Fotos: Mathias Kristensen (The Cure) & Daniel Nielsen / frozenpanda.com (The Sophs samt Wolf Alice)
First Days bød på et par appetitvækkende hapsere, men nu var det blevet tid til at tage hul på hovedretten. Onsdagens program inkluderede et par internationale sværvægtere på festivalens opgraderede vartegn, Orange Scene. Nogen virkede dog bedre end andre, så er for meget ikke sagt.
En af landets egne sværvægtere var, måske nok noget uretfærdigt, placeret som noget af det tidligste på onsdagens program. Det engang så udknaldede og uberegnelige Iceage, der åbnede Eos er blevet et ekstremt stilsikkert og enormt velspillende liveband, der dog måske stadig er mere populære uden for landets grænser, end de er herhjemme. Alle bliver jo ældre, akkeja, men de gør det heldigvis på en altid interessant og konstant udfordrende facon. Det er ikke alle bands forundt.
Deres seneste plade, For Love and Grace & the Hereafter, hvorfra størstedelen af setlisten blev trukket, er fuldt fortjent blevet begravet i hyldest, og måske kan de faktisk få sig en fortjent Orangeoptræden en dag. Materialet er til det. Og deres optræden var pletfri, ligefrem professionel. Tidspunktet for den var bare lidt off, selv ansvarshavende redaktører fra andre og mere borgerlige medier sås mere optaget af knæver end at følge med.
Man kunne lige nå at dreje forbi Fauna og dyppe tæerne i de ikoniske Smertegrænsens Toldere på vej mod Wolf Alice, og bare på et par numre kunne man igen bare konstatere, at det ikke rigtig bliver bedre og mere underholdende inden for dansk punk. At deres intro var en kreativt samplet Peter A.G, der staccato-brokkede sig over, at Gnags ikke at må spille på Orange længere, gjorde ikke oplevelsen dårligere. Eller mindre sjovt. Smertegrænsen tolder i forbindelse med deres koncerter som regel først ind et sted mellem latterkrampe og tennisalbue af at fistpumpe som en tosse. 10 minutters amokløb senere kunne man gå fra Fauna med en fornyet tro på livet, i hvert fald efter de 40. Men hvordan de formåede at fylde yderligere en halv times spilletid ud, det ved jeg virkelig ikke. Forhåbentlig med flere A.G-samples, for det var jævnt skægt.
Wolf Alice er åbenbart i det stille vokset til at blive et band, der kan og skal optræde på Orange, men på forhånd kunne man være skeptisk over for, om de kunne bære en så stor scene. Selvom de har høstet glimrende anmeldelser især på hjemmebanen i England, så var der også grund til at rynke på brynene over sådan en placering. Selvom de, især på de to seneste plader har en wide-screen produktion, så føltes det ret meget som tomme kalorier.
Ellie Rowsell, forsanger og bandets klare midtpunkt gjorde, hvad hun kunne, og tyede endda til brug af megafon, men det var et svært publikum at losse til livs. Ironisk nok satte “Play The Greatest Hits” med dens semi-hooligan-omkvæd lidt ild i Orange-crowdet, men det hele flyttede sig aldrig langt over at være en smule kedeligt. Endsige kaloriefattigt. Men bassisten var god til at lave sjove grimasser.
Den slags problemer led The Sophs ikke under i det stykke tid, man kunne nå af dem inden dagens naturlige fikspunkt The Cure. Bandet bestod af seks glade hoppebolde i menneskelig skikkelse, der åbenlyst har en forkærlighed for 90’ernes collegerock, og trak tråde til alt fra Weezer og Sublime til mere quiet/loud-sager som det tidlige Pixies. Et ekstremt sympatisk bekendtskab og tilmed placeret på præcis den rigtig scene i Fauna, klods op af alle rigtige ronkedorer og rockisters kirkegård, Gutter Island-baren. Den er i øvrigt blevet flyttet i år, så hvis du ser en +40-årig person i vest og med nervøst flakkende blik, så giv lige vedkommende et prik i den rigtige retning.
