så er det af vejen. Men det skal såmænd ikke tage noget fra udførelsen, der trods et par svipsere i timing og teknik undervejs var ret upåklagelig.
Göteborg-kvartetten, der sidste år udgav deres debutalbum, Attachment, og har høstet glimrende anmeldelser i hjemlandet byder dog på nogle små tweaks. Små elementer, der adskiller dem noget fra den horde af lignende bands, der blev dannet i kølvandet på netop Slowdives tilbagevenden fra de døde samt Beach Houses omkalfatring af den engang så udskældte shoegaze-genre.
Her kan nævnes den lidt pudsige mangel på en trommeslager, som var erstattet af præ-programmerede trommer med en alligevel udpræget live-klingende lyd, hvilket fremstod en smule forvirrende, men det virkede da. Derudover var den ene af de to sangerinder udstyret med en natsort Rickenbacker-bas, som ofte og klædeligt fik lov at træde i forgrunden. De to mandlige guitarister udgjorde i højere grad en energisk staffage omkring hendes dundrende basgange; basgange so udgjorde motoren på de – i denne skribents ører – mest vellykkede numre.
Koncerten var selvsagt i høj grad bygget op omkring den glimrende Attachment, men bød også på et helt nyt nummer, der tydeligt byggede endnu mere på de gotiske elementer i bandets lyd. Det lader til at være et band i stærk udvikling, for der var stor forskel på det nye nummer og de tidligere produktioner, der trak stærke tråde til det mytiske, engelske pladeselskab Sarah Records.
Det virker logisk nok, at bandets barnesko er blevet trådt i fodsporene på deres selverklærede helte fra shoegazens storhedstid, men de numre, der i højere grad trådte ved siden af, virkede klart som de mest interessante. Det bliver med andre ord spændende at følge med i deres gøren og laden de næste par år – især, hvis de på et tidspunkt får en rigtig trommeslager i stedet for den lidt ferske trommemaskine.
(S. Jakobsen)
Casket Spray, Gaia
Efter successen i 2024, hvor det københavnske powerviolence-ensemble Decorticate gjorde kort og ond proces på Avalon med et grumset tæppebombardement af en koncert, søgte Roskilde Festival at genskabe infernoet på deres første First Days i form af Decorticates sjælefrænder fra Casket Spray. Et lovende navn.
Råddenskaben drev såmænd også ned ad indersiden af teltdugen på Gaia, fra det øjeblik vokalisten i bandet åbnede munden og sendte første gutturale opkast-lyd ned i sin mikrofon.
Det blev også nødt til at gå lidt tjept med råddenskaben, for med en debutudgivelse, der byder på 10 numre på samme antal minutter, er der ikke tid til megen snak. Inden for den del af hardcore-scenen, man betegner som powerviolence, er der fokus på korte, effektive salver af numre, men når en standardkoncert er berammet til 45 minutter på Roskilde, kan det naturligvis udgøre et problem.
Noget af tiden blev dog brugt til at sende en verbal bredside i retning af Israel, hvilket lagde en dæmper på den molotovcoktail af en atmosfære, som Casket Spray ellers havde antændt på få minutter. Dertil udgjorde monologen vel en femtedel af længden af koncerten, der varede 26 minutter. Udelt begejstring over monologen var der dog i teltet uanset. Ikke helt uventet; bandets baggrund i Ungdomshus-miljøet taget i betragtning.
Det er ret svært at lave en præcis smagsdom af en koncert, der i det hele taget var noget fragmenteret og ikke rigtig fandt nogen rytme, inden den allerede var færdig igen. Men det brutale frontalangreb af lyd, der det ene øjeblik var frådende hard/grindcore og det næste bød på antydningen af stonermetal-legenderne Sleep, fik om ikke andet sat gang i årets (vistnok) første circle pit på Gaia.
