Bænch, Gaia
Det østjyske postpunk-band Bænch havde fået æren af at åbne programmet på den sidste First Days, og med en temperatur, der allerede nærmede sig de 26 grader, var det rart med en omgang cool Horsens. For de fire unge musikere var umiddelbart ved første øjekast af den kølige slags, men en ret overvældende modtagelse fra teltet fik dem til at bløde hurtigt op.
Musikalsk set så var koncerten dog en slags referencernes kirkegård, især for garvede P6-lyttere.
Den elektronisk pulserende “1814”, der landede på ryggen af singlen “Skipped A Step”, fik sat glimrende skub i Gaia-scenen, men følelsen af indledningsvis blot at høre noget, man havde hørt en del gange før, var ikke lige sådan at slippe, desværre. En bænk er et sted, hvor man ser livet passere forbi, men i dette tilfælde var det i lidt højere grad et væld af tidligere koncerter på Roskilde, der drev rundt i skribentens baghoved undervejs.
For det, i øvrigt meget velspillende og sympatiske band, surfede i stor stil rundt i stiltræk fra Interpol, Veto, Killers, The Strokes, og jeg skal komme efter dig – og dét på en måde, der gjorde det svært at få øje på den egentlige identitet i musikken. Spillelysten fejlede ikke noget, og den alsidige og meget energiske trommeslager gjorde det muligt for bandet at ændre deres udtryk fra nummer til nummer. Sådan da.
På den funk-dunkende “Wine And Bread” landede vi i endnu et stykke med midt-00erne, nu bare mere i Franz Ferdinand/Bloc Party-territorium. Og sådan kunne man blive ved. Det virkede som sådan udmærket – musikerne kunne åbenlyst deres håndværk, og især bassistens entusiasme over at være til stede var smittende. Denne roterede i øvrigt flittigt med både guitar og keyboards, og ligeledes fik keyboardspilleren også et enkelt nummer bag bassen. Alsidighed er altid et plus, hvis man kan kalibrere den.
Det hele var bare en smule uvedkommende, musikalsk set. Fint, men uden at være prangende på nogen måde. Der var dog lys for enden. På afslutningsnummeret, januar-singlen “Bloody Feeling”, smeltede inspirationskilder og egne kvaliteter som sangskrivere på plads for kvartetten, og et mere personligt udtryk dukkede frem. Det smittede i den grad også af på teltet, der var blevet lige så godt varmet op som personerne på scenen, dog desværre netop på det sidste nummer. Man kan håbe på, at de i fremtiden i højere grad kan fusionere deres gode inspirationskilder til et mere samlet og særligt udtryk.
(S. Jakobsen)
Bette, Eos
Der var ikke skyggen af hastværk, da Bette trådte ind på Eos iført bh-top og en flagrende, gardinlignende nederdel. Tværtimod. Solen stod højt, og scenen blev badet i visuals af to hænder, der holdt hinanden, mens Bette smilende sagde: »Kender I det, når man fandme har ventet længe på noget, og ens drøm går i opfyldelse?«
Den slags øjeblikke kan nemt blive sentimentale, men ikke her. For Bette balancerede ubesværet mellem det nøgne og det teatralske. Hun lod ofte ordene flyde direkte fra tale over i sang uden overgang, og der var noget næsten filmisk over måden, hun foldede sin koncert ud på.
“Dopa Min” kom tidligt i sættet, og det var som om hendes egen dopamin var i top, mens hun spejdede udover en ikke alt for tætpakket plads, men mødte kærlighed fra publikum i midten, hvor hænder blev rakt op i sollyset. Bette havde tydelig kemi med sit band – især i blikkene, de sendte hinanden – og der var generelt god stil hele vejen rundt på scenen: seje kvinder, sikre bevægelser og et stærkt fokus. Hun kunne ikke stå stille, selv ikke i de rolige passager, og det gav koncerten liv – også når publikum længere ude på pladsen mest virkede optaget af deres egne samtaler.
På en eller anden måde føltes det som at være på date med Bette. Der var noget intenst, nærværende og lidt hemmeligt over hendes tilgang. Hver sang fik sit eget visuelle univers bag hende, og i et øjeblik så vi “Bette” gentaget i det uendelige over en hvedemark. Bette styrede vokalen, sin lyd og sit æstetiske udtryk, men koncerten havde brug for lidt mere variation og tempo for at fange dem, der ikke allerede var med.