I Århus har man en konstruktion, man kalder for Generationernes Hus. Konceptet er vist, at der både er vuggestue og ældrecenter i samme bygning, eller i hvert fald under samme tag. The Cure var vel en slags udgave af dette på årets Roskilde, der var i hvert fald en spredning i det aldersmæssige segment foran Orange Scene som sjældent er set før. Det er desværre ikke så tit, man ser det på Roskilde længere, men det varmer, når det sker. Og de efterhånden aldrende englændere leverede – selvfølgelig – varen. Også i den grad, endda.
Robert Smith er klikket ind på de 67 år, men han må unægtelig siges at tilhøre den sjældne art af sangere, der simpelthen bare befinder sig uden for tid og sted. Eller i hvert fald stadig et sted i midtfirserne. Han har heldigvis fralagt sig tidligere tiders misbrug, og det bærer nok noget af forklaringen på, hvorfor han stadig synger helt umanérligt godt.
I forhold til setlisten, så har bandet selvsagt et bagkatalog som få andre, men tidligere koncerter havde vist, at der var et ret stærkt fokus på den tidlige del af karrieren. Enkelte undtagelser var der dog, som f.eks “The Last Days Of Summer”, som lidt overraskende repræsenterede Bloodflowers fra 2000.
Den sortmalede skude stak dog til søs med et solidt trippel-hook. Den storslåede “Plainsong” er altid en åbner, jeg personligt håber, at de vælger, og det skete også her. Den lød dog en smule mindre overvældende, end den tidligere har gjort, men det har måske noget med antallet af mennesker mellem undertegnede og scenen at gøre. Der var MANGE mennesker foran Orange, og som sagt af alle aldre. Derpå fulgte “Pictures of You” samt “High”, og så gik det ellers slag i slag.
Lyden og tilhørerne skulle lidt i gear, og begyndelsen af koncerten kørte i det hele taget en smule på autopilot. Men kombinationen af den nærmest overdrevet romantiske “Lovesong”, fanfavoritten “Burn” fra soundtracket til The Crow og ikke mindst den bastunge “Fascination Street” satte virkelig ild i piben. Apropos piber, så det grangiveligt ud som om, at Smith muntrede sig med en blokfløjte i starten af “Burn”. Ikke så rock.
Hvad der derimod er rock, er Cures mangeårige bassist Simon Gallup, en mand, der har skabt flere legendariske basgange, end jeg har spist ærter. I lighed med Smith, så er årene ved at sætte sig en smule i ansigtet, således at Gallup er begyndt at ligne en slags aldrende goth-Wolverine, men håndværket er i den grad intakt, og mandens motor er essentiel for bandet, især live.
Resten af settet gav i nogle perioder en fornemmelse af et sommer-set, mange af numrene var i hvert fald til den poppede side, især i den ni numre lange encore. De lukkede dog det ordinære set med “A Forest”, “From The Edge Of The Deep Green Sea” samt titelnummeret fra Disintegration, så det var heldigvis ikke sol over engen og legende hundehvalpe det hele. Gud ske tak og lov for det.
En finurlig ting ved Cures igangværende turné ind til onsdagens koncert var, at bandet totalt havde set bort fra den überdystre Pornography. Angiveligt en plade, Smith ikke husker at indspille, men ikke desto mindre et hovedværk. På Roskilde blev man dog begavet med “A Strange Day”, så der var da lidt til husarerne. Man kunne godt have ønsket sig “The Figurehead” eller “One Hundred Years”, men man kan jo blive ved med det band.
Tilbage står, at Cure slog deres status som deciderede legender fast, og jeg er i tvivl om, hvorvidt det egentlig var den bedste koncert, jeg har set med dem. Det var i hvert fald den mindst dystre, så måske det bare var denne orange følelse og setlisten, der gik op i en højere enhed. Det er svært at se, hvem der skal overgå dem på Orange i år.