Energien på og foran scenen kunne man i det hele taget ikke klage over mangel på, men koncerten fremstod mest som en rodet omgang, og lydmæssigt var der visse udfordringer undervejs, måske på grund af bandets manglende rutine med en så relativt stor scene som Gaias. Powerviolence er ikke en genre for de sarte, og vi var sgu ikke kommet for at høre Vivaldi. Men man kunne måske godt ønske sig en smule mere fokus på kvalitet frem for manglende kvantitet.
(S. Jakobsen)
Kedde, Eos
Kedde går på scenen i denim og med seks mandlige dansere omkring sig. Han danser ikke selv lige så meget som hans dansere – kun næsten – men det behøver han heller ikke. Hans tilstedeværelse er sexet og selvsikker fra første sekund. Showet er gennemført og koreografien stram, men det føles aldrig stift. Danserne er så skarpe, at man ikke kan tage øjnene fra dem, og stemningen er opløst, liderlig og helt igennem Kedde.
Der bliver leget med både seksualitet og stemninger hele vejen igennem. Det er sensuelt og flamboyant uden at miste jordforbindelsen. Da en ballon med ordet “QUEER” og regnbuefarver dukker op midt blandt publikum, føles det ikke som en gimmick, men som en naturlig forlængelse af det rum, Kedde skaber. Et sted, hvor der er plads til alle. Han virker oprigtigt taknemmelig, og publikum er med ham hele vejen. Man føler sig ikke bare som tilskuer, men som en del af Kedde-familien.
Der kunne måske være ønsket lidt mere variation i sætlisten – koncerten føles i hvert fald ikke for lang. Men det gør heller ikke noget, for Kedde er stadig ny på scenen, og kataloget er tydeligvis i fuld udvikling. Midt i koncerten kommer Mekdes på scenen. De krammer og holder i hånd, og det er tydeligt, at venskabet er dybt og ægte. De to er vokset op i Sønderjylland, og de har fulgt hinanden længe før de stod på scener som Eos. Det føles rørende og intimt midt i den flamboyante fest.
Der er også noget i sceneshowets energi, der vækker minder om Jungles musikvideo til “Back on 74″ – med svingende hofter og bløde håndled. Om det er en bevidst reference, vides ikke, men det fungerer. Og så kommer overraskelsen: Seks piger med guitar træder frem, og Kedde råber ud over publikum: »Gi’ den op for ekstra guitar, Roskilde!« lige efter han har sendt et kærligt shout til, at der generelt er for lidt guitar på festivalen.
Til sidst spørger han: »Er det overhovedet okay at være til en Kedde-koncert?« Svaret er indlysende: Det føles som det helt rigtige sted at være.
(Christoffer Kjær Nielsen)
Vægtløs, Eos
Hvad udgør egentlig »den samlende Roskilde-koncert«? Er det med unison fællessang til fængende omkvæd? Eller gennem brobygning over det generationelle spændingsfelt mellem ung og gammel? Eller kræver det blot, at man som iagttager gennem den optrædendes ord og handlinger kan føle og mærke, hvor vigtigt det er for netop dem, at både vi og de er lige her og deler dette rum i dette øjeblik sammen?
I selskab med aalborgensiske Vægtløs i de døende søndagstimer fik vi ganske vist aldrig noget, der tilnærmelsesvis mindede om fællessang. Ej heller lod det til at blive tre kvarter, hvor generationerne for alvor mødtes i støvskyerne foran scenen. Men i form af flere rørende samt livs- og fællesskabsbekræftende segmenter – især mod koncertens afslutning – samlede vi os først og fremmest om at hylde det, vi delte med hinanden; både i dette eksakte øjeblik såvel som i det større Roskilde-billede.