Alligevel blev “Blød” et vendepunkt. Folk dansede, flirtede, og Bette råbte »Blød indeni, sådan der varm indeni« ud over Eos med en energi, der landede rent. Det var som om man fik en blød krammer af en meget afslappet og glad Bette, hvor hendes kærlighed bare sivede ud og ind mellem menneskene.
Mod slutningen virkede det som absolut fred: folk, der bare vibede med lukkede øjne, solen i panden og en blød lydside fra scenen. Bette leverede som den vokalt sikre kunstner, hun er, som ikke behøver hæve stemmen for at blive hørt.
(Christoffer Kjær Nielsen)
Von Quar, Eos
Tonerne fra “Der er et yndigt land” strømmede ud over et solbeskinnet Eos, mens et gammelt trækassefjernsyn flimrede med tekst i baggrunden. En AI-genereret version af Dronning Margrethe bød publikum velkommen med ophøjet autoritet, og så skete det: Von Quars 13 bandmedlemmer – og flere til! – trådte ud på scenen som et optog til en protest. Iført hver deres fodboldtrøjer og med krigsførende hooliganenergi råbte forsanger, Mikkel Øster, ud: »Fuck, hvor er I mange, ja fuck!«, tydeligvis overvældet af energien.
Von Quar kalder selv deres musik for hooliganrock, og det mærkedes i hver eneste højenergiske gestik, overgang og råb. Et gigantisk Dannebrog blev båret ud over publikum, mens horn, trommer og hylende guitarer tog over. Mikkel Øster ledte truppen med seriøs energi og glimt i øjet. »Er du sådan en, der fremtidsspår?« råbte han ud i solen, og publikum kvitterede med fuldt fokus på koncerten, i øvrigt helt fra start. Som det også var tilfældet under deres koncert på Heartland, havde de igen taget et oliventræ med, og mens Øster hoppede ud blandt publikum og gik amok, stod resten af bandet med hver deres miniatureplante i hænderne som et kollektivt rusmiddel i aftensolen.
Alt føltes så ungt, og følelsen af at være evigt ung var til stede ved Von Quars koncert denne aften. Deres nyeste udgivelse, ”6km til vi rammer byen”, buldrede – at dømme efter publikums reaktion – frem som om den havde været ude i et år, og ikke kun en uge. Publikum hoppede, skreg og dansede, og man forstod hurtigt, hvorfor bandet er vokset ud af den jyske hede som et navn, der er umuligt at ignorere. »Roskilde, skal vi lige hoppe lidt?« råbte Øster ud over Eos, mens alle satte sig ned på hug, inden de gik helt amok og hoppede i vejret.
Von Quar er i deres tekster utrolig glade for at blande dansk og engelsk, og det vil selv en, der aldrig har hørt dem før, bide mærke i. Det var utroligt let at være publikum til koncerten, da mange hooks er råb og forholdsvis simple at følge. Mod slutningen af sættet trak alle bandmedlemmer i Roskildeorange elefanthuer og røde speciallavede Von Quar fodboldtrøjer, og energien steg til et nyt niveau. »Jeg fucking kalder det forår!« råbte Mikkel, og deres første udgivelse, med samme årstidsbetegnelse, landede koncerten med et brag, som syntes ikke at ville få ende.
(Christoffer Kjær Nielsen)
Split, Gaia
Hardcore er som sådan en genre, der i sin reneste grundform ikke bør være særlig svær at spille. Omvendt er hardcore også en genre, der – selv i sin enkelthed – er ganske svær at mestre. Som repræsentant for Amager (fucking) Hardcore var Split imidlertid forholdsvis ligeglad med genreanskuende forudindtagelser fra tilfældige musikjournalister tirsdag aften, hvilket kulminerede i tre kvarters uforfalsket fornøjelse og ikke mindst en cementering af bandet selv som et af landets helt store hardcore-håb.