For Vægtløs er et band, der søger at både ramme og røre – hvis ikke deres tilhørere så i hvert fald lige så meget dem selv – med de katarsisprægede udladninger, som unægteligt fylder mest i bagkataloget. Det har de ikke mindst modtaget kaskader af fortjent ros for. Ikke blot for sidste års fænomenale Aftryk, men også for deres generelle måde at italesætte sorgbearbejdelse gennem musikken på. Det er dét, der synes at veje tungest i bandets fremtoning, hvor musik og lyrik træder i forgrunden, og hvor det sgu virker relativt omsonst, hvordan man i grunden tager sig ud på en scene.
Sidstnævnte lykkedes Vægtløs dog alligevel ganske godt med; selvfølgelig foranlediget af forsanger, Troels Højgaard Sørensens, insisterende nærvær over et lydbillede, der buldrede og bragede noget så smukt ud i aftenlandskabet og flot fremhævede de lange postrock-møder-blackmetal-kompositioner. Publikum (i hvert fald den yngre del) lod dog til at være i lige lovlig opstemt hoppe- og snakkestemning og knap så interesseret i egentlig at lytte, hvilket sugede en del af effekten ud af Sørensens lyrik i de mere stille passager, ligesom det nede foran scenen eksempelvis også beklageligt afmonterede Thomas Burøs gæsteoptræden.
Det altoverskyggende øjeblik denne søndag var dog da bandet, umiddelbart inden næstsidste nummer, “Her i vores hjerter bærer vi en ny verden”, først introducerede en enkelt mand, som jeg i medfarten ikke fik navnet på, men som åbenlyst var meget tæt beslægtet med bandet (og som Sørensen i sin præsentation omtalte som værende »meget syg«), og i en flot gestus lod ham crowdsurfe fra og tilbage til scenekanten. Efter den gestus fik han og bandet selskab på scenen af godt og vel 15 andre individer fra Aalborgs tætsluttede metalmiljø – musikere, frivillige og mange andre bidragsydere – som agerede råbekor på nummerets kraftfulde linjer.
Her var fællesskabet, sammenholdet og festivalfølelsen: Overvældende i sin enkelhed. Livsbekræftende i sin brutale alvorlighed. Uundgåelig i nuet såvel som i de minder, den skaber.
(Daniel Niebuhr)
Merro8, Eos
Det er fuldt hus og tætpakket foran scenen, da Merro8, et af dansk hiphops håb, går på ved midnat. Et hav af festklare og lettere berusede mennesker står klar, og stemningen er allerede tårnhøj. Selvom natten er kold, er midten af publikum glødende varm, både fysisk og stemningsmæssigt. Da koncerten først går i gang, rammer energien som et lyn.
Han åbner med et nummer, som ikke alle synes at kende, men det tager ikke lang tid, før publikum er med. Merro8 har en umiddelbar tilstedeværelse, der smitter – og allerede ved andet nummer bliver der råbt med på “Befri alle min brødre”. Herfra kører festen uden stop. Moshpits, skub, dans og jubel blandes i et kaotisk og lykkeligt virvar, der mest af alt minder om et rave i Dream City; lilla lys, åbne arme og boblende kroppe.
Den tropiske vibe er gennemgående. Sommerbaskere flyver ud af højtalerne, og publikum kvitterer med fællessang og armene i vejret. Særligt gæsteoptrædenerne med Benny Jamz og Gilli løfter festen yderligere, hvor især samarbejdet med sidstnævnte “Intet nyt” – Merro8s mest streamede nummer – sender et elektrisk stød gennem pladsen.
Midt i koncerten gæster Olivver også scenen. Hans performance er lidt underspillet i forhold til det tårnhøje lydtryk, men man fornemmer et ægte venskab mellem de to, som virkelig har en fest på scenen, som man dog virkelig kan mærke. Merro8s egen Roskilde-banger “Nale” sørger for, at sommernatten ikke mister tempoet, inden han runder af med »Lålålålålålå«, og et hav af lys skyller ud over publikum. Det er en afslutning med maner, og festen bliver ikke lagt ned, men båret videre ud i de nærliggende lejre.
(Christoffer Kjær Nielsen)