Med i hvert fald halvdelen af bandet entrerende direkte i forlængelse af deres studenteruge, (tillykke med huen, drenge), fløj det hurtigt om sig med riffs, skældsord, arme, ben, hår i alle former og længder samt vildfarende studenterhuer i én smadret masse. Det udviklede sig ikke overraskende til en nærmest uendelig strøm af mosh– og circlepits foruden et par obligatoriske wall(s) of death, mens en god del af de fremmødte tidligt i sættet satte sig til at simulere robevægelser på det udtrådte tørv, hvilket er en tradition som i grunden gerne bare må begrænses til shows med Amon Amarth, Ensiferum mv.
Uagtet måden man fik dagens aerobic-session inde i det tusind grader varme telt, var det selvfølgelig heller ikke særligt svært at få publikum til på én og samme tid at bevæge sig og følge med i optrinnene på scenen, når man ligesom Split har en frontmand som Benjamin Jeppesen, der vitterligt formår at mestre sin rolle som instigator og indpisker. Helt ubesværet gik han (akkurat som sine bandkolleger) til opgaven, hvor kaosset og de brutale udladninger under numrene momentant blev brudt af mere følelsesladede enetaler hvor det stod lysende klart, hvor meget det helt oprigtigt betød for ham at dele oplevelsen med både sine venner på scenen og os andre nede foran.
Når Jeppesen ikke selv udfyldte vokalistrollen, fik Split også besøg på et par forrygende gæsteoptrædener fra først Cabals Andreas Bjulver Paarup og senere hen halvdelen af Dethrxner, hvilket kun yderligere legitimerede bandets berettigelse – ikke at Split nødvendigvis havde brug for det, men det satte dog alligevel en tyk streg under fællesskabet i det københavnske hardcore-miljø. “Broken” leverede muligvis festivalens (indtil videre) største fællessang i det enkle omkvæd, og hvor den afsluttende wall of death ifølge Jeppesen var vores »sidste chance«, var hele showet Splits allerførste i Roskilde-sammenhæng. Lur mig, om de ikke får endnu flere fremadrettet.
(Daniel Niebuhr)
Skt. DeLarge, Gaia
Hvor hardcoren (og samtlige andre metalsubgenrer) nærmest har haft patent på pit-kaos af den ene og den anden art på den gode side af 50 år, har hiphoppens homage til metallens publikumstraditioner over det seneste omtrent årti tjent som en fin påmindelse om, at ungdommen i sin ufiltrerede og uovervindelige kådhed altid vil te sig åndssvagt, dér hvor der er mulighed for det. Det kunne de (og man) i den grad til Skt. DeLarges eksplosive seance på Gaia, som konstant balancerede på kanten til at vælte i sin insisteren på at forene det performative med det kaotiske, men alligevel aldrig blev et gram for intenst.
Først og fremmest tager Sebastian Toft Rasmussens Skt. DeLarge-alias nemlig udgangspunkt i selvet med alle dets fejl og mangler. En »smilende selvhader« omtaler han sig selv, og det univers, han opstiller, er da også både misantropisk og introspektivt marineret i undertrykte aggressioner. Og det ville jo være meget nærliggende at lave den ene Death Grips-sammenligning efter den anden i det her tilfælde, men der er simpelthen bare noget meget mere effektfuldt ved at få de her abstrakte, socialrealistiske tekster i Toft Rasmussens kaliber serveret på tidssvarende dansk. »Stå op, stræk ud / Had dig selv / Fuck mig / Spis sundt, drik vand / Had dig selv,« brølede han i selskab med Syls Benjamin Clemens på sidste års “Lillespejl”, hvor Clemens også agerer gæstevokal. Det smager nu engang bare bedre at hade sig selv på modersmålet.
Derudover havde Toft Rasmussen orkestreret en særdeles stram forestilling i det meget nøgne scenerum, som ganske ofte blev badet i overvældende mængder stroboskoplys. Her føltes han meget alene – selv suppleret af sine to backingmusikere – hvilket kun yderligere udpenslede sårbarheden i teksterne samt effekten af hans monumentale monolog af en støtteerklæring til Gaza, kvinder og queermiljøet. Læg dertil et fortsat veloplagt publikum, og så fik man en særdeles slagkraftig afslutning på sine First Days, inden det hele for alvor går løs onsdag eftermiddag.
(Daniel Niebuhr)
